Hjemmeside for borgerjournalister sælger et uofficielt pressekort til folk overalt i verden. Journalister advarer om, at det nye kort undergraver journalisters troværdighed. Stifterne mener, det tværtimod er godt for journalistikken.
I Storbritannien er der frygt i den etablerede mediebranche for, hvad der skal blive af pressekortet, og om myndighederne vil respektere det i fremtiden.
Årsagen er, at hjemmesiden Demotix udsteder pressekort til almindelige borgere overalt i verden, hvis de lever op til nogle kriterier om publicering og har 17 engelske pund (omkring 170 kroner).
Ifølge Press Gazette ligner Demotix-kortet et officielt pressekort, selvom det ikke er anerkendt af branchen.
I Storbritannien er det lige nu kun 17 institutioner, der kan udstede et officielt pressekort. Det er blandt andre journalistforbundet, BBC og sammenslutningen af nyhedsbureauer.
Den officielle institution med ansvar for at sikre respekten om pressekortet i Storbritannien, UK Press Card Authority (UKPCA), er meget kritiske over for, hvor strikse Demotix er, når de udsteder kortene.
»Vi er bange for, at politiet og andre tredjeparter bliver vildledt med Demotix-kortet,« siger formanden for UKPCA Mike Granatt.
Men ifølge Turi Munthe, der er leder af hjemmesiden Demotix, kan journalister rundt om i verden slå koldt vand i blodet. Kortet vil ikke true pressens troværdighed i vestlige lande, men vil tværtimod hjælpe journalistikken i lande, hvor pressefriheden er truet.
Det er kun ganske få kort, der er blevet udstedt i Vesten, siger han. Langt størstedelen er blevet bestilt i Mellemøsten eller det sydlige Asien.
Derudover understreger Turi Munthe, at Demotix kræver, at en borgerjournalist har fået publiceret ti artikler eller fotoserier, eksempelvis på nettet, inden han eller hun kan få et Demotix-kort. Og det journalistiske arbejde bliver gransket, lover Munthe.
Demotix hjælper borgerjournalister til at få publiceret deres arbejde, blandt andet ved at sælge det til etablerede medier. Sitet har vundet priser for at hjælpe borgerjournalistik i hele verden.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg mener overskriften vildleder læserne når man skriver "falsk pressekort". Der er jo ikke tale om falskneri af pressekort som er godkendt af myndighederne i vestlige lande. Der står meget tydeligt "Demotix" med adressen til hjemmesiden, samt et telefonnummer til hovedkontoret i London, så evt. politi eller andre kan få bekræftet gyldigheden af kortet og identiteten af personen.
Fokus burde være, at man støtter journalister og borgerjournalister der bor i lande, hvor myndighederne ikke har den store respekt for pressen. F.eks. i Iran, Pakistan, Israel/Palæstina m.v., hvor borgerjournalister ofte dækker historier som ellers ikke ville have fundet vej til den etablerede del af pressen.
Hmm.. sjovt med overskriften Falsk pressekort... Det vel ikke mere "falsk" end alle de pressekort som lokale medier udsteder - f.eks. Lokalia.dk (Søndagsavisen).
Falsk i denne sammenhæng må nærmere betyde - ikke godkendt af myndighederne - og det er vel egentlig et problem at myndighederne godkender pressekort... eller hvad?