search

Fuld opbakning til Universitetsavisens redaktør

Bladudvalget for Universitetsavisen på KU undsiger den voldsomme kritik, et medlem rettede mod redaktør Richard Bisgaard. Bisgaard mener dog, sagen bør få konsekvenser.

Bladudvalget for Universitetsavisen på KU undsiger den voldsomme kritik, et medlem rettede mod redaktør Richard Bisgaard. Bisgaard mener dog, sagen bør få konsekvenser.
Sagen hvor et medlem af bladudvalget anklager Universitetsavisens redaktør Richard Bisgaard for "skandaløs" ledelsesstil, er foreløbigt blevet landet, efter at bladudvalget ved et møde mandag aften har udtalt fuld tillid til Bisgaard.

I et skriftligt svar til medlemmet, Jørn Vestergaard, der er prorektor ved Juridisk Fakultet, skriver Bladudvalget, at man ikke "på det foreliggende grundlag ikke anledning til at udtrykke mistillid til Universitetsavisens redaktør". Og endvidere hedder det: "(…) dine supplerende påstande om, at Universitetsavisens redaktør har udvist en ansvarsløs og skandaløs ledelsesstil er udokumenterede, og vi vurderer dem ubegrundede".

Sagen startede da Richard Bisgaard tog udgangspunkt i en spørgeundersøgelse i Berlingske, der havde spurgt 5000 KU-forskere om de mente, rektor Ralf Hemmingsen burde trække sig som konsekvens af Penkowa-sagen. Det spørgsmål ville Bisgaard gerne stille til alle KU-ansatte og studerende via Universitetsavisen.dk. Og det fik Jørn Vestergård op i det røde felt.

Bladudvalget giver da også Vestergård delvist ret i, at "der er alvorlige metodiske fejlskøn ved den gennemførte rundspørge". Men man mener som sagt ikke, det giver grund til at have mistro til Richard Bisgaard.

Richard Bisgaard glæder sig over opbakningen, men han mener ikke, sagen slutter her.

»Vestergaard har opført sig kritisabelt som ledelsesrepræsentant ved at rundsende smædeskrivelse med ærekrænkende beskyldninger mod mig til alle dekaner og prodekaner på universitetet. Det er i åbenlys modstrid med skrevne og uskrevne regler om god personalepolitik. Derfor overvejer jeg at indbringe sagen som personalesag,« siger han til Journaliten.dk.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen