Politikens manøvre er den mest besynderlige ledelsesbeslutning i dansk presse i mange år.

Man ser det for sig: Christian Jensen indtager hjørnekontoret på Rådhuspladsen, mens Bo Lidegaard må pakke reolerne og finde en mere ydmyg plads nede ad gangen.

Man ser det for sig: At Christian Jensen udstikker en ny journalistisk kurs med konfrontation af centralmagten – uden at se Lidegaard i øjnene eller høre, hvad han mener.

Man ser det for sig: At Bo Lidegaard siger noget klogt og venter på applaus – men har glemt sin nye position, som han først husker, da ingen rigtigt synes at lytte …

Detroniseringen af Bo Lidegaard, der skal fortsætte som skribent og anmelder, og indsættelsen af den journalistisk stærke Christian Jensen, er et markant signal om, at Politiken vil noget andet.

Man kunne være fræk – lad os bare være det – og spørge, om Bo Lidegaard overhovedet skal lave noget andet i fremtiden, end han laver i dag. Med andre ord – har han overhovedet nogensinde været egentlig journalistisk leder af avisen?

Sikkert er det, at det, administrerende direktør Stig Ørskov kalder en overskudshandling – fordi Christian kommer, uden at Bo går, er en af de mest besynderlige ledelsesdispositioner i nyere dansk pressehistorie.

Enhver konkret handling og forandring, der udgår fra Christian Jensens ledelse, vil kunne fremstå som en bebrejdelse af Bo Lidegaards æra. Hvorfor gjorde han ikke det? Hvad var det, han ikke kunne?

Og når han ikke kunne – hvorfor skal han så bruges til noget andet i huset?

Vi mangler svar på det helt elementære: Hvad er det, Bo Lidegaard ikke kan – som Christian Jensen skal? Det svar formulerer Politiken ikke selv, for det vil ligne kritik af beslutningen om at ansætte Lidegaard i sin tid.

Er Bo Lidegaards fortsættelse i huset et plaster på såret? Er det en elementær økonomisk løsning? Eller er Bo Lidegaard simpelthen slidt op af digitaliseringens faldgruber og manglende journalistiske trofæer?

Jeg tror det sidste. Han var fejlcastet i forhold til udfordringen.

Forretningsmodellen er som bekendt smuldret forlængst.

Det betyder, at aviser i dag forlængst ikke bare udkommer og løber rundt, så redaktører kan nøjes med at kloge sig i dem.

Aviser skal gentænkes, positioneres og ikke mindst finansieres. Det er entrepreneurship og købmandsskab.

Intet af det lærer man på Slotsholmen, hvor Lidegaard har haft sin base. Det er en slidsom proces at erkende, at man er leder af funktion, men ikke i praksis …

Jeg ser et håndklæde kastet i en ring. Det var sgu ikke lige mig, det der …

Jeg synes, det er synd for både Christian Jensen, Bo Lidegaard og ikke mindst Politiken, at huset ikke laver det rene snit og giver Christian Jensen en fin ny bil uden en bagsædepassager, der engang sad ved rattet.

Selv om der er helt ro på bagsædet, så minder passageren alligevel hele tiden om, at noget ikke virkede engang. Og dette noget er her stadigvæk. På en eller anden måde.