Der er intet forkert i, at B.T.'s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, samtidig er juryformand for FUJ-prisen, som B.T. er nomineret til, svarer FUJ-formand Jacob Mollerup og jurymedlem Anders Krab-Johansen efter kritik fra tidligere Cavling-vinder. (Opdateret 14.47)
I fredags kritiserede tidligere Cavling-vinder Lars Rugaard, at B.T. er blevet nomineret til Prisen for Fremragende Undersøgende Journalistik (FUJ-prisen) af en jury, hvor formanden er chefredaktør på B.T. Olav Skaaning Andersen.
B.T. er nomineret blandt tre skrevne produkter for dækningen af Helle Thorning-Schmidts skattesag. FUJ-prisen uddeles af Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ).
Lars Rugaard mener, at det er problematisk at have en juryformand, der er chefredaktør, fordi det ikke harmonerer med chefredaktørens ansvar for at promovere sit eget medie.
Nu har både FUJ's formand, Jacob Mollerup, jurymedlem Anders Krab-Johansen og juryformanden, Olav Skaaning Andersen, svaret på kritikken.
Olav Skaaning udtalte sig i fredags til Journalisten.dk, hvor han forklarede, at han ikke deltog i voteringen omkring B.T.-indstillingen. Han understregede, at der er klare kriterier for juryens udvælgelse af nominerede.
I Journalisten.dk's debat har Anders Krab-Johansen, der er redaktionschef på TV 2 News og også sidder i juryen, svaret på kritikken af nomineringen. Til forskel fra Olav Skaaning Andersen var han til stede ved nomineringen af B.T..
»Hvis vi skulle bruge journalist Lars Rugaards model for udnævnelse, ville det være noget nær umuligt at finde medlemmer af juryen og helt umuligt at finde en formand med branchekendskab. For der var 62 indstillede projekter fra medier som Berlingske Tidende, Børsen, B.T., Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Politiken, Dagens Medicin, Fagbladet 3F, Mandag Morgen, Ugebrevet A4, Tænk, Computerworld, Kommunerne, Fridthjof Film, TV 2 og flere afdelinger af DR,« skriver Anders Krab-Johansen og fortsætter:
»Kritikken er derfor noget vrøvl. Hvis man vil have en branchepris, skal det være branchefolk, der sidder i juryen. Vi skal så tilkendegive, hvis vi er inhabile, og forlade rummet, hvis der er risiko for beskyldninger om, at resultatet kan blive påvirket af et jurymedlems tilstedeværelse. Det er netop sådan, FUJ-juryen har ageret.«
FUJ-formand Jacob Mollerup melder sig også ind i debatten og forholder sig til kritikken af B.T.-nomineringen.
»Du (Lars Rugaard, red.) kritiserer os nu for at have udpeget en chefredaktør som formand. Det har vi nu gjort med velberåd i hu: Selv chefredaktører har af og til nyttige kompetencer. De første tre år var chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Berlingske en respekteret formand for juryen. Da jury-medlemmer kun må sidde tre år, bad vi i år Olav Skaaning Andersen om at overtage formandsposten. Når vi ikke er bekymrede for, at chefredaktører blot skal mele deres egen kage, skyldes det ikke kun tillid til de pågældende. Det skyldes selvsagt også, at der er syv andre stærke og kompetente medlemmer af juryen. Se på listen: Det er jo ikke novicer,« skriver Jacob Mollerup.
Han har undersøgt, hvem der indstillede B.T.'s dækning af Helle Thorning-Schmidts skattesag til FUJ-prisen.
»Fra mailbunkerne kan det oplyses, at det her – som i øvrigt for de fleste af de indstillede – var en chef, der gerne ville gøre opmærksom på egne medarbejdere. Bagmanden hedder Simon Andersen og er redaktionschef på B.T.,« skriver han.
Lars Rugaard har spurgt, hvorfor det ikke altid er offentligt tilgængeligt, hvem der har indstillet de forskellige journalistiske værker til FUJ-prisen.
»Jeg tror nu ikke, den liste vil gøre nogen forskel – alle journalister og redaktører kan jo frit indstille medarbejdere, chefer, venner, familie, kolleger og/eller kærester. Når listen ikke findes på www.fuj.dk, er det alene af praktiske årsager. Der er allerede meget arbejde forbundet med en sådan prisproces – og det hele er lavet af frivillig arbejdskraft. Men vi skal fra næste år prøve at finde en praktisk løsning på det,« svarer Jacob Mollerup.
(Opdateret 14.47: Tilføjet at det er Simon Andersen, redaktionschef på B.T., der har indstillet B.T.'s dækning af skattesagen til FUJ-prisen.)
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Anders Krab-Johansen er ikke formand for juryen. Så nej, det kan vi ikke konstatere.
Med venlig hilsen
Lars Rugaard
Ja, for B.T.s historie fejler da ingenting... haha. Sjældent har man set en historie, der giver bagslag på den måde. Fra overskrifter med 'Skattesnyder' til en frifindelse og penge tilbage i skat. Den burde næsten være obligatorisk pensum på journalistskolerne om, hvordan man ikke skal lave journalistik.
Skal vi ikke bare konstatere, at vi her har en mand med en sag - og som ikke bryder sig om B.T. Den ellers så grundige Lars Rugaard har i hvert fald ikke stillet spørgsmålstegn ved Anders Krab-Johansens habilitet i forbindelse med nomineringen af et TV2-program, selv om Anders Krab-Johansen er redaktionschef på TV2. Så ton dog rent flag, Lars Rugaard - det ville da i det mindste være ærligt.
Venlig hilsen Kim Henningsen, chefredaktør, SE og HØR (og ja, jeg har en fortid som nyhedschef og redaktionschef på B.T. gennem 17 år - men det var før Olav Skaaning-Andersens tid)
Nu er det kommet frem, at BTs redaktionelle ledelse var repræsenteret blandt både forslagsstillere og beslutningstagere, da BTs dækning af Helle Thorning-Schmidts skattesag blev nomineret til FUJ Prisen på avisområdet i sidste uge.
Det var en af BT-chefredaktør Olav Skaaning Andersens nærmeste medarbejdere, der indstillede BTs dækning af Helle Thorning-Schmidts skattesag til FUJ Prisen – en pris, der tildeles af en jury, som chefredaktøren selv er formand for.
Indstiller var redaktionschef Simon Andersen.
Læs mere på min blog