Foreningen for Undersøgende Journalistik foreslår, at der skal afsættes mindst 50 millioner kroner til uafhængig undersøgende journalistik i det nye medieforlig.
Undersøgende journalistik kræver tid. Tid er penge, og dem har mediebranchen ikke særligt mange af. Det er hovedpointen i en kronik skrevet af Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ), der bliver bragt i Information i morgen.
Foreningen mener, at mediernes økonomiske krise går så hårdt ud over graverjournalistikken, at det kan skade borgenes mulighed for at deltage i samfundsdebatten på et sagligt grundlag. Derfor vil de have afsat én procent af mediestøtten til en uafhængig fond, der skal støtte undersøgende journalistik.
"Ca. 1 procent af den nye mediestøtte bør målrettes undersøgende journalistik, sættes fri af mediehusenes forretningsmodeller og placeres i en fond. En fond, der skal fremme den undersøgende journalistik, som alle kan søge, og hvor de bedste idéer vinder," står der i kronikken, som er skrevet af Morten Frich, Nina Vinther Andersen, Mads Ellesøe og Morten Hansen fra bestyrelsen i FUJ.
De mener, at mediestøttens grundidé skal være at sikre "uafhængig og kritisk formidling af væsentlige samfundsforhold", og at Danmark er i fare for at miste det, hvis ikke der gives ekstra støtte.
FUJ nævner projekter i Holland og Flandern som gode eksempler på, hvordan statsfinansieret undersøgende journalistik kan give flotte resultater.
Hele kronikken kan læses i Information i morgen.
Læs også om et privat støttealternativ fra USA, der har haft stor succes
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.