
Jakob Fuglsangs hold, Astana, kritiserer DR og Politiken. Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix/Reuters
Cykelrytteren Jakob Fuglsang er blevet undersøgt for at samarbejde med den dopingdømte læge Michele Ferrari.
Det kunne DR og Politiken søndag aften fortælle i en stort opslået historie. Medierne havde fået fingre i en rapport fra en uafhængig antidopingmyndighed, der havde fået mistanke om, at Jakob Fuglsang trænede med lægen, selv om lægen har en livstidskarantæne – noget, der er i strid med antidopingreglerne.
Flere anonyme kilder fortalte det samme til medierne, skrev Politiken.
Astana har afvist beskyldninger i en pressemeddelelse.
Men historien og forelæggelsen af rapportens påstande vækker kritik hos Jakob Fuglsangs hold, Astana. I en mail til Journalisten skriver pressechef på Astana Sven Jonker:
”Vi fik ikke lov til at se den komplette rapport, vi fik kun et par sætninger uden noget bevis.”
Vil se hele rapporten
Samtidig skriver Sven Jonker i en kritik af DR:
”De ønskede at give rapporten personligt til Jakob Fuglsang og filme hans reaktion, efter at han havde læst den.”
Sven Jonker forklarer, at Jakob Fuglsang og Astana derfor valgte ikke at give hverken interview eller sende en kommentar til DR eller Politiken, inden historierne var bragt. Jakob Fuglsang og Astana har ligeledes efterfølgende afvist alle forespørgsler om at stille op til et interview.
”Du kan ikke kommentere på en historie, hvor du ikke ved, præcis hvad der vil blive skrevet,” skriver Sven Jonker til Journalisten.
At Astana og Jakob Fuglsang ikke er stillet op til interview, har vakt kritik på journalisten.dk fra ekspert i sport og krisekommunikation Mikkel Davidsen. Han mener, de går galt i byen og blot giver anledning til mere spekulation, når de afviser at svare på spørgsmål.
Sven Jonker er uenig i den kritik.
”Det er meget nemt at kommentere fra sidelinjen. Disse meget alvorlige beskyldninger skal håndteres meget forsigtigt, da de kan ende med at have karriereødelæggende og livsændrende betydning,” skriver han.
Sven Jonker tilføjer, at både ledelsen i Astana og advokater har været inde over de svar, Astana har givet.
”Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne som kommunikationschef, men for nu mener vi, at den bedste måde at svare på er at afvente og se rapporten selv og få de officielle reaktioner fra UCI (Den Internationale Cykelunion, red.) og CAFD (Den Uafhængige Antidopingmyndighed, der har skrevet rapporten, red.),” skriver Sven Jonker.
CAFD har i dag i en pressemeddelelse skrevet, at myndigheden er dybt ærgerlig over, at rapporten er blevet delt med medierne, og at rapporten ikke er sendt videre til Den Internationale Cykelunion til videre undersøgelse. Med andre ord er den lagt ned.
DR mener, at tingene er gjort efter bogen
I DR afviser redaktionschef for DR Nyheder, P1 Dokumentar og Undersøgende, Lars Steen Pedersen, kritikken fra Astana.
Er der noget problematisk i DR’s forelæggelse af påstandene for Astana og Jakob Fuglsang?
”Det mener vi på ingen måde, der er. Vi har været meget omhyggelige og har lavet en grundig forelæggelse for Jakob Fuglsang og hans arbejdsgiver,” siger Lars Steen Pedersen, der fortæller, at DR kontaktede Jakob Fuglsang og Astana mandag i sidste uge – artiklen blev offentliggjort søndag samme uge.
”Vi har kontaktet dem både via SMS, telefonisk og på mail. Vi forsøgte først telefonisk at få fat i Jakob Fuglsang, og vi har skrevet til ham, præcis hvad vi gerne ville interviewe ham om. Da han læste, hvad det var, henviste han til pressechefen. Vi har også for ham forelagt rapportens kritikpunkter på mail, og vi har haft flere telefonsamtaler med ham,” siger Lars Steen Pedersen.
Ifølge DR afviste Astana at kommentere historien og ville først sende et mailsvar. Dette valgte Astana dog ikke at gøre for i stedet at meddele, at holdet først ville kommentere skriftligt, når historien var breaket. Astana har afvist beskyldningerne om et samarbejde i en pressemeddelelse, og Jakob Fuglsang har afvist i et Instagram-opslag.
”De har gjort det klart, at det var en meget bevidst strategi fra deres side, og at det ikke har været muligt at få et interview, hvor vi kan stille opfølgende spørgsmål,” siger Lars Steen Pedersen fra DR.
Kan ikke sende rapporten til Astana
DR afviser også kritikken af, at Astana ikke fik tilsendt den fulde rapport. Lars Steen Pedersen henviser til, at DR ikke sender rapporten af hensyn til kildebeskyttelsen.
”Vi gør det rimeligt hurtigt klart, at vi ikke kan sende et fortroligt kildedokument til dem. Det hører under kildebeskyttelsen. Der er mange, der gerne vil have fat i den rapport, blandt andet for at finde ud af, hvor den kommer fra. Det kan vi selvfølgelig ikke sende ud af huset,” siger Lars Steen Pedersen.
Lars Steen Pedersen afviser desuden pure, at DR har haft et ønske om at filme Jakob Fuglsangs reaktion, mens han læste rapporten.
”Det er ikke tilfældet. Sådan arbejder vi ikke,” siger han og fortæller, at DR har givet Jakob Fuglsang mulighed for at læse rapporten:
”Vi har tilbudt at komme ned og tage rapporten med, så han kunne bladre i den og se den. Og så kunne vi lave et interview bagefter. Vi har ikke stillet nogen krav eller ytret noget ønske om at skulle filme ham, mens han læser rapporten.”
Politiken er helt enig med DR
Også Politiken afviser Astanas kritik. Sportsredaktør på Politiken Søren-Mikael Hansen fortæller, at det er helt bevidst, at Politiken ikke har sendt rapporten til Astana.
”Af hensyn til almindelig kildebeskyttelse ville det aldrig forekomme, at Politiken udleverede den fulde rapport hverken i dette eller andre tilsvarende tilfælde. Selvfølgelig er Sven Jonker som pressechef for den angrebne part blevet forelagt de centrale oplysninger og præcise passager i rapporten og bedt om at forholde sig til dem,” skriver Søren-Mikael Hansen til Journalisten.
Han mener desuden, at Jakob Fuglsang og Astana har fået rig mulighed til at stille op til et interview.
”Jakob Fuglsang og Astana blev konfronteret med oplysningerne fra mandag inden offentliggørelse søndag aften, så der var således god tid til at stille op til interview, men det ønskede de ikke.”
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvis Politiken har undladt så væsentlig en "detalje", så er vi da ude i manipulation med sandheden. Eller i hvert fald fortielse af den.
https://m.feltet.dk/nyheder/kommentar_hvorfor_skulle_fuglen_skydes_i_ryggen/
Under alle omstændigheder en skam, at DR og Politiken stiller sig tilfreds med rygter som baggrund for deres artikler.