Journaliststuderende kan vælge og vrage, og de gider ikke praktik 'på landet'. Det kan udvande lokaljournalistikken og skabe verdensfjerne storbyjournalister uden jord under neglene, lyder advarslen fra provinsen.

UDKANT. Efter et halvt år hos Dansk Røde Kors i København skulle Christian Andersen i sommeren 2004 fortsætte sin praktik på Fyns Amts Avis.

De første seks måneder skulle han arbejde på Ærø-redaktionen. Christian Andersen vidste, at Ærøskøbing er en lille turist-idyllisk by og glædede sig til at komme ud til det lille samfund.

Christians kæreste var knap så forberedt. Hun var i hvert fald nærmest ved at køre galt, da hun rullede flyttebilen af færgen og så den første modkørende. Oppe på den brostensbelagte hovedgade bumlede en hestevogn ned mod havnen. Så langt ud 'på landet' vil kun et mindretal af de praktiksøgende. Ved den seneste praktiksøgning i april fik de landsdækkende dagblade 326 ansøgninger til 43 praktikpladser, mens de studerende til sammenligning skrev 117 ansøgninger til de 65 praktikpladser på de lokale og regionale aviser. Inden for andre medietyper trækker Århus og København ligeledes langt flere ansøgninger end resten af landet.

De store byers magnetiske tiltrækning af de unge kan blive problematisk for lokaljournalistikken, mener Jørn Broch, der er nyhedschef og praktikansvarlig hos JydskeVestkysten.

»Hvis der de kommende år kommer færre ud i praktik i provinsen, risikerer vi, at der også er færre, der søger job på lokale og regionale medier som færdiguddannede, fordi de ikke ved, hvad det egentlig vil sige at arbejde her. Så udviklingen er et problem for os både som praktiksted og arbejdsplads. Vi har et godt uddannelsestilbud til de studerende, men i øjeblikket er de svære at lokke ind i butikken. Det er vi nødt til at gøre noget ved, blandt andet fordi vi rekrutterer mange af vores medarbejdere blandt de tidligere praktikanter,« siger Jørn Broch.

At de studerende helst vil til hovedstaden, er ikke noget nyt. Men fordi antallet af nye praktiksteder ved de seneste praktiksøgningsrunder er steget så meget, at der nu er flere pladser end ansøgere, kan de lokale og regionale medier få endnu vanskeligere ved at få de studerende til provinsen. Ved den kommende praktikdag leder nye store arbejdspladser som 24timer og TV 2s nye kanaler efter lærevillige studerende, og ligesom stort set alle andre nye praktiksteder hører de til i København.

I den anden ende af landet har JydskeVestkysten mærket, hvor svært det er blevet at tiltrække studerende. Ansøgertallet er de sidste par år blevet halveret, og i april fik mediehuset i Esbjerg blot seks ansøgninger til tre pladser.

Det faldende ansøgertal har fået JydskeVestkysten til at lave en rundspørge blandt de studerende på DJH og SDU samt blandt deres egne praktikanter for at finde ud af, hvordan avisen kan blive mere attraktiv for journalistspirerne. Så nu ændrer JydskeVestkysten sit praktikforløb. Det er slut med at sidde et helt år på en lokalredaktion, så fremover nøjes praktikanterne med et halvt.

»De studerende kommer for at udvikle sig, og de er bange for, at udviklingen går i stå efter syv-otte måneder det samme sted. Det har bestemt ikke været vores opfattelse, men sådan har praktikanterne det altså, og det er vi nødt til at lytte til. Vores uddannelsestilbud skal være fuldstændig i orden, for vores navn alene sælger ikke så meget i praktiksammenhæng som Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og TV 2. Men helt basalt er det de samme ting, man kommer til at arbejde med som praktikant her. Man kommer måske ikke til at sætte dagsorden på Christiansborg, men det gør man i høj grad i det lokale samfund,« siger Jørn Broch.

Rundspørgen blandt de studerende viste også, at avisens beliggenhed afholder mange fra at søge JydskeVestkysten. Esbjerg er simpelthen for langt væk fra Århus og København. Samme geografiske handicap oplever Holbæk Amts Venstreblad også, fortæller avisens nyhedsredaktør, Lars Qvist.

»Vi er oppe imod, at mange studerende meget gerne vil til København, og det er vanskeligt at gøre noget ved det.«

Han er godt klar over, at den forestående praktikrunde bliver en udfordring, fordi der er så mange praktikpladser. Alligevel tager han det roligt, at avisen for et år siden ikke fik nogen praktikant, mens det i april blev til tre ansøgere til én stilling.

»Det tal har altid gået meget op og ned, men de praktikanter, vi får, giver os pæne evalueringer. Ellers tror jeg heller ikke, at vi ville få praktikanter. Jeg tror, at den slags rygtes.«

Men selv om praktikanterne fortæller andre om deres gode erfaringer i provinsen, giver det ikke den store effekt blandt de næste praktiksøgende, siger praktikvejleder Pia Færing fra DJH.

»Mund til mund-metoden fungerer ikke rigtig, når det gælder provinsmedierne. De får strålende evalueringer, men det tæller bare ikke særlig meget, når praktikanter fortæller, hvor fantastisk det har været på Lolland eller i Ringkøbing. Der er simpelthen ikke cafeer og kærester nok derude.«

Og det kan provinsaviserne og regionalkanalerne ikke lave om på. Derfor må de ikke blive frustrerede over, at de ikke får masser af ansøgere,« påpeger Pia Færing.

»At JydskeVestkysten får seks ansøgere, mens Politiken får 75, hænger ikke sammen med deres kvalitet som uddannelsessteder. De lokale og regionale medier skal gøre alt for at sikre sig, at præcis de fem studerende, der har lige netop de rette interesser, søger stillingen.«

Pia Færing mener, at geografien er en afgørende grund til, at provinsen ikke står øverst på ret mange praktikønskesedler. Hun tror dog, at det også har en vis betydning, at det er lokaljournalistik, praktikanterne skal ud at lave.

»De unge læser ikke lokalaviser og er ikke vant til at forankre sig. Lokalaviserne er langt hen ad vejen for folk omkring de 40 år og derover, der har bestemt sig for, hvor de vil bo og rodfæste familien. Så på den måde siger lokaljournalistikken måske ikke de unge så meget.«

Alligevel er provinsen et godt sted at lære de journalistiske grundtrin, mener Lars Qvist fra Holbæk Amts Venstreblad. Samtidig har faget som sådan stor gavn af den lærdom, praktikanterne tager med fra provinsen..

»Jeg siger slet ikke, at vi er bedre end de store bladhuse til at uddanne. Men herude får de studerende en god fornemmelse af, hvad det er for et samfund, vi lever i. Vi bedriver ikke telefonjournalistik, og de unge kommer ud i marken og oplever kulturer og levemåder på helt tæt hold. I vores praktikforløb er der simpelthen et element af dannelse,« siger Lars Qvist.

Netop det element fik Christian Andersen også med sig fra Ærø, og det betyder fortsat noget for ham, nu hvor han arbejder på Information.

»Det er vigtigt, at man som journalist har et førstehåndsindtryk af, hvad der rent faktisk foregår ude ved kakkelbordene i den yderste udkant af provinsen – også når man sidder og laver avis i København. Det betyder meget at kende livet både på Nørrebro og i Dunkær midt på Ærø – og at tage begge dele lige alvorligt.« /

VOXpop

Kasper D. Borch, 33 år, praktik på JydskeVestkysten, februar 1999-juli 2000, modtog Cavling-prisen sammen med Kim Dahl Nielsen for artikelserie skrevet i praktiktiden, i dag på Urban.
Jeg fik stor skriveerfaring, og det kan man ikke få for meget af. Jeg lærte meget af at ringe nekrologer hjem. Jeg dansede tit rundt om telefonen, før jeg fik ringet til de pårørende. Men nu kan jeg se, at det var en god øvelse, for jeg opdagede, at overraskende mange gerne vil snakke. Man ved jo ikke, om man får et nej, før man har spurgt. Jeg sad 12 måneder i Sønderborg, og i situationen kunne det godt føles som lang tid. Men praktikken er en kort periode af éns liv. Det er helt forkert at vælge praktiksted ud fra geografien. Jeg følte i hvert fald ikke, at jeg var langt væk fra alting. Men tiden kan blive lang hvor som helst, hvis man kun engagerer sig i sit arbejde. /

Ulla Blankholm, 27 år, praktik på Lolland-Falsters Folketidende, august 2002- august 2003, i dag freelancejournalist.
Jeg ville som så mange andre helst på Politiken eller Berlingske. Det var en drøm, jeg altid havde haft at komme ind på en stor avis. Men da jeg kom til Falster, vendte det. I dag er jeg vildt glad for, at jeg har været dér og ikke på en stor avis.Der var ikke så spidse albuer, som der kan være på andre arbejdspladser. Vi var tre praktikanter, der havde det godt sammen, og vi fik alle stor ros både undervejs, og da vi rejste. Jeg kom ud fra avisen med en meget stor faglig selvtillid, og det var vildt fedt at have det med sig videre.Det sværeste var, at vennerne var langt væk. Nykøbing er en lille by, så det kræver en indsats at lære nogen at kende. Jeg har altid spillet badminton, så det begyndte jeg på, og på den måde kom jeg ind på nogle folk. Men det tog lang tid. /

Lars Werge, 40 år, praktik på Vejle Amts Folkeblad, august 1993-januar 1995, i
dag på Ekstra Bladet.
Vi skulle fylde en side hver formiddag, og der var nok at lave, så jeg blev kastet ud i alt muligt. Jeg lærte at tale med folk og på den måde finde historier ved selv at være opsøgende. Hvis jeg skal blive lidt moraliserende, vil jeg sige, at der i dag er mange, der researcher via nettet og ikke kommer ud. Det er pinedød nødvendigt, hvis man vil have de gode historier, især når man er på en lille avis. Hvis der er sket et trafikuheld henne ved gadekæret, er det dét, folk vil læse om – og den nyhed kommer ikke ud via Ritzau. Man kan også lære det basale i journalistik på en stor avis, men der får man slet ikke lov til at skrive så mange artikler – og heller ikke til at dumme sig så meget. Det skal der være plads til. /

Læs også: Reform af panikdagen skudt ned