Magnus Barsøe, Camilla Søe og Simon B. Porse. Foto: Thomas Nielsen

i

”Fuck det, der er folk, der er enige eller uenige med mig – sådan må verden være”

Mød tre medie- og kommunikationsfolk, der dagligt sætter rav i den på sociale medier med spydige jokes og hårde tacklinger. ”Når jeg henter mine børn klokken 16 om eftermiddagen, vil jeg hellere bruge tid på at lege med dem end på at være en eller anden internetkriger”

Magnus Barsøe, en af debatredaktørerne på Politiken, kan tænde bål på Twitter med sine kommentarer om alt fra økonomisk politik til klimadebat. Eller et foto af ”fem detroniserede hanelefanter”.


På Facebook havde Magnus Barsøe en tendens til at falde i et hul af et kommentarspor, og hans kone bemærkede, at han var fjern i blikket og mentalt et andet sted. Nu prøver han at undgå hullerne, og han er kun aktiv på Twitter. Foto: Thomas Nielsen

 

Som i enhver børnefamilie starter Magnus Barsøe dagen med at prøve at få mad i sine børn.

Midt i virvaret tjekker han typisk dagens nyheder fra sin telefon.

”Er der sket noget fjollet, jeg kan joke om? Er der kommet en idiotisk leder?” tænker han som regel, når han scroller igennem nyhedernes næsten uendelige strøm.

Kan han svare ’ja’ til sine spørgsmål, kan han finde på at tweete om det.

”Man kan kaste en håndgranat og løbe, og jeg synes, det er sjovt at pege fingre af paradokser, hyklerier eller politiske statements,” siger Magnus Barsøe om sine tweets, der har sikret ham over 18.000 følgere på Twitter.

Men nogle gange går det galt.

”Folk tager ting, jeg siger på Twitter, meget mere seriøst, end jeg gør.”

En effektiv håndgranat, der også gav bagslag for Magnus Barsøe, var et foto fra en kilde af det, som han selv kalder ”fem detroniserede hanelefanter”.

Han tweetede fotoet, der viste Naser Khader, Jes Dorph Petersen, Peter Aalbæk, Frank Jensen og Jeppe Brixvold om et bord på en restaurant.

Tweetet gik amok og skabte en hel debat i sig selv. Det blev delt i et væk, og Ekstra Bladet bragte fotoet i en selvstændig artikel.

”Jeg fjernede billedet senere samme aften, for det lå dårligt i maven. Uanset hvad man tænker om Jes Dorph eller Frank Jensen, så har de sgu også krav på privatliv.”

Men at fjerne billedet fra Twitter fjernede ikke den nagende følelse for Magnus Barsøe.

”Det er en læresætning for mig, at når man har 18.000 følgere – så er man ikke bare en, der kan drille folk i skolegården – der følger noget ansvar med.”

Derfor blokerer han folk, der spreder falsk information eller dårlig tone i kommentarerne.

”Når jeg sidder hjemme i min have, lukker jeg heller ikke bare folk ind, der råber løgnehistorier eller kalder mig og min kone for idioter. Jeg ville sparke dem ud, og den logik følger jeg også online.”

Hårde tacklinger og virtuelle skyttegrave

Magnus Barsøe mener, at Twitter nogle gange føles som et hajbassin fyldt med ondskab, og han indrømmer, at han selv har del i at skabe stemningen.

”Et par gange har folk følt, at jeg er gået for langt. Jeg tænker på det som den pensionerede fodboldspiller John Faxe Jensen, der både gav og fik hårde tacklinger. Jeg vil aldrig klynke over at blive tacklet hårdt, for jeg tackler selv hårdt. Men vi skal ikke alle være hårde midtbane­slidere og tackle hårdt – det ville ikke være kønt.”

Selv om Magnus Barsøe ikke vil betegne sig som en ”internetkriger”, har han dog ikke noget imod at gå i de virtuelle skyttegrave, når debatten kræver ofre.

”Hvis jeg endnu en gang skal høre en eller anden misogyn kommentator på Berlingske sige, at Greta Thunberg bare er en dum, lille pige, der burde gå tilbage i skole, så kan jeg godt sige til dem: ’Det er noget vrøvl, du skal stikke piben ind. Din tid har været der. Dine synspunkter holder ikke længere’.”

Hvis en debat trækker ud, passer han på ikke at falde i hullet. Faktisk bruger han mindre og mindre tid på at svare på de håndgranater, han sender ud:

”Når jeg henter mine børn klokken 16 om eftermiddagen, vil jeg hellere bruge tid på at lege med dem end på at være en eller anden internetkriger.”

”Bevidstheden om at passe på mig selv ligger der hele tiden”

Konsulent Camilla Søe er så aktiv i den offentlige debat, at hun på nogle områder vil kalde sig selv internetkriger. Men den hårde debat kommer også med en pris.


Camilla Søe bruger Twitter i fitnesscenteret, i sofaen og sågar på cyklen. Men aldrig når hun har drukket. ”Jeg vil gerne være til stede i det selskab, hvor jeg er. Jeg bryder mig ikke om, at mit hoved er et andet sted,” siger Camilla Søe. Foto: Thomas Nielsen

 

I fitnesscenteret mellem benpres, stairmasters og squats læser hun på telefonen, at Enhedslisten og Frie Grønne ikke stemmer for et øget bidrag til Nato.

”Det gjorde mig vildt vred, så det var det første, jeg skrev om på Twitter,” siger Camilla Søe, der på Twitter har over 10.000 følgere og ikke er bleg for at blande sig i debatter.

”Jeg synes, ’kriger’ har nogle associationer af, at man bare pløkker løs. Men en enkelt gang har jeg været en decideret kriger,” anerkender hun.

Det var, da Dansk Socialdemokratisk Ungdoms daværende formand Cecilie Sværke Priess trak støtten til daværende overborgmester Frank Jensen.

”Cecilies kommentarspor på Facebook gik fuldstændigt amok, og det var virkelig, virkelig ubehageligt.”

Derfor åbnede Camilla Søe sin computer og gik ”grassat”:

”Ikke sådan at jeg svinede nogen til, men jeg var virkelig overalt. Dér var jeg en kriger.”

På Twitter-profilen står, at Camilla Søe er konsulent, initiativtager og talentchef. Hun bruger også platformen til sit arbejde, men en stor del af hendes aktivitet på platformen er at gå ind i debatter.

”Det er professionelle Camilla, private Camilla og meningsdanner-Camilla, der får lov til at spille sammen på Twitter,” siger hun og forsikrer om, at hun altid er bevidst om, hvilken kasket hun har på.

Debatterne trækker

Camilla Søe prøver kun at blande sig i emner, hun har forstand på.

”Der skal være nerve i debatter, før jeg synes, de er spændende. Hvis det var ting, der var nemme at løse, så var der nogen, der havde gjort det,” siger hun.

Ifølge Camilla Søe er for eksempel sexisme-debatten en, hun altid vil gå ind i, og for hende bliver den ofte konstruktiv. Så længe et spørgsmål kommer fra nysgerrighed og oprigtighed, vil hun gerne svare.

”Der sidder ledere og mænd, som er bange for, hvad de må nu. Hvis man ikke tager det seriøst og bare siger, at de er nogle idioter alle sammen, og man ikke gider at svare, så får man en polariseret debat. Jeg gør mig umage for at svare og forstå, hvor de kommer fra,” siger Camilla Søe.

For Camilla Søe er det en del af debatterne, at hun får ’klamme, udskammende kommentarer’, der retter sig mod hendes person. Derfor er hun bevidst om konsekvenserne ved at stille op offentligt.

”Jeg bor alene, jeg er alene, og derfor er jeg den eneste, der kan samle mig selv op, selv om jeg har et stabilt bagland. Jeg har fantastiske ledere, gode veninder og forældre, der altid bakker mig op. Men de er der ikke i de sene nattetimer, hvis nogen skriver grimme ting, ringer mig op eller siger ting til mig i byen. Bevidstheden om at passe på mig selv ligger latent hele tiden,” siger hun.

De grove personlige kommentarer i indbakken og kommentarsporene optager dog ikke Camilla Søes tanker. Men hun er hele tiden bevidst om, at hun også er et navn, som folk kan slå sig på.

”Alle syntes, det var helt vildt fedt, at verden åbnede igen ved den anden genåbning, men jeg kunne godt mærke, at jeg syntes, det var underligt at bevæge mig ud de steder, hvor jeg ved, jeg kan rende ind i folk, som følger mig på Twitter og taler til mig om tweets. Det er en underlig bevidsthed om, at der er nogen, der følger med,” siger hun.

På trods af overvejelserne om sin sikkerhed fortsætter hun med at blande sig.

”Jeg føler mig især forpligtet til at blande mig i den med utryghed i nattelivet. Men andre gange kan jeg bare blive provokeret, vred, indigneret af for eksempel Socialdemokratiets måde at føre politik på. Det kan få mig til tastaturet. Og dér får jeg lyst til at være provokerende.”

”Jeg er en gøgler, ikke en kriger”

Journalistpraktikant på 24syv Simon B. Porse bruger memes til at sætte ting på spidsen og fremprovokere reaktioner. Han er dog bevidst om, at det kan farve hans troværdighed.


I modsætning til Camilla Søe og Magnus Barsøe bruger Simon Porse ikke Twitter som platform for sine indspark i debatten. Foto: Thomas Nielsen

 

Når Simon Porse kommer hjem, tager han plads i sofaen. Han sætter musik eller en YouTube-video på og tjekker, hvad folk skriger op om på sociale medier.

Men i modsætning til de fleste bruger Simon Porse tiden i sofaen til at lave memes, som han lægger op på sine Instagram-profiler. Han står bag profilerne snittegodskontoret og sbporse, og han er en del af redaktionen på den medie- og skolekritiske side dmjx.memes. I alt har han omkring 5.000 følgere.

”Jeg bruger meget tid på at lave indhold, men det kommer lidt i bølger. Jeg kan lave 10 memes på en dag, og så lægger jeg dem op, så de kommer ud automatisk,” siger han.

De små, satiriske billedformater med tekst, også kendt som memes, hvor Simon Porse stiller skarpt på et emne og kommer med spidse kommentarer, er hans måde at deltage i debatten på. Men han går ikke ind i de lange kommentartråde.

”Er jeg en internetkriger? Nej, det er jeg ikke. Jeg er en gøgler, ikke en kriger.”

Som journalistpraktikant er han dog opmærksom på, at en stillingtagen kan farve hans troværdighed som journalist fremover.

”Der er det ideal om, at en journalist er en sandhedens soldat. Hvis jeg siger noget om politiske tendenser, så er det da oplagt, at nogen vil sige, at jeg bare er en ræverød lejesvend, som man jo har hørt så ofte før. Det kan være vigtigt for mig at huske, at jeg skal skyde i alle retninger, når jeg laver satire.”

Kujonagtige efterdønninger

En overvejelse i memesmederiet er efterspillet. Simon Porse laver som udgangspunkt opslag og lader folk forholde sig til det, men han svarer sjældent i kommentarsporene.

”Det er mere en slagplads end en samtalesalon. Der er sjældent noget konstruktivt i at bruge min tid på det.”

Efterdønningerne, og hvordan man forholder sig til dem, er noget, Simon Porse har diskuteret med andre ’memesmede’. Han kan godt se, at det kan være kujonagtigt at stille sig frem med et billede, for så bare at trække sig tilbage og lade bølgerne gå højt.

”Jeg får ikke noget ud af at bruge tid og kræfter på kommentarfelter. Men jeg har måske et ansvar. Hvis man har en platform, så har man et ansvar for at moderere, men der er forskel på, om det er DR’s facebookside eller en ligegyldig Twitter-profil med 100 følgere.”

Nogle gange tager han sig selv i at skrive en kommentar i tråde, hvor han er uenig eller synes, debatten er uklar eller unuanceret. Men han stopper sig selv, fordi han ikke synes, det er et online skænderi værd.

”Man kan nemt komme i klemme, hvis man siger noget, nogen synes er for spidst, for kantet eller for farvet. Folk sparker til bolden, men de sparker også efter skinnebenene.”

Journalistik?

Når Simon Porse gøgler på nettet, ser han mememageriet som en måde at tage pis på virkeligheden og formidle skæve vinkler på hverdagen. I hans erfaring kan memes fange folk på en anden måde, end det nøgterne nyhedssprog kan.

”Klassisk journalistik kan være så gråt og kedeligt. Jeg tror, det kan få folk til at høre mere efter det, der er vigtigt, hvis du krydrer det med lidt sjovt og lidt salt og lidt hvidløg,” siger han.

For Simon Porse er memes en sammensmeltning af humor og information, og det er det krydderi, klassisk journalistik mangler.

”Ligesom talkshows i USA eller Tyskland kører memes et format, hvor de formidler en historie skarpvinklet og journalistisk, men med jokes og latterliggørende udstilling af en problemstilling. Det synes jeg har vildt meget værdi.”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.