search

FRYGTEN FOR DET FORKERTE

Medierne er med til at fremme en frygtens kultur. Skævhed i dækningen får folk til at bæve over forholdsvis ufarlige fænomener – og til at overse de virkelige farer. Det mener den amerikanske sociolog Barry Glassner.
Medierne er med til at fremme en frygtens kultur. Skævhed i dækningen får folk til at bæve over forholdsvis ufarlige fænomener – og til at overse de virkelige farer. Det mener den amerikanske sociolog Barry Glassner.


Når et fly falder ned fra himlen, rapporterer alle medier minutiøst om det. Det forvredne metal, de herreløse personlige ejendele, de hulkende pårørende i den planlagte ankomstlufthavn. Det er simpelthen for dragende til at lade ligge.
Men dækningen efterlader et fejlagtigt indtryk af, at det er farligt at flyve.
“Der vil være diverse vinkler om den specifikke flytype, vejrforholdene, piloten og den sorte boks. Der vil kun være lidt eller slet intet om den særdeles høje flyvesikkerhed sammenlignet med andre transportformer,” siger den amerikanske sociolog Barry Glassner.
“Den nylige Alaska Airlines-ulykke blev omtalt i flere uger efter styrtet. Men i 1999 blev kun 14 mennesker dræbt ved indenlandsk passagerflyvning. I 1998 var der i statistisk forstand 615 millioner passagerer, og ingen omkom,” minder Glassner om.
Barry Glassner er professor ved University of California. Han har en fortid som journalist, og han retter i en ny bog, “The Culture of Fear”, en indigneret anklage mod sine tidligere fagfæller for hyppigt at flokkes om pseudo-risici og derved ignorere de reelle farer.
Glassner understøtter sin pointe med en række eksempler, der strækker sig fra omtale af kriminalitet over skolevold, overgreb på børn og narkomisbrug til sygdomme og miljøproblemer. Flere af fænomenerne kan af danske læsere afvises som ren Americana, andre vil nogle sikkert kunne nikke genkendende til.
Mediernes forvrængede virkelighed fører ifølge Glassner til uhensigtsmæssige personlige beslutninger og til samfundsmæssige prioriteringer, der er skadelige, fordi de trækker opmærksomhed og ressourcer bort fra løsningen af faktiske alvorlige problemer. I tilfældet med flyvning kan konsekvensen af en skræmmende nyhedsdækning blive et øget antal dødsfald.
“Hvis folk skifter fra fly til bil, stiger sandsynligheden markant for, at de vil omkomme eller blive kvæstet,” konkluderer Glassner.
Mens flyulykkerne er i fokus, forbliver f.eks. arbejdsulykker uden for søgelyset, selv om de koster over 50.000 amerikanere livet om året. De offentlige myndigheders kapacitet er så beskeden, at de i gennemsnit kun kan besigtige hver arbejdsplads i USA én gang i hvert århundrede.
“Det er det samme med sygdomme. Hvis folk er tynget af bekymring for usandsynlige lidel-ser og derfor ikke opmærksom på de livstruende, mere udbredte sygdomme, så går de måske ikke til læge i tide,” siger Glassner.

Tv har et hovedansvar
Barry Glassner udnævner tv som hovedkilden til spredning af “falsk” frygt – især nyhedsmagasin-programmer og lokale nyheder. Men aviserne er godt med, om end billedet af deres dækning er mere kompleks.
Årsagen er det traditionelle nyhedsmotto, som i USA hedder: “If it bleeds, it leads”. Historier om mord og ødelæggelse skal have topprioritet.
Redaktørerne har ifølge Glassner en tro på, at horror er et effektivt våben i konkurrencen om seertal og læsere. Samtidig er der større omkostninger forbundet med at rapportere om vedvarende, dybtgående problemer.
Redaktørerne begrunder deres spredning af frygt med, at publikum ønsker den slags historier. Men dette ville være at skubbe ansvaret over på seere og læsere. Det er ifølge Glassner også forkert.
“Der er intet bevis på, at skræmmende historier er populære. Hvis folk bliver spurgt, hvilke emner de gerne vil have dækket, så er det f.eks. ikke kriminalitet, de sukker efter. Seertallene kan heller ikke tages som noget bevis. Alle store tv-kanaler har stort set de samme indslag om mord, biljagter, skydvekslinger og anden vold. Publikum har reelt ikke noget alternativ,” siger den amerikanske sociolog.

Trivielle nyhedskriterier
Barry Glassner finder, at overdækningen af kriminalitet og anden skævvridning i medierne strider imod et andet gammelt journalistisk motto. Der er for meget hund bider mand over det. Det er trivielt.
Han mener, at behovet for drama sagtens kan tilgodeses i historier om problemer, som i sandhed er seriøse.
“Det kan godt lade sig gøre at fortælle en vedkommende historie, selv om der er kort tid eller ringe plads. Det kunne være om folk, der ikke er forsikrede og derfor har svært ved at få lægehjælp. Der er 44 millioner af den slags i USA. Prøv at besøge en skadestue, hvor de uforsikrede kommer ind,” siger Glassner.
“Hvis perspektivet skal med, kan emnet bredes ud i en serie indslag eller artikler.”

Fra små farer til store
Barry Glassner fremdrager massakren på et gymnasium i en forstad til Denver, Colorado, i fjor, når han skal forklare, hvordan medierne forvandler små farer til store farer.
Det er typisk at beskrive isolerede hændelser, som om det er tendenser.
“Efter skyderiet på Columbine High School har der konstant været talt om en epidemi af skolevold, til trods for at antallet af ofre er faldet de seneste næsten 10 år. Columbine-massakren og andre episoder kædes sammen, så de tager sig ud som en stigende tendens,” siger Glassner.
“Columbine-skyderiet skulle naturligvis dækkes. Det havde nyhedens interesse. Men det burde kun gøres i passende omfang, og det ville være afgørende at sætte begivenheden i det rette perspektiv. Det modsatte er at svigte forældrene. Nu er penge uden reel grund blevet kanaliseret over i skærpede sikkerhedsforanstaltninger, selv om der er større behov for at renovere amerikanske skolebygninger. En tredjedel er i en elendig forfatning. Skolebøgerne er forældede. Tilmed er det usandsynligt, at de yderligere foranstaltninger hindrer andre gerningsmænd i at gøre noget lignende,” siger sociologen.
“I stedet for at fokusere på den lette adgang til skydevåben har der været meget i medierne om sekundære kilder til frygt såsom Internet, rockmusik, trench coats og videospil.”
Et par andre teknikker til at blæse farer ud af proportion er at benytte gribende anekdoter i stedet for videnskabelige beviser – og at citere pseudo-eksperter. Barry Glassner ser her historien om faren for at blive afhængig af at surfe på Internet som et eksempel.
“Der er blevet fortalt om personer, der har fået ødelagt deres liv ved at bruge oceaner af tid på Internet. En bestemt psykolog er brugt som kilde i mange af disse skildringer, uden at hans undersøgelser er videnskabeligt funderede,” siger Glassner.
“Der bliver også spredt meget frygt ved at omtale hele grupper, som om alle i gruppen er på samme måde. F.eks. fremstilles sorte unge eller indvandrere tit som farlige.”

Ængstelse er grundlaget
Det er 1938 om igen. Barry Glassner opfatter mediernes spredning af frygt som en gentagelse af Orson Welles’ radioversion af “Klodernes kamp”. Lytterne troede på beretningen om en invasion af Mars-mænd. De levede i en uvis tidsalder. Den forestående Anden Verdenskrigs invasioner og forfølgelse gav bange anelser.
Der sker også radikale forandringer i disse år. Berlin-muren er faldet, kommunismen er styrtet i grus, og verden samles – mere eller mindre begejstret – om markedsøkonomien. Den teknologiske udvikling foregår med eksplosiv kraft.
“Frygtens kultur er kun mulig, fordi der er en vis ængstelse at bygge på. Folks reaktion skyldes, at alle gerne vil forstå alt, hvad der sker, lige med det samme. Men det er der ingen, der gør. Og sådan har det altid været,” siger Glassner med henvisning til basal sociologisk lærdom.
“Medierne er meget dygtige til at fornemme ængstelsen hos folk og spiller åbenlyst på den. I stedet burde journalisterne behandle ængstelse som det, den er – nemlig ængstelse. Og så tage fat på de virkelige, fundamentale problemer. De kan også omsættes i engagerede historier, som sælger.”

ANDRE FRYGTMAGERE
Det er ikke kun medier, men også politikere og interesseorganisationer, som ifølge Glassner spreder frygt.
Den afdøde amerikanske præsident Richard Nixon forklarede sin politiske kynisme sådan:
“Folk reagerer på frygt, ikke kærlighed. Der bliver ikke undervist i dette i søndagsskolen, men det er sandt.”

FRYGTMAGERNES METODE
Glassner opregner en række tekniske greb, som medierne typisk benytter sig af, når de spreder frygt.
l Gribende anekdoter gør det ud for videnskabelige beviser
l Anvendelse af pseudo-forskere i stedet for virkelige eksperter
l Eventuelt supplerende udsagn fra sympatiske “menige” mennesker
l Formidleren virker selv overbevist om budskabets rigtighed
l Isolerede hændelser ophøjes til tendenser
l Generel karakterisering af grupper af mennesker, f.eks. som farlige

DEN GRUNDLøSE OG SKADELIGE FRYGT
Glassner præsenterer i sin bog eksempler på andre fænomener, som i kraft af blandt andet en ikke-balanceret medieomtale udløser en frygt, der er uden hold i virkeligheden.
l Kriminalitet: Midt i 1990’erne erklærede 62 pct. af adspurgte amerikanere i en måling, at de “i sandhed var desperate” over kriminalitetens omfang. Det var en dobbelt så stor andel som sidst i 1980’erne, selv om kriminalitetsraten var højere dengang. Der er ikke samme bekymring over fattigdommen i USA, der midt i 1990’erne var vokset sammenlignet med tre årtier tidligere. Der er ellers en betydelig sammenhæng mellem fattigdom og kriminalitet.
l Sygdomme: Meningsmålinger viser, at amerikanerne overvurderer udbredelsen af kræft og undervurderer chancen for helbredelse. Konsekvensen er, at folk med kræftsymptomer er modvillige over for at søge lægehjælp i tide, hvilket er til skade for dem selv og samfundet. Omvendt er det lykkedes at få anerkendt blandt andet Golfkrigs-syndromet og silikone-indlæg i bryster som sundhedsfarlige, selv om der ikke er forskningsmæssigt eller statistisk belæg for det. Herved spildes samfundsressourcer.
l Overgreb på børn: Børn fremstilles som forsvarsløse over for pædofile i børnehaver og på Internet, skønt misbrug af børn typisk sker i deres eget hjem, og den skyldige er et familiemedlem eller en slægtning. Resultatet af den forvrængede omtale er blandt andet, at mandlige pædagoger forlader faget på grund af risikoen for urigtige beskyldninger om sexovergreb på børnene. Børnepasning bliver atter rent kvindedomæne i USA.
l Miljø: I første halvdel af 1990’erne spenderede amerikanske byer mindst 10 milliarder dollars på at fjerne asbest fra offentlige skoler, selv om sundhedsfaren ved at nedtage materialet var større, end hvis det var ladt uberørt. Samtidig kunne pengene have gjort mere nytte, hvis de var brugt til en generel renovering af skolerne.
l Narkomisbrug: Antallet af narkomisbrugere i USA var sidst i 1990’erne faldet med 50 pct. sammenlignet med det foregående årti. Alligevel udråbes traditionelt narkomisbrug som en alvorlig trussel. Men det bliver overset, at flere amerikanere nu misbruger lovlige medikamenter end antallet, der er afhængig af kokain og heroin. Under én pct. af USA’s bevillinger til narkobekæmpelse er øremærket til at standse misbruget af receptpligtig medicin.

 

 af regner hansen, Los Angeles

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen