Medier må ikke lade sig påvirke af trusler. Men hvem kan sige sig fri for at blive påvirket af en død kat på dørtrinnet? Her er nogle af de mange danske journalister, der lever med trusler som en del af deres arbejdsvilkår.

TRUSLER. Er du interesseret i samfundet og verden omkring dig? Kan du lide at kommunikere – og er du god til det? Er du undersøgende, reflekterende og analyserende? Er du ligeglad med dødstrusler og chikane?

De tre første spørgsmål er taget fra Journalisthøjskolens information til kommende journalister og fotografer.

Det fjerde står ingen steder. Men det burde det måske.

Rusland, Kina og Iran er ikke de eneste lande, hvor journalister og fotografer bliver truet. Det sker for ansatte på tv-stationerne, på landsdækkende dagblade, på lokalaviserne. Det spænder fra læssevis af ubehagelige mails til et antal ekstremt grove trusler, hvor politi og PET inddrages.

Historien om trusler mod journalister er også en historie om mennesker, der lever med personlig usikkerhed og utrygge familier, og så et journalistisk ideal om ikke at lade sig påvirke.

»Jeg tror, det er et tabu på mange journalistiske arbejdspladser. Men det er et kæmpe psykisk pres at være udsat for, og man bør tage det ekstremt seriøst.«

Sådan siger Mathias Seidelin, politisk redaktør på Politiken.

Han sad en tirsdag og så Champions League i fjernsynet, da en brosten pludselig knaldede op på hans rude. Hans reaktion var som i en krigszone: Han smed sig på gulvet for at søge dækning. Øjeblikket efter sprang et kanonslag uden for vinduet.

I en periode over et halvt år oplevede han tre-fire gange at få smadret ruderne med brosten. Han fik også mystiske telefonopkald, hvor der ikke blev sagt noget. Chikanen kulminerede med, at der blev skudt maling på lejligheden med vand-pumpguns. Nogen tid efter valgte han at flytte.

Mathias Seidelin har dækket stort set alle yderliggående grupper i Danmark – aktivister på de yderste politiske fløje, islamisme og terrorisme. Men hverken han, politiet eller PET har fundet ud af, hvem der står bag – om det eventuelt kun er alvorlige drengestreger – og det er næsten det værste.

»Jeg har også prøvet at være i Irak. Men dernede ved du, hvad du går ind til. Her er det en usynlig fjende, og det gør det meget værre,« siger Mathias Seidelin.

LONE HAMMER SØRENSEN fra Randers Amts-
avis har siden 1998 skrevet om rockerne i Randers. Det har affødt en række trusler, og én gang har hun fået en rocker idømt 10 dages fængsel for trusler.

I efteråret 2003 skrev hun om et nyt solcenter, der blev drevet af et Hells Angels-medlem. Lone Hammer Sørensen ringede til rockeren, der blev rasende over hendes historie. Om aftenen overnattede hun hos sin daværende kæreste, men da hun kom hjem næste morgen, fandt hun en død kat, med poterne omhyggeligt lagt over kors, på sit dørtrin.

Da kom hun til at huske på et interview, hun tidligere havde givet til tv-programmet Go’aften Danmark om at skrive om rockere og om at modtage trusler. Værten spurgte, om hun ikke var bange for at bo alene på en gård – alene uden en hund.

»Jeg har katte,« lød hendes svar.

Politiet blev involveret, men det var umuligt at bevise, hvem der stod bag.

»Som menneske bliver jeg bange i øjeblikket. Det tror jeg, alle gør, når vi bliver truet. Men så bliver jeg gal. Det kan ikke være meningen, at de skal bestemme, hvad der skal skrives,« fortæller Lone Hammer Sørensen, som stadig skriver om rockere.

Hun vurderer ikke selv, at hun reelt er i fare. Men det handler også om familiens frygt.

»Der, hvor jeg har haft de største kampe, er blandt mine nærmeste – min far, min lillebror og min daværende kæreste. De synes, det er træls og ville helst have, at jeg stoppede,« siger hun.

Efter episoden gik hun straks i offentligheden og fortalte om truslerne, og siden har det været en bevidst sikkerhedsstrategi at gøre det kendt, at hun er på Hells Angels’ fjendeliste.

Lone Hammer Sørensen synes, at hun hele vejen har fået god opbakning fra sine redaktører, der har meldt truslerne til politiet og gjort det klart, at hun til enhver tid kan skifte stofområde.

Det har hun aldrig overvejet.

»Jeg har også kolleger, der siger: Jeg har børn og ikke lyst til at skrive om de ting. Jeg kan godt forstå dem – frygt er en grim følelse at have. Men frygten er jo netop deres våben,« siger hun.

TRUSLER KNYTTER SIG især til særlige stofområder som rockere, rets- og kriminalstof og korrespondenter i visse dele af verden.

»Man kan snakke med alle korrespondenter i Mellemøsten og få lange lister med hademails. Skjulte trusler og åbne trusler – det hører med, når man arbejder der. Der er så mange følelser i spil, også i den hjemlige andedam.«

Sådan siger Lene Frøslev, tidligere Mellemøsten-korrespondent for Berlingske Tidende.

Hun har både fået trusler i felten og hjemmefra, på grund af sin dækning af Israel-Palæstina-konflikten. Da hun engang skulle besøge en flygtningelejr i Gaza under en israelsk offensiv, blev hendes bil beskudt af en kampvogn. Efter besøget vendte hun hjem til Jerusalem, hvor der ventede en mail med ordene: »Vi må da håbe, at du snart får en kugle i nakken, din terroristluder.«

Mailen blev anmeldt til politiet, der ikke gjorde noget ved sagen, selv om Lene Frøslev selv fandt ud af, at den var afsendt fra en tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom Københavns mailadresse.

»Man bliver lidt hårdhudet af at være dernede, men jeg synes godt nok, den var skrap,« siger hun.

Den oplevelse, der har påvirket hende mest, var dog, da hun i 80erne skrev flygtninge- og indvandrer-stoffet på Information, og hendes 15-årige søn måtte tage imod en telefonisk tilsvining, der var tiltænkt hende.

En anden tidligere udlandskorrespondent – Flemming Rose – er uden tvivl Danmarks mest kendte eksempel på en truet journalist i nyere tid, efter at han som kulturredaktør valgte at bringe tegninger af profeten Muhammed i Jyllands-Posten.

I dag er PET-overvågningen og de øvrige sikkerhedsforanstaltninger på et lavere blus. Men agtpågivenheden er blevet en fast del af hans liv.

»Jeg tænker mig om, når jeg render rundt i byen – ned ad Strøget eller ude på Nørrebro. Jeg har jo været korrespondent i 14 år, så jeg har været vant til at være opmærksom. Det nye er, at jeg ikke havde regnet med at skulle agere på samme måde i Danmark,« siger Flemming Rose.

Som han ofte har forklaret, har han på intet tidspunkt fortrudt tegningerne, og han har heller ikke frygtet for sit eget liv. Men hensynet til de nærmeste har naget.

»Min familie har tænkt på det og været bekymret, og det har jeg oplevet som ubehageligt. Jeg var mere bekymret for min familie end for mig selv. Men jeg var i den lykkelige situation, at ingen af mine børn boede hjemme, og derfor skulle jeg ikke tænke på deres sikkerhed,« siger han.

JOURNALISTEN HAR TALT med en lang række journalister, der har modtaget trusler. De fleste steder går det igen, at man ikke vil, kan og må lade sig påvirke og holde op med at skrive om emnet.

Mathias Seidelin, kendt som Politikens hårdhudede terror-skribent, brød den uskrevne regel.

»Truslerne var en af grundene til, at jeg flyttede over på Christiansborg. Jeg ved, det ikke er ideelt, og det er der også mange, der har sagt til mig. Men nogle gange kan man ikke stå med banneret, når man skal have ting til at fungere med børn og familie,« siger han og tilføjer:

»Det er voldsomt at få en brosten gennem ruden.« /