frygt for post-monopol

Blade og magasiner kommer til at betale dyrt for, at Citymail trækker sig ud af Danmark. Dermed får Post Danmark igen monopol. Bladkompagniet står klar i kulissen.

Blade og magasiner kommer til at betale dyrt for, at Citymail trækker sig ud af Danmark. Dermed får Post Danmark igen monopol. Bladkompagniet står klar i kulissen.

POST. Aller, Egmont, Benjamin. Tandlægebladet, KLS Nyt og Journalisten. For mange blade og magasiner stiger udgifterne til noget så kedeligt som distribution betydeligt, når Citymail sandsynligvis lukker til nytår. For de mindste blade og magasiner vil det betyde en stigning på op til 25-50 procent i portoudgifter.

»Jeg tør næsten ikke at tænke på, hvad Post Danmarks monopol på området kan komme til at betyde. Bring Citymails tilstedeværelse har formentlig afholdt dem fra at få alt for mange "gode" idéer. Men nu har de jo desværre frit slag, både med hensyn til priser og serviceforringelser,« siger Trine Ganer, administrerende redaktør, i Tandlægeforeningen.
Hun regner med at skulle betale omkring 20 procent mere i distribution i fremtiden.

I FOA siger redaktøren af fagbladet KLS Nyt, Ole Bach, at han frygter det værste.
»Det kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for udgivelsen af fagbladet KLS Nyt og andre FOA-afdelingsblade, hvis Post Danmark ikke kommer med en mere rimelig forsendelsespris end dengang, de ville tredoble portoen for distribution af fagblade, efter VKO-regeringen fjernede portostøtten.«

CITYMAIL DISTRIBUERER OMKRING 300 fagblade og magasiner. Heraf er 100 blade hjemmehørende i Danske Specialmedier (tidligere Dansk Fagpresse). Derudover er der en lang liste med kundeblade fra virksomheder som TDC, Nykredit og Danske Bank. Hos TDC og Danske Banks kommunikationsafdelinger er meldingen dog, at de ikke venter nævneværdige økonomiske konsekvenser.

Hos Dansk Røde Kors falder Citymails exit sammen med udgivelsen af et nyt blad for foreningens frivillige, som skal distribueres i 20.000 eksemplarer. Det bliver sandsynligvis dyrere at sende ud til læserne.

»Citymail har været billige, så vi skal ud og tage pengene andre steder fra. Vi vil hellere bruge pengene på en flot fotoreportage end på distribution,« siger Dansk Røde Kors' redaktør for magasiner, Ulrik Norup Jørgensen, der ikke kan sætte tal på, hvad det kommer til at koste.

Han håber, at der dukker alternativer op til Post Danmark, så der er mulighed for at vælge mellem forskellige tilbud.

Jan Lehrmann er direktør for Benjamin Media, der både udgiver kundemagasiner og blade som Woman, Bilmagasinet og M! Han siger, at »det er noget møg,« at Citymail trækker sig.
»Det er et slag mod den konkurrence, der er nødvendig for postmarkedet.«

I KULISSEN VENTER BLADKOMPAGNIET, der har planer om til foråret at tilbyde adresseret omdeling af blade og magasiner til 85 procent af de danske husstande.
»Vi kan tilbyde billigere distribution end Post Danmark og sandsynligvis levere en bedre kvalitet og meget større dækningsområde end Citymail,« siger administrerende direktør Christian Lanng Nielsen.

Citymail har hidtil ikke kunnet love, at bladene kom ud samme dag, men inden for en periode på to-tre dage. Bladkompagniets bude skal alligevel ud med aviser hver dag, så det er planen, at produktet er endagsomdeling, forklarer Christian Lanng Nielsen, der går i luften med det nye tilbud, uanset om Citymail overlever eller ej.

PÅ JOURNALISTEN OPLYSER redaktør Troels Evold Widding, at bladet kommer til at tabe 300.000 kroner årligt. Det svarer til en stigning i distributionsomkostninger på 21 procent. Det dækkes dog i nogen grad af et fald i trykkeriomkostninger på 240.000 kroner.

Ved Journalistens deadline udviste Søndagsavisen interesse for at opkøbe Citymail.
Læs om Citymails skæbne på Journalisten.dk

PRISEN FOR CITYMAILS EXIT:
Journalisten: 21 procent
Tandlægebladet: 20 procent
Uddannelsesbladet: 15 procent

0 Kommentarer