Frygt for arbejdsløshed

 11,4 procent. 12,7 procent. 15,9 procent.

 

11,4 procent. 12,7 procent. 15,9 procent.

På årets generalforsamlinger var oplæsning af ledighedstallene langt fra opløftende nyt. Kreds 4, Østjylland, er indehaver af Journalistforbundets rekord i ledighed. Her var 15,9 procent berørt af ledighed i december måned.

Alligevel kunne formanden, Martin Vestergaard, fortælle, at der er 44 procent flere job i området, end der var for fem år siden.

I Kreds Fyn er var 7,8 procent berørt af ledighed i december. Claus Falkenby, formand for Kreds Fyn, sagde på generalforsamlingen, at den store arbejdsløshed skyldes, at der bliver uddannet for mange.

"Det er ikke den eneste grund, men man behøver ikke være professor for at regne ud, at når man sender næsten dobbelt så mange nye journalister ud på arbejdsmarkedet, så må det gå galt. Især i en tid med nedskæringer og fyringer i de traditionelle medier," sagde Falkenby og fortalte, at da Fyns Amts Avis for nylig søgte en medarbejder til Ærø, kom der 38 ansøgere.

"Det ville have været utænkeligt for et par år siden," mente han.

Falkenby argumenterede ihærdigt for, at skolerne skal uddanne færre journalister, men mødte stor modstand fra de øvrige deltagere på Kreds Fyns generalforsamling.

Peter Birch Jensen, freelancejournalist, kaldte det fagchauvinistisk at håndtere arbejdsløsheden ved at skrue ned for antallet af studerende på uddannelsesstederne.

"Hvis vi ikke kan tilbyde unge en uddannelse, vil effekten ramme os som en boomerang."

Forbundets næstformand, Fred Jacobsen, sagde til fynboerne, at det er vigtigt at vente på medieanalysen af uddannelserne, der forventes færdig senere i år. På Kreds 5s generalforsamling i Holstebro sagde han desuden, at 1/3 af dem, der blev færdiguddannede fra Journalisthøjskolen for et år siden, endnu ikke har fået job. På SDU drejer det sig om en fjerdedel.

Alligevel tilskynder næstformanden sin egen datter til at blive journalist.

Lene Sarup, tillidsrepræsentant på Fyens Stiftstidende, tror, at det er umuligt at dæmme op for de unge, der håbefuldt strømmer til branchen:

"Kommer de unge ikke ind på den uddannelse, de ønsker, så går de ind nedefra og arbejder gratis som runnere og lignende," sagde hun.

Kommunikationsgruppen vil ikke skære i uddannelsespladserne, men vil gerne ændre dem for at komme arbejdsløsheden til livs.

"Der er brug for, at uddannelserne i langt højere grad uddanner til et meget bredere arbejdsmarked end de traditionelle massemedier," sagde Kommunikationsgruppens formand, kommunikationschef, Karin Sloth.

Hun mener, at en af grundene til, at journalister ofte ikke får informationsjobbene, er, at de job går til djøf'erne, medlemmerne af juristernes og økonomernes forbund, fordi de taler ledelsens sprog.

"Her ligger en efteruddannelsesopgave for os," sagde hun.

Per Roholt Pedersen, informationsmedarbejder i Fyns Amt og medlem af Kommunikationsgruppen, supplerede:

"DJEs kurser (Den journalistiske Efteruddannelse) lugter meget af journalistik. Vi kunne godt bruge noget kompetencegivende efteruddannelse, som ville være nemmere at sælge til vores chefer. Akademikerne gør det, så kan vi også."

Også Organisationsbladgruppen, der består af journalister, der arbejder på fagbladene, frygter arbejdsløsheden. De kan se, at økonomien strammer til. Bladene mangler annoncekroner, blandt andet fordi amterne lægger deres jobannoncer ud på deres egne jobportaler i stedet for at annoncere i fagbladene.

Ole Skydt fra Herning Folkeblad kom med et godt fif på Kreds 5s generalforsamling. Han mener, at der er masser af penge at hente i EUs fond for langtidsledige, nyledige og iværksættere. Han opfordrede forbundet til at hjælpe med at formulere projekter.

ARBEJDSLØSE

11,1 procent af Journalistforbundets medlemmer var berørt af ledighed i december måned, men ledigheden varierer fra egn til egn.

København 11,4%
Sjælland 12,7%
Sydjylland 6,8%
Østjylland 15,9%
Vestjylland 4,6%
Nordjylland 7,4%
Fyn 7,8%

0 Kommentarer