Frontal kollision mellem Tænk og Bilka

Bilka sælger en livsfarlig autostol, mener Forbrugerbladet Tænk. Men stolen var kun delvist testet, og Dansk Supermarked blev bedt om selv at skaffe dokumentationen.

Bilka sælger en livsfarlig autostol, mener Forbrugerbladet Tænk.
Men stolen var kun delvist testet, og Dansk Supermarked blev bedt om selv at skaffe dokumentationen.

TEST. Historien har det hele: Børn, trafikuheld, forældreangst, en afsender med et aggressivt budskab og en klar skurk. Da nyhedsvært Kim Bildsøe Lassen onsdag den 28. maj præsenterede indslaget i TV-avisen, skete det med behørige panderynker og en særlig bøn til forældre og bedsteforældre om at lytte godt efter:
Bladet Tænk og Forbrugerrådet har fået lavet en test af autostole til børn. Den viser, at flere stole er 'livsfarlige'. En stol af mærket Ferrari stemples som særligt katastrofal. Seerne får at vide, at den sælges i Bilka, og i indslaget smider Tænks testchef, Henrik Teglgaard Lund, egenhændigt Bilkas autostol i en affaldscontainer.
Dansk Supermarked, som ejer Bilka, ønsker ikke at medvirke i indslaget. Informationschef Erik Eisenberg begrunder det med, at man ikke har set dokumentation for Tænks anklage. Heller ikke TV-avisen er i besiddelse af dokumentationen.
»Hvis der er velunderbygget dokumentation for, at et produkt er livsfarligt, ryger det selvfølgelig ud af butikken. Men jeg vil ikke sige ja til et interview med en præmis, jeg ikke kender grundlaget for. Det er jo som at være anklaget uden at måtte se anklageskriftet,« siger Erik Eisenberg.
Han mener, det er dårlig journalistisk etik, at Tænk ikke hører modparten, inden man går ud og sælger en historie med så hårdt et budskab. Det afviser Tænks chefredaktør, Pernille Tranberg, blankt:
»Først laver vi testen, og i den fase hører vi den franske producent af autostolen. Herefter kommer den journalistiske del i bladet Tænk, hvor vi sender en anklage af sted ud fra vinklen 'nu er den igen gal med Bilka' og indhenter kommentarer fra Erik Eisenberg. Vi har altså hørt modparten,« siger hun.
Pernille Tranberg understreger, at testen uden sammenligning er den dyreste, TÆNK er involveret i. Hun afviser, at der nogensinde er blevet påvist fejl i testen, som bliver lavet af forbrugerorganisationer i hele Europa.
»Den er blevet lavet hvert år de sidste 15 år og bliver angrebet praktisk taget hver eneste gang, den udkommer, fordi den flytter markedsandele,« skriver hun i en mail.

JOURNALISTEN HAR SET mail-korrespondancen mellem Tænks journalist og informationschefen, og det fremgår, at journalisten vil stille spørgsmål på 'det generelle plan' a la 'hvorfor sælger I sådan nogle dårlige stole?' I en mail understreger Eisenberg over for Tænk, at han ikke vil "kommentere tests, hvor jeg ikke kender metoden eller test-institutionen".
Pernille Tranberg siger til Journalisten, at det ikke er muligt at sende dokumentation ud til hele detailleddet, men Eisenberg kunne selv have bedt om den hos den franske stole-producent. Det gjorde Eisenberg ikke – og det fortryder han – men på det tidspunkt anede han ikke, at Tænk ville gå ud i TV-avisen med en historie om, at Bilkas autostol var livsfarlig. Hans erfaring er desuden, at Forbrugerrådet holder kortene tæt til kroppen.
»Vi er konsekvent ude for, at vi ikke kan få noget at vide. I efteråret påstod de at have fundet pesticidrester i et øko-æble i en af vores butikker, og da vi bad om dokumentation, kunne vi ikke få den, fordi de ikke ville afsløre, hvilket laboratorium der havde udført testen,« siger Erik Eisenberg.
I Forbrugerrådets test er det producenten af den omtalte Ferrari-stol, der dumper, mens det i TV-avisen er Bilka, der hældes i skraldespanden for at sælge den.
Tænks testchef, Henrik Teglgaard Lund:
»Vores opgave er at teste produkter for forbrugerne, og når vi har testet, formidler vi med et klart budskab, hvad folk skal holde sig fra, og hvem der sælger skidtet,« siger han.
Testchefen bekræfter over for Journalisten, at man i testen har afmonteret Ferrari-stolens ryglæn med sidestøtter og kun har testet den som selepude, hvorefter den kaldes livsfarlig. Men selepuden er kun til større børn. Tænk har altså ikke testet, om Ferrari-stolen, der er sikkerhedsgodkendt til det danske marked, er livsfarlig for mindre børn. Hvorfor ikke?
»Fordi vi af erfaring ved, at det er en elendig autostol, og det ville være spild af dyr laboratorietid.«
Hvordan kan jeg så som forbruger være sikker på, at den ikke dur til mindre børn?
»Fordi vi og vores samarbejdspartnere siger det,« svarer Henrik Tegl-gaard Lund, der i TV-avisen hældte hele stolen i affaldscontaineren og ikke kun den del, man havde testet.
Erik Eisenberg har nu bedt TV-avisens ledelse om en berigtigelse, mens han overvejer, om sagen skal sendes til Pressenævnet. /

7 Kommentarer

Sisse Peddersen
29. JUNI 2010
Re: Frontal kollision mellem Tænk og Bilka

Jeg kan ikke forstå der er så stærk kritik af forbrugerrådet.

Jeg har ofte benyttet mig såvel forbrugerrådet som TÆNK både som en rådgivende kilde, men også som en støtte.

Jeg er selv gravid i 4. måned, og lige meget hvad jeg læser rundt om på nettet, vil jeg læne mig op af forbrugerrådet ot TÆNKs vejledninger når der skal vælges autostol og senere hen selepude .

 

Sisse P 

Nanne Nielsen
10. OKTOBER 2009
Re: Frontal kollision mellem Tænk og Bilka
vil give dig helt ret brian jeg har også en af dem og vi har aldrig følt at den skulle være farlig. vores barn sidder super i den den vi har er ikke den med aftagelig ryg. jeg ville også gerne vide hvilke der er farlige men når de ikke tester det hele kan man ikke udtale sig om de er dårlige
Brian Christensen
23. JUNI 2008
Re: Frontal kollision mellem Tænk og Bilka

Jeg synes at bemærke at mit tidligere indlæg er "forsvundet". Jeg synes det er interesant at den kun er testet som selepude, men fremstår som om det er hele stolen som er testet. I øvrigt så synes jeg at man burde have lagt et billede af den omtalte stol i artiklen, da Bilka sælger flere modeller af autostole under navnet ferrari. Det er at vildlede forbrugerne at bare sige Bilka's autostol og i øvrigt også at teste en del af stolen og få det til at fremstå som om det er hele stolen der er dårlig og direkte livsfarlig at benytte. Og nu oplyser Bilka ikke om det er samme producent. Men nu har jeg så efter en hel del søgning kommet frem til at hvilke modeller det er Bilka føre under navnet Ferrari, men dog ikke om det er samme producent.

 Dem jeg kender til Bilka fører er følgende:

Ferrari Primo Rosso, ECE 0/1 

Ferrari BeWay Rosso SP, ECE 1/2/3 

Ferrari  BeFix Rosso SP, ECE 2 / 3 

Ferrari Cosmo Nero, ECE-0 / 1 

Ferrari Bjert Nero, ECE 1/2/3  

Ferrari Alto Nero, ECE 2 / 3 

 Hvilke af disse modeller jeg har oplyst er forbundet med livsfare ved brug? Og hvilken model er det helt præcist der er blevet testet? Jeg bruger selv Ferrari Primo Rosso til min datter, så det ville være rigtig rart at vide, hvilken eller om det er alle af disse modeller som er testet og vurderet farlige.

Et eller andet sted synes jeg ikke det holder at man kun laver en del af en test, fordi en af ens samarbejdspartnere siger at den er dårlig. Hvis man vil have sit i orden må man teste alt selv, for at kunne levere en ordentlig vurdering.

 

Mvh.

Brian Christensen, Næstved. 

Bent Bøkman
13. JUNI 2008
Re: Frontal kollision mellem Tænk og Bilka

Kære Michael Bjørnbak Martensen - og for den sag skyld alle andre, der har holdninger til Forbrugerrådet: I skal være så evigt velkomne til at mene, at Forbrugerrådet ikke løser sin opgave tilfredsstillende. Vi lytter gerne til kritik. Jeg må dog bede jer om at have fakta i orden. Forbrugerrådet har ikke opfordret forbrugere, der var trætte af de høje tandlægepriser i Danmark, til at søge til udlandet for behandling. Vi har sagt, at  flere og flere danskere vælger denne løsning, men at man skal være klar over, at der kan være faldgruber, når man gør det. Og så har vi påpeget, hvad man kan gøre for at sikre sig - og hvilke risci, man må leve med - hvis man vælger denne løsning.

Jeg står gerne til disposition for andre, der overvejer at skrive indlæg, hvis de vil have tjekket fakta om Forbrugerrådets økonomi og holdninger - eller andet - før de offentliggør indlægget.

Med venlig hilsen

Bent Bøkman

Pressechef i Forbrugerrådet

Michael Bjørnbak Martensen
11. JUNI 2008
Re: Frontal kollision mellem Tænk og Bilka

Forbrugerrådet får statsstøtte og derfor er der både en etisk og morals pligt til at levere lødig information - og der er der altså nogle problemer.

Jeg tror svaret ligger i, at finansieringen også kommer fra forbrugerne, der har en forventning om, at blive vejledt - ikke nuanceret - men med argumenter, der atler en del til følelserne, pengepungen og også en smule til fornuften.

Forbrugerrådet har eksempelvis kastet interessen på tandlæge-området flere gange, hvor pengene er det helt store hit: danske tandlæger tjener alt for meget, så derfor er svaret avmintand.dk der har organiseret rejser til alt fra Sverige, Polen, Tyrkiet, Tyskland, osv.

Lige nu advarer Sundhedsstyrelsen mod tandbehandlinger i udlandet med argumentationen; at garantier og kvalitet kan være et problem.

Men den side af sagen overså Forbrugerrådet.

Jeg synes  det er helt fint med et sådant råd, men fik rådet kigget lidt på etikken, ville det altså være en helt kalr fordel for forbrugerne, og naturligvis også alle de virksomheder, der skal bruge kostbar tid på at forklare deres kunder, hvordan virkeligheden ser ud. 

Flere