“Fattigmand har aldrig ret, fattigmand har aldrig ret …”
Jeg glemmer aldrig sangen, melodien og forsangeren. På melodien fra børnesangen Skorstensfejeren gik en tur stod Knud Aage Frøbert der foran tavlen for tolv år siden og sang for på sin egen hjemmedigtede mediejura-sang. Hver forelæsning i mediejura sluttede med et nyt Frøbert-vers. Og alle os 100 journalistelever (når Frøbert underviste var vi der alle sammen …) sang lige så engageret med på teksten, som vi engageret havde lyttet til hans juridiske forelæsning.
Egentlig var han den lærer med de dårligste odds, for journalister er normalt ikke til jura og tunge tekster. De er til indhold, der kan fortælles i en tre-linjers-lead. Men Knud Aage Frøberts informationsmættede sætninger fængede, for det var sjovt og underholdende, når Frøbert fyldte på os. Alligevel er ordene ikke bare røget ind gennem det ene journalistøre og ud af det andet. Jeg har et Frøbert-lager i baghovedet. Og når jeg ikke har kunnet genindlæse nok fra lageret til at løse et aktuelt problem, så kunne jeg altid bare ringe og få fyldt på.
Det kan jeg – og alle de andre journalister, der ringede til Frøbert for at få et velargumenteret, holdbart råd – ikke mere. Tanken om at skulle sætte en streg over hans telefonnummer er ikke til at holde ud.
Knud Aage Frøbert døde søndag den 14. april. Han blev 73 år gammel. Han virkede utrættelig, lige til det sidste havde han gang i sit livsprojekt – at sikre videst mulig åbenhed og ytringsfrihed. Og det livsprojekt blev han aldrig pensioneret fra.
Han blev født den 23. januar 1927 i Århus, som søn af postmester A.P. Frøbert. Først uddannet cand.jur., derefter uddannet journalist på Roskilde Avis, Svendborg Avis og Politiken. Og de ti år som journalist satte sig dybe spor i juristen. Han balancerede elegant mellem rollen som journalist og jurist.
“Journalister er et dejligt folkefærd at omgås. Det er hyggelige mennesker – ikke så højtidelige som jurister,” sagde Knud Aage Frøbert til JOURNALISTEN i forbindelse med, at han i 1997 fik Journalistforbundets hæderspris Carsten Nielsen Legatet.
Og selv var Frøbert langtfra en højtidelig jurist. Og selvom han ville være en mand, der havde noget at bære en selvhøjtidelighed i, så gjorde han det ikke.
Men selvsikker var han. Han kunne sine paragraffer, og det var det, der gjorde os andre så trygge. Når han havde sagt, at du må gøre sådan og sådan, så turde man også gøre det. Og hvis det giver problemer, så skal du bare sige sådan og sådan. Som den store pædagog han var, talte han så langsomt, at han var sikker på, at man nåede at notere alle hans vise ord. Han lød nogle gange som en båndoptager på slow.
I den sammenhæng var han knastør. En tørhed, der i sig selv virkede humoristisk. Knud Aage Frøbert havde i den grad humor og dyrkede på en spidsfindig måde ironien. Det var blandt andet det, som fik os til at sluge alt juristeriet. Han solgte sit stof, som en god journalist ville sælge sin historie – men uden at dybden forsvandt.
I 35 undervisningsår på journalistuddannelsen i Århus fik han opdraget journaliststuderende til at forstå, hvor grænserne for ytringsfriheden går, hensynet til privatlivets fred, og så fik vi lært meget om ophavsret.
Han virkede på alle måder som en glad mand, men glæden var begrænset, når talen gik på den danske offentlighedslov. Han har kaldt loven for “et misfoster, jeg ikke kender magen til i noget andet land”. Og når Frøbert talte om offentlighedsloven, indledte han ofte sætningen med “Det er ikke rimeligt, at …”
Sådan indledte han også sin takketale, da han fik Carsten Nielsen Legatet for tre år siden:
“Det er ikke rimeligt, at nutidens journalister skal age med stude og sejle med hjuldamper, mens embedsmænd og sagkyndige, eksperter og politikere lader sig transportere på business-class i moderne super-hurtige fly. Sådan er det desværre, når man ser på det moderne danske samfund. Med den moderne teknologi ved myndighederne mere og mere om os alle sammen. Men pressen kan få færre og færre oplysninger.”
Der er stadig meget at kæmpe for. Nu må vi lære at klare os uden Frøbert. Det bliver svært. Men heldigvis er der meget lagret på harddisken.
Og lad os så håbe, at auditoriet, hvor Frøbert doserede og sang, og som nu hedder Frøberts Auditorium, vil blive fyldt med meget Frøbert-ånd.
Det kan godt være, at fattigmand aldrig havde ret, men det havde Frøbert altid.