Nogle gange er der kun én side af sagen. Det mener store dele af den danske presse i hvert fald. I februar interviewede de Daniel Dencik om den tragiske personlige historie bag hans roman ’Anden Person Ental’. I de interviews fortæller han, at romanen er en ”flaskepost” til hans to tvillinger, som de svenske myndigheder ikke vil lade ham se på grund af falske anklager.
Ingen af journalisterne efterprøvede den beretning eller hørte den anden side af historien hos moren eller de svenske sociale myndigheder.
»Når man tænker på, hvor meget der har været sagt og skrevet om det i den danske presse, så synes det problematisk, at der ikke er nogen, der har taget kontakt til moren eller de sociale myndigheder i Sverige. Man kan ikke fremlægge noget som sandheden uden at lave sin journalistiske research. Det var det, der gik galt på ’DR2 Morgen’« siger seer og lytter-redaktør hos DR Jacob Mollerup.
En af grundene til, at Daniel Dencik har fået så frit spil i de danske medier, er ifølge kulturchef på den svenske avis Expressen Karin Olsson, at han spiller på den stereotyp af Sverige og det svenske system, som danskerne godt kan lide.
I marts skrev hun en kronik i Politiken om danskerne og svenskernes billede af hinanden. Her argumenterede hun for, at den svenske mediedækning af giraffen Marius, der blev parteret foran publikum i Zoologisk Have, var så stor, fordi den passede ind i svenskernes stereotype billede af de amoralske danskere. I kronikken nævner hun Daniel Denciks bog som kerneeksemplet på danskernes billede af svenskerne:
»Daniel Dencik spiller rigtig meget på de danske fordomme om det svenske system, og jeg tror absolut, at det har været medvirkende til, at bogen har fået så meget opmærksomhed i de danske medier,« siger Karin Olsson til Journalisten.
Flere af overskrifterne i de danske medier peger da også i den retning: ’I anstændighedens navn er Sverige blevet et land, der hugger folk af ved anklerne’ hedder artiklen i Politiken, mens Jyllands-Posten har rubrikken ’En skideballe til Sveriges socialsystem’.
Daniel Denciks bog er fiktiv, men bygger i meget høj grad på hans eget liv. Derfor fortæller han om sit eget liv og sine egne oplevelser i de interviews og artikler, der blev lavet i forbindelse med udgivelsen af bogen.
På flere platforme i DR, i Radio24syv, i Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske bliver den ”rystende fortælling” bragt om ”mareridtet”, hvor Daniel Denciks ”svenske ekskæreste slukker for kontakten mellem børn og far”. Han elsker sine tvillinger – en dreng og en pige på i dag ni år – og de ”har det fantastisk fint sammen, men pludselig rettes der historier mod” ham.
Der er tale om nogle ”ret fantasifulde bemærkninger fra børnene kombineret med en decideret uvilje fra børnenes mor”, som bliver til en ”ond cirkel, hvor børnene er blevet presset af deres omgivelser til at sige vildere og vildere ting”, men det er alt sammen ”falske anklager mod ham om vold og mishandling af børnene”.
»Jeg er frikendt i alle instanser. Alligevel er børnene omgivet af mennesker, der ikke vil lade mig se dem. Det er psykologer og sagsbehandlere, som nægter at se mig, før jeg erkender mig skyldig i ting, jeg ikke har gjort,« forklarer Daniel Dencik blandt andet.
Han beskriver det også som et ”net af bureaukrater, som er meget mere magtfulde, end politiet og retten er”. Han ”har fået samkvemsret med børnene, og det sker alligevel ikke”. I stedet sender han breve og pakker til børnene, men de ”bliver konfiskeret af de mennesker, der omgiver dem”. Det hele skyldes, at han er ”havnet i et ansigtsløst kafkask helvede i det svenske socialsystems kvælende absurde omfavnelse”.
Alligevel vil han ”blive ved med at kæmpe og aldrig opgive” sine børn. Daniel Dencik nævner ikke selv barnets mor i nogen af historierne, men en bekendt til Daniel Dencik fortæller i programmet ’Smagsdommerne’ på DR2, at moren ikke er uden skyld i sagen:
»Det er så speget en historie. Der er så mange mellemregninger i den, og hvad de børn har sagt i forhold til at tilfredsstille en mors ønsker om noget. En mor, der også har en historie, hvor du i virkeligheden gentager et mønster, hun selv har genkendt fra sin egen barndom,« siger den bekendte i ’Smagsdommerne’.
Ovenstående er stykket sammen af alle de artikler og indslag, som er blevet lavet om Daniel Denciks historie. Det er både direkte citater, indirekte citater og journalisternes oplæg. Fælles for dem alle sammen er, at kilden til historien er Daniel Dencik.
Han har ikke set sine børn siden starten af 2012, hvor han blev meldt til politiet for vold mod børnene af de sociale myndigheder. Der har været flere anmeldelser og undersøgelser, hvoraf den ene har handlet om incest, men politiet har på intet tidspunkt fundet beviser nok til at rejse tiltale. Anklagerne imod ham har dog haft stor betydning for spørgsmålet om forældremyndighed og samkvemsret.
Flere grene af det svenske socialsystem, flere forskellige psykologer og tingsretten i Solna har med en række afrapporteringer, udredninger og midlertidige domme spillet en vigtig rolle i sagen. Sagen har ikke været offentligt kendt i hverken Danmark eller Sverige, før Daniel Dencik valgte at gå ud med sin version af historien i Danmark. Bogen er ikke udkommet i Sverige.
Havde de danske journalister undersøgt den anden side af sagen, kunne de også have skrevet en lige så følelsesladet beretning fra et perspektiv om, hvordan det er at være et syvårigt barn, der frygter sin far. Som da drengen på et tidspunkt i sagen får at vide, at han skal begynde at se sin far igen, og reagerer ved at skrive et brev til dommeren:
”Hej dommer. Ved du hvad, at far har slået os, og han har skræmt os, så vi plejede gå ind på vores værelse.”
Den samme fremstilling af børnenes frygt
for Daniel Dencik går igen i flere beskrivelser, som er sendt til retten. Kort efter at den syvårige dreng skriver brevet til dommeren, bliver der udpeget en kontaktperson, som skal være til stede, når børnene skal møde Daniel Dencik. Kontaktpersonen forklarer i de sociale myndigheders udredning om forældremyndigheden, hvordan han ikke kan få dem med:
”Kontaktpersonen beskriver, at børnene har været tydelige og bestemte med, at de ikke vil mødes med deres far. De siger, han er dum, og at han slår dem, og han har gjort det mange gange, hvilket de tager op, hver gang kontaktpersonen møder dem. (…) Kontaktpersonen opfatter børnene som troværdige, og at det er deres oprigtige vilje ikke at ville møde deres far. Han kan se, at børnene er bange for deres far. Børnene siger, at faren er venlig, når de er sammen med andre personer, men ikke når de er alene med faren. (…) De sagde en af gangene, at hvis de gik med til at møde deres far med kontaktpersonen nogle gange, og det gik fint, så var de bange for, at dommeren ville beslutte, at de skulle se deres far alene.”
Det er blandt andet den episode, som Daniel Dencik henviser til, når han i Jyllands-Posten og Berlingske fremstiller det sådan, at myndighederne ikke vil lade ham se sine børn, selv om han har retten til det. Til journalisten skriver han, at det er, fordi myndighederne udpegede en bureaukrat som kontaktperson, som børnene tydeligvis ikke havde tillid til. Derfor foreslog han, at kontaktpersonen skulle være en fra deres egen familie, som de stolede på.
Ifølge Anna Kaldal, der er juralektor på Stockholm Universitet og har forsket i forbrydelser mod børn, er det dog højst usædvanligt at udpege kontaktpersoner, der har relationer til én af familierne, i sådan nogle sager.
Når Daniel Dencik siger, at han har ret til at se sine børn, passer det ifølge eksperter ikke. På baggrund af blandt andet kontaktpersonens rapport traf retten en ny midlertidig beslutning om, at børnene ikke skulle se deres far, før der faldt endelig dom i spørgsmålet om forældre- og samkvemsret.
Den endelige retssag om forældremyndighed og samkvemsret var egentlig sat til at skulle løbe af stablen for et år siden, men inden da indgik Daniel Dencik en aftale om at afgive forældremyndigheden til børnenes mor og skrive under på en aftale, der siger, at børnene kun skal se ham, hvis de har lyst til det. Alligevel siger Daniel Dencik på mange forskellige måder, at han ”ikke må se” sine børn (’Skønlitteratur på P1’ og i Berlingske), og at han ikke ”får lov til at se dem” (Jyllands-Posten).
Forelagt retsdokumenterne siger Pernilla Leviner, der er lektor og en del af Børnerettighedscenteret under det juridiske institut på Stockholm Universitet, at han ikke har samkvemsret:
»Jeg tolker den aftale sådan, at han er gået med på, at så længe børnene ikke vil se ham, så skal de ikke se ham.«
Anna Kaldal vil ikke udtale sig om den specifikke sag, men fortæller, at det i Sverige er børnenes ret at se begge deres forældre, hvis det er til deres eget bedste. Hvis moren har forældremyndigheden, så er det hendes beslutning, om det er til børnenes bedste at se deres far. Hvis faren så mener, at moren ikke varetager børnenes bedste, kan han prøve det ved domstolene:
»Hvis der går lang tid, hvor en forælder er utilfreds med ikke at kunne se sine børn, skulle man forvente, at det var det, man gjorde som forælder i sådan en situation.«
Det er altså domstolene, der kan give Daniel Dencik mulighed for at se sine børn – ikke de sociale myndigheder, som Daniel Dencik hævder i blandt andet Radio24syv. Men da den endelige domstolsprøvelse skulle ske, indgik Daniel Dencik frivilligt en aftale, hvor han ifølge eksperterne giver afkald på medbestemmelse om, hvorvidt han skal se sine børn, og i det år, der er gået siden da, er han ikke gået til domstolene for at få lov til at se dem.
Daniel Dencik skriver i en mail til Journalisten, at han havde gode grunde til at afgive forældremyndigheden:
”Jeg har tre grunde til at give børnenes mor forældremyndigheden: 1) Jeg tror, hun er en god mor, og jeg vil ikke, at børnenes kontakt til deres mor skal obstrueres på nogen som helst måde.
2) Jeg vil ikke trække børnene igennem en opslidende kamp om forældremyndighed. 3) Jeg tror, det er en god strategi med henblik på at kunne komme til at møde mine børn. Muligvis har jeg taget fejl med hensyn til det sidste, og jeg overvejer, om jeg nu skal lægge sag an for at søge om forældremyndighed eller i det mindste, at samkvemsretten føres ud i livet,” skriver Daniel Dencik, der mener, at moren ifølge svensk lov svigter sit forældreansvar, når hun ikke lader børnene se ham.
Journalisten har i en mail spurgt Daniel Dencik, hvorfor han ikke tidligere har prøvet spørgsmålet ved domstolene, når det er domstolen, der kan give ham ret til at se sine børn. Hans advokat, Cecilia Runesson, svarede følgende:
”Én ting, der er helt sikker, er, at Daniel Dencik har gjort alt i sin magt for at få tilladelse til at møde sine børn, og han ønsker intet højere, end at forældremyndigheden bliver fælles eller tilkommer ham. At sige, at Daniel Dencik ikke har gjort alt, hvad han kunne, for at se sine børn, er en lodret løgn. At sige, at han har afgivet sin værgeskab frivilligt, er også en lodret løgn,” skriver Cecilia Runesson, der ikke har ønsket at udbygge sit udsagn med yderligere forklaringer eller dokumentation trods flere henvendelser om dette.
Men Daniel Dencik har sendt en kritisk rapport om de sociale myndigheders håndtering af sagen, som er skrevet af lektor i psykologi og socialt arbejde Bo Edvardsson. Den udtaler blandt andet kritik af, at Daniel Dencik ikke er blevet hørt ordentligt, og at børnene i nogle tilfælde er blevet stillet ledende spørgsmål omkring voldsanklagerne, som kan have påvirket børnenes udsagn til de sociale myndigheder.
Både i Politiken og i programmet ’Smagsdommerne’ bliver der også fremsat anklager om, at børnene skulle være blevet påvirket til at komme med anklagerne imod Daniel Dencik. Det tvivler Pernilla Leviner stærkt på efter at have fået fremlagt sagens forløb:
»Jeg skal ikke kunne sige, hvad der er sket. Men flere professioner og personer har uafhængigt af hinanden lavet den samme vurdering, og det handler om to børn, der beskriver lignende historier. Jeg finder det ikke særligt sandsynligt, at de skulle have fundet på historierne.«
Der er altså flere sider af sagen end den, som de danske medier har fremstillet, og det har haft konsekvenser for resten af den familie, som hele sagen drejer sig om:
»Den måde, som de danske medier har fremstillet sagen på, er et overgreb i sig selv på børnene og moren,« siger børnenes gudfar og morens ven, Marek Septimus Wieser.
Journalisten har flere gange snakket med børnenes mor og mødt hende, men hun ønsker at forblive anonym af hensyn til børnene. I stedet udtaler Marek Septimus Wieser sig på familiens vegne:
»Det er en ren fiasko for den danske journalistskare, at de tolkede en fiktiv roman som journalistisk fakta, at de ukritisk, uimodsagt og uden den mindste form for kildekritik lod Daniel Dencik tale om sin uskyld i forhold til så alvorlige forbrydelser som vold og seksuelt misbrug af sine børn,« siger Marek Septimus Wieser, der selv henvendte sig til Journalisten for at få familiens version af historien frem.
Flere af de ovennævnte historier har været bragt i DR-regi, og seer- og lytterredaktør Jacob Mollerup kalder dækningen et godt eksempel på de faldgruber, der åbner sig, når man blander skønlitteratur og fakta. Han ser ikke noget problem i det indslag, som ’Skønlitteratur på P1’ lavede:
»Så længe det er klart, at vi taler om kunstværket og om forfatterens oplevelser, så er det en klar præmis for dækningen.«
Han er mere kritisk over for det indslag, som ’DR2 Morgen’ bragte:
»Der, hvor det går galt, er især på nyhedsfladen, hvor bogens udlægning på ’DR2 Morgen’ ender med at blive præsenteret som fuldt dokumenterede kendsgerninger. Men DR skal ikke sige, hvad der er sandheden, hvis man ikke har undersøgt sagen og fulgt almindelige spilleregler for dokumentation, forelæggelse og så videre,« siger Jacob Mollerup.
Journalisten har forelagt Daniel Denciks historie for Sveriges socialsystem – eller rettere Bromma Stadsdelsforvaltning, som er den konkrete myndighed, Daniel Dancik henviser til. De har tavshedspligt i de enkelte sager, men afviser på det generelle niveau flere af de anklager, som Daniel Dencik kommer med. Bromma Stadsdelsforvaltning påvirker ikke børn til at finde på anklager, og de er ikke ligeglade med forældres rettigheder, siger stadsdelsdirektør Leif Sjöholm, der har læst nogle af artiklerne om bogen:
»Jeg har forståelse for det store traume, det er ikke at kunne se sine børn, men jeg kan ikke genkende det billede, der bliver tegnet af Bromma Stadsdelsforvaltning. Ambitionen for vores sagsbehandling er, at den er så saglig og objektiv som muligt,« siger Leif Sjöholm, der viser en statistik om, at der i 2013 var 860 anmeldelser om børn til de sociale myndigheder. Ved udgangen af 2013 var der gang i 33 udredninger om forældremyndighed og samkvemsret som den, Daniel Dencik beskriver.
Pernilla Leviner siger, at man sagtens kan være kritisk over for det svenske sociale system:
»Men jeg tror ikke, at det fungerer værre end det danske. Et system, der handler om at gribe ind i familieliv, risikerer at begå fejl. Det vigtigste er, at det hviler på retslige beslutninger, og at man kan få sin sag prøvet for retten. Og hvis man er utilfreds, må man jo prøve sin sag ved retten.«
DR2 Morgen
Programmet har Daniel Dencik i studiet den 4. februar, hvor han blandt andet siger:
»Jeg er frikendt i alle instanser. Alligevel er børnene omgivet af mennesker, der ikke vil lade mig se dem. Det er psykologer og sagsbehandlere, som nægter at se mig, før jeg erkender mig skyldig i ting, jeg ikke har gjort.«
Sandy French, der er redaktionschef i DR Nyheder, beklager indslaget:
”Vi fortæller i indslaget, at Daniel Dencik er blevet udsat for falske anklager om vold og mishandlinger mod sine børn. Den påstand har vi ikke dokumentation for, og det er derfor en fejl, at vi fremlægger det som fakta. Partsindlæg fra en case, som fortæller om egne oplevelser, er en naturlig del af en debatflade som ’DR2 Morgen’, men vi skulle have forholdt det svenske system kritikken og dermed fået et automatisk faktatjek af historien. Vi beklager fejlen,” skriver hun i en mail.
Politiken
Politiken bringer den 26. januar et længere interview med Daniel Dencik, hvor han blandt andet bliver citeret for, at børnene bliver presset til at komme med anklagerne imod ham:
”Hele den absurde sag har skabt en ond cirkel, hvor børnene er blevet presset af deres omgivelser til at sige vildere og vildere ting.”
Litteraturredaktør Jes Stein Pedersen mener ikke, at der er noget problematisk i artiklen, da der er tale om et forfatterinterview.
»Det er ikke en genre, hvor vi går ind og undersøger, hvad forfatteren siger. Vi citerer, hvad han siger.«
I lader en mand komme med en anklage om, at hans børn er blevet påvirket til at komme med falske anklager. Falder forfatterinterview ikke ind under de presseetiske regler med krav om forelæggelse og efterprøvning af fakta?
»Vi overholder de presseetiske regler. I forfatterinterviews har forfatteren et stort carte blanche til at udtale sig. Der er forskel på forfatterinterviewet i et bogtillæg i Politiken og de krav, vi ville stille i andre typer interviews.«
Man må altså i et forfatterinterview gerne rette anklager mod andre personer, uden at journalisten skal efterprøve og forelægge dem?
»Jeg siger, at i forbindelse med et skønlitterært forfatterinterview, hvor en mand fortæller om sin roman, har vi ikke de samme krav i forhold til at undersøge påstande om det ene eller det andet. Der lader vi forfatteren stå på mål.«
Vikarierende Læsernes Redaktør på Politiken Flemming Ytzen skriver i en mail, at han bakker op om Jes Stein Pedersens udlægning.
Radio24syv
Programmet ’Skilsmisse-Danmark’ interviewer Daniel Dencik. Journalisterne fremlægger sagsforløbet faktuelt forkert ved at sige, at Daniel Dencik er frikendt i retten, og at moren har rejst anklage imod ham for vold. Det er andre instanser, der har anmeldt ham til politiet for vold – ikke moren, og Daniel Dencik har ikke været for retten i sagen.
Derudover siger han i programmet, at det er myndighederne og ikke domstolen, der bestemmer, om han må se sine børn:
»Det er en underkendelse af retsstaten. Vi har uddelegeret magten til administrationen. Den er stærkere end viljen, der skabte den, og end mig som menneske.«
Direktør på Radio24syv Jørgen Ramskov hæfter sig ved, at der ikke bliver rettet nogen direkte personangreb i udsendelsen.
»Det er rigtigt, at han hænger det svenske system ud på en voldsom måde, men systemer skal kunne tåle mere. Han siger dog nogle ting, hvor vi skulle have spurgt mere ind, men vi falder vel i den samme fælde som resten af medierne, hvor det ikke bliver klart, hvad der er fiktion, og hvad der er fakta.«
Jyllands-Posten
I midten af februar bringer Jyllands-Posten sit interview med Daniel Dencik, hvor journalisten i indledningen gør det klart, at det handler om virkelighed: Bogen er ”desværre ikke mere fiktiv, end at essensen i hele forældresagen er skrevet 1 til 1 fra Daniel Denciks eget liv. Og det gør det til en af de sørgeligste og smerteligste, men også modigste bøger, som undertegnede har læst længe”, skriver journalisten.
Lige efter kommer der et citat fra Daniel Dencik om, hvordan han ser sagen:
”Jeg har vundet juridisk, jeg er renset for alle anklager, men jeg får ikke lov til at se dem. Der er et net af bureaukrater, som er meget mere magtfulde, end jeg, politiet og retten er. Jeg har fået samkvemsret med børnene, og det sker alligevel ikke.”
Kulturredaktør Palle Weis siger, at artiklen ikke skal måles op ad de presseetiske regler om at efterprøve påstande og forelægge kritik:
»Jeg synes ikke, du kan holde interviewet op imod de regler, som du skitserer dér. Det er et forfatterinterview med en forfatter om et fiktivt værk.«
Når han taler om sin egen faktiske sag, så taler han ikke om det fiktive værk?
»Det henviser også til hans bog, for det er også det, som hans bog handler om.«
Så det vil sige, at hvis jeg først skriver en fiktiv bog med fiktive anklager, så kan jeg derefter få lov til at komme med uimodsagte faktuelle anklager efterfølgende i jeres avis?
»Jeg siger, at når man interviewer en forfatter om et fiktivt værk, så forholder vi os slet ikke til hans egen virkelighed. Vi interviewer ham om den roman, som tilfældigvis smelter sammen med hans eget liv. Vi ringer jo heller ikke til Knausgårds onkel, selv om han er hård ved ham i sine romaner,« siger Palle Weis.
Skønlitteratur på P1
I et radiointerview starter Daniel Dencik med at sige, at »det er jeg som Daniel, der taler nu«, hvorefter han fremlægger sin version af historien om, at han ikke kan få lov til at se sine børn, selv om han er uskyldig.
Redaktionschef i DR Kultur Søren Mikael Rasmussen mener ikke, at journalisterne skulle have grebet det anderledes an:
»Rammen for interviewet er, at det er et værk, vi taler om. At Daniel siger det, han gør, er han sådan set velkommen til. Det vigtige er, at journalisten trækker det over og spørger, hvordan det er brugt i romanen. Vi er ligeglade med hans personlige historie. Vi spørger, hvad der gør det til autofiktion,« siger Søren Mikael Ramussen, som også nævner Yahya Hassan og Susanne Brøgger som eksempler på autofiktive forfattere, hvis hovedpersoner man heller ikke konfronterer.
Familien i Sverige er frustreret over, at en mand kan rejse rundt i det danske medielandskab og fremlægge en så personlig historie om dem med så mange – ifølge moren – faktuelle fejl, uden at journalister spørger kritisk ind til det. Moren er ligeglad med, om I kun er interesserede i den autofiktive fortælling.
»Jeg er da også fuldstændig ligeglad med, hvad moren mener. Det har intet med romanen at gøre. ’Skønlitteratur på P1’ er et program, hvor vi beskæftiger os med skønlitterære værker,« siger Søren Mikael Rasmussen.
Berlingske
Daniel Dencik bliver interviewet til et spørgsmål-svar-element i livsstilssektionen, hvor man snakker med en aktuel person. Her bliver der nævnt, at anklagerne er falske, og at Daniel Dencik ikke må se sine børn.
»Et så kompliceret og personligt emne egner sig nok ikke til det format. Det egner sig måske ikke engang til kultur- og livsstilsstoffet. Man skal naturligvis have den anden part indover. Så de to spørgsmål, der går på hans private drama, skulle ikke have været med. Det beklager vi,« siger livsstilsredaktør Nina Rølle.
Smagsdommerne på DR 2
Studieværten indleder indslaget om Daniel Dencik med følgende præsentation:
»Daniel Dencik har oplevet, hvordan nogle ret fantasifulde bemærkninger fra børnene kombineret med en decideret modvilje fra børnenes mor har katapulteret ham helt ud af samværet med børnene. I to år har han ikke set sine tvillinger, og det traume har han skrevet en roman om.«
En af gæsterne bliver introduceret som Daniel Denciks bekendte, og han antyder ret kraftigt i en diskussion om det svenske socialsystem, at moren har påvirket børnene til at komme med de falske anklager:
»Det er så speget en historie. Der er så mange mellemregninger i den, og hvad de børn har sagt i forhold til at tilfredsstille en mors ønsker om noget. En mor, der også har en historie, hvor du i virkeligheden gentager et mønster, hun selv har genkendt fra sin egen barndom.«
Redaktionschef i DR Kultur Søren Mikael Rasmussen mener ikke, at opdelingen mellem fiktion og fakta var god nok i ’Smagsdommerne’:
»Det er en fejl, og den beklager vi højlydt og med det samme. Der sker det, som er så svært ved autofiktion. Nemlig at man kommer til at tage den rigtige historie og blande den ind i den fiktion, som smagsdommerne skal beskæftige sig med.«
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Lidt pudsigt at der hentes kommentarer fra to personer (Pernilla Leviner og Anna Kaldal) der begge forsker og publicerer med holdningen at socialtjenesten bør have udvidede beføjelser og at retspraksis fokuserer for meget på forældre (fædres) rettigheder. Det er fint at I ser på problematikken omkring det biografiske i skønlitterære værker, men efter læsning føler jeg egentlig ikke at I har tilført værk eller tolkning noget yderligere. I påpeger at danske medier bør være mere kildekritiske i deres interviews med forfattere, men jeg savner måske en præsentation af jeres egne kilder som mere end "ekspert".
Tankevækkende artikel. Meget tankevækkende.
Om den formår at vække sovetrynerne ude i landets medielandskaber, tvivler jeg derimod stærkt på.
Stor tak til Emil og Journalisten for at tage kulturjournalistikken alvorligt. Uden overhovedet at tage stilling i den aktuelle sag er det befriende, at det for en gangs skyld understreges, at kultur ER virkelighed og derfor selvfølgelig skal behandles som sådan. Også tak til Sandy French og Nina Rølle for at erkende, at deres respektive dækninger kunne have været grebet anderledes an. Det lover godt for kulturen i DR2 og Berlingske.
Jeg er ikke overbevist om at ros fra undertegnede er noget du befinder dig godt med men hold nu kæft hvor er det godt skrevet!!!
Søndag d. 27 april bragte BT et interview med Kenn B. i forbindelse med Se og Hør Skandalen. Tjek det ud.