Statsminister Mette Frederiksen havde spist på gourmetrestauranten Stella Maris i Svendborg, inden hun tog til Kandis-koncert sidste weekend, hvor statsministeren blev ’lokket’ med på scenen.
Det fremgik i hvert fald af en artikel hos Frihedsbrevet.
Men det passer altså ikke, fremgår det nu af en rettelse i samme artikel.
”Efter at artiklen blev bragt, er vi af Statsministeriet blevet gjort opmærksom på, at det ikke er rigtigt,” står der i rettelsen.
I rettelsen bliver det uddybet, at en repræsentant for restauranten i første omgang fejlagtigt havde oplyst, at statsministeren havde spist på Stella Maris den pågældende aften, men den oplysning beroede på en misforståelse.
”Frihedsbrevet undskylder, at fejloplysningen om middagen på restauranten blev bragt, og sender som undskyldning et gavekort til en middag på Stella Maris for statsministeren + en ledsager,” slutter rettelsen.