Mads Brüggers digitale medie Frihedsbrevet lanceres snart i Nordatlanten. Det oplyser mediet på Twitter.
Med en ny redaktion i Tórshavn vil Frihedsbrevet Færøerne levere undersøgende og uafhængig journalistik på færøsk med egen app og hjemmeside.
I spidsen for den færøske redaktion står chefredaktør Barbara Holm.
”Hun er efter min mening Færøernes bedste undersøgende journalist. Og hun oplever en stor grad af frustration i sit arbejde, hvor hun gentagne gange oplever modstand,” siger Mads Brügger til Mediawatch.
Under sig får Barbara Holm to fastansatte journalister – Rólant Waag Dam og Jan Lamhauge – såvel som en række løstansatte i støttefunktioner.