Jeg har en mistanke om, at DR-strejken mere handlede om forbundets interesser og mindre om den enkelte medarbejders. Og jeg må indrømme, at jeg finder det ret komisk, at strejkens formål angiveligt var at beskytte de "svage" journalister. I årenes løb er jeg blevet interviewet af og har talt med en del journalister fra DR, og endnu har jeg aldrig mødt en "svag" DR-journalist. Hvor er de henne? Kryber de langs væggene? Gemmer de sig i kældre og skabe?
Det nærmeste, jeg kan komme en svag gruppe af journalister, er dem uden arbejde og med ringe erfaring.

Er det ikke lidt hyklerisk at kæmpe for en høj startløn i de "svages" navn, når vi nu alle sammen ved, at der render masser af håbefulde mennesker rundt og arbejder gratis for DR og for de mange produktionsselskaber, som er underleverandører til DR? De gør det i håb om at få chancen. Og er det ikke sandt, at en høj startløn netop gør det vanskeligere at få en sådan chance som ung journalist? Jo højere startløn, jo færre nye og uerfarne journalister vil få lov til at bevise, hvad de duer til. Man kunne få den mistanke, at formålet med at holde startlønnen oppe netop er at beskytte dem, der sidder på flæsket, mod de nye, energiske og sultne kræfter.

Der er vist ingen tvivl om, at lønspredningen blandt DR-journalister er vokset i de senere år. Det samme er sket inden for andre videnstunge og komplekse job. Det er et brud med tendensen under industrialiseringen, hvor lønforskellene blev mindre, fordi håndværket blev hevet ud af arbejdet. Samlebånd, bureaukrati og faste procedurer lagde op til nogenlunde ens produktivitet. Derfor var lønnen også relativt ensartet, og ulighed blev opfattet som uretfærdigt.

I dag vokser lønforskellene igen, fordi samlebåndet, bureaukratiet og de faste procedurer løsnes til fordel for styring ved hjælp af mål, rammer og værdier. Metodefriheden vokser sammen med arbejdets kompleksitet. Udførelsen afhænger i stigende grad af den enkeltes kundskaber og motivation. Derfor bliver differentieret løn baseret på kvalifikationer og resultater et vigtigt værktøj for ledelsen.

Hvis man ikke kan belønne resultater, faglige kvalifikationer og personlig udvikling, så er det i dag svært at bedrive ledelse. Og samtidig ser vi, at stadig flere danskere ifølge bogen Danskernes Værdier (Hans Reitzels Forlag, 2002) prioriterer frihed højere end lighed. Blandt de unge er det hele 78 procent, som sætter frihed over lighed. Undersøgelsen viser også, at lønforskelle i stadig mindre grad opfattes som uretfærdige.

DR-konflikten var et fremragende eksempel på, at individualiseringen af indholdet i arbejdet, arbejdsvilkårene samt – ikke mindst – den enkelte medarbejders holdninger til dét at arbejde udfordrer begreber som "solidaritet" og "fællesskab". Hvorfor var det nu lige, at en "rugbrødsjournalist", som knokler med _freelancearbejde for diverse fagblade for en løn på 20.000 skulle være solidarisk med en tv-stjerne, der tjener det tredobbelte eller mere?

Solidaritet og fællesskabsfølelse er begreber, som er ved at få et nyt indhold. Argumenterne for at indordne sig efter flertallets præmisser skal være meget overbevisende. Hvor fællesskabet før krævede en generel og abstrakt solidaritet af den enkelte, viser solidariteten sig i dag i stigende grad som noget konkret og situationsbestemt. Det enkelte menneske vil selv forholde sig til, om og hvordan ens egen solidaritet skal komme til udtryk i konkrete situationer.

Men større lønforskelle og større forskelle i arbejdsvilkårene svækker ikke nødvendigvis arbejdsfællesskabet. Tværtimod, så har brancher og virksomheder, som behandler og belønner folk individuelt, ofte et meget tæt samarbejde og sammenhold mellem de enkelte medarbejdere. Omvendt, så klager for eksempel yngre lærere ofte over netop manglende teamarbejde. Selv om netop folkeskolen har en meget "solidarisk" lønstruktur.

Dét, der svækkes, er altså ikke arbejdsfællesskabet men derimod den fælles front over for arbejdsgiveren. Modsætninger mellem arbejdsgiver og arbejdstager udviskes, og modsætninger mellem forskellige arbejdstagere bliver tydeligere. Dét er et problem for de faglige organisationer, som føler sig truet på deres identitet. Men det er ikke nødvendigvis et problem for den enkelte medarbejder. Medmindre DR-journalister adskiller sig markant fra andre vidensarbejdere, så vil mange af dem have den holdning, at de gerne selv vil have lov til at indgå aftaler med deres leder om løn og arbejdsvilkår. De vil egentlig gerne slippe for at blande tillidsmanden og andre uvedkommende ind i den sag.

l Martin Ågerup er økonom og økonomisk historiker, uddannet ved universiteterne i Bristol og Exeter i England. Han er forfatter til 'Dommedag er aflyst' (Gyldendal 1998) og 'Enerne' (Borgen 2001 – www.enerne.dk). Martin Ågerup arbejder med organisationsudvikling i connector a/s, er vicepræsident for Akademiet for fremtidsforskning og bestyrelsesformand i it-virksomheden Addition.