Med en frihedsfest 15. juni markerede Kommunalbladet10 års redaktionel uafhængighed af fagbosserne i HK. Men sagen er, at det har været 10 års fortsat og til tider opslidende kamp for friheden.

Redaktør Ulla Krag Jespersen var edderspændt, allerede da hun ringede op til sin udgiver, formanden for HK/Kommunal, Kim Simonsen. Da han også tændte af, var balladen i gang.

Det var fredag eftermiddag før pinse, og skænderiet endte uden nogen afgørelse.

Denne fredag den 1. juni 2001 var ellers en vigtig mærkedag for Kommunalbladet. På denne dag for ti år siden overgik ansvaret for bladet fra HK/Kommunals formand til bladets journalistiske redaktør. Uafhængigheden skulle fejres. Derfor havde Ulla Krag Jespersen allerede sendt indbydelser ud til en gigantisk frihedsfest:

"Vi vil gerne fejre 10 års redaktionel uafhængighed sammen med jer, der har været med til at skabe bladet," stod der i brevet til gamle kolleger og freelancere. I alt 177 invitationer havde hun egenhændigt puttet i kuverter og skrevet navn og adresse på. Med glæde. Efter ni år på Kommunalbladet – de seks i redaktørstolen – var uafhængighedsfesten også hendes fest.

Derfor var det paradoksalt, at netop denne fredag skulle ende med et uforløst skænderi med udgiveren – om bladets uafhængighed.

Dagen var egentlig godt begyndt, og efter frokost var Ulla Krag Jespersen klar til at forberede sig på den kommende arbejdsuge. Da var det, hun øjnede det dagsordensbilag, der fik hende til at fare i flint.

"Til orientering" stod der øverst. Indholdet var en aftale mellem HK/Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening om at indgå et tættere samarbejde. Som en del af aftalen skulle det nye samarbejde præsenteres gennem "et dobbeltinterview – bringes enslydende i fagbladene".

"Så strittede alt på mig," fortæller hun.

En ting var, at de to formænd allerede havde aftalt en dato for dobbeltinterviewet. Hun ville gerne lave et interview, fordi det var en vigtig historie for medlemmerne. Problemet var først og fremmest, at de ville bestemme, ikke mindst bestemme indholdet af interviewet; at det skulle være enslydende. Som ansvarshavende redaktør er det nemlig hende, der bestemmer indholdet.

"Først gik jeg i panik. Ikke bare i vrede men også over den pædagogiske udfordring det var at skulle forklare bestyrelsen, hvorfor jeg af princip under ingen omstændigheder kunne gå med til det," siger Ulla Krag Jespersen.

Konsekvensen af aftalen var, at formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Anne Worning, dybest set skulle bestemme interviewet med sig selv, idet hun også er den ansvarshavende redaktør for Socialrådgiveren.

Ulla Krag Jespersen var parat til at sætte sin stilling ind på det.

Nu kom det slet ikke så vidt.

I løbet af pinsen mailede hun til Kim Simonsen, og onsdag fik de snakket det hele igennem. Begge var faldet ned, redaktøren ville gerne lave interviewet, og formanden beklagede fejlen.

"Jeg havde bare ikke tænkt mig om. Jeg så det kun som en detalje og havde mange andre detaljer at tænke på. Så farer jeg op, og så falder jeg ned igen, og så finder vi en ordning," forklarer Kim Simonsen.

Detaljen betød, at pinsen blev delvist ødelagt for Ulla Krag Jespersen. Men hun fik oprejsning, da formanden efterfølgende gjorde det klart for sin bestyrelse, at hverken han eller de har kompetence til at bestemme, hvad der skal stå i bladet.

For sådan er det – og sådan har det været aftalt nu i 10 år.

 

Ofte konflikt
Alligevel er Ulla Krag Jespersen jævnligt i konflikt med politikerne i fagforeningen om indholdet af bladet. Måske fire-fem-seks gange om året, vurderer hun selv.

Men det er som regel, når artik-lerne har været bragt, hun møder kritik – fra bestyrelsen, sekretariatet, HKs hovedbestyrelse eller de tillidsvalgte i kredse og klubber.

Et eksempel er sidste års dækning af HK/Kommunals kongres. Den kostede ni millioner kroner, og det var to millioner mere end budgetteret. Den historie slog Ulla Krag Jespersen stort op på bladets åbningsside.

Eksponeringen af budgetoverskridelsen endte med kritik i bestyrelsen – blandt andet fordi den var slået så stort op.

"Det var den bedste historie, vi havde til side 3 i det nummer. Havde formanden været ansvarshavende, var det måske blevet til en lille note," siger hun.

Derfor er det så afgørende vigtigt, at parentesen i kolofonen (ansv.) står bag hendes navn.

"Det sætter formanden og den politiske ledelse ud over den dobbeltrolle, de kan komme i, når formanden er ansvarshavende. Med redaktionel uafhængighed sikrer man en kritisk information til medlemmerne og demokratisk debat, hvor journalisten sætter dagsordenen," påpeger Ulla Krag Jespersen.

"Vi skal ikke bare skrive om bestyrelsens beslutninger, men om mulige konsekvenser af beslutningerne. Fagbladet skal være med til at sikre, at der er en balance mellem, hvad politikerne beslutter, og hvad medlemmerne ønsker. Men for bestyrelsen betyder det også, at den i tide kan få øje på, om der er en afgrundsdyb forskel mellem de to."

"Vi har også en public service forpligtelse til at dække små faggrupper og give medlemmerne de nødvendige informationer. Men der skal være en historie, en journalistisk prioritering," siger hun.

 

Lalletosset
Kim Simonsen er principielt enig. Det var, da han i 1991 blev formand, at den ansvarshavende parentes flyttede til redaktøren – efter benarbejde fra de to daværende journalister, Kim Hundevadt og Søren Dalsgaard.

På den tid var det enestående i HK. Selv i dag har kun to af de seks forbunds- og sektorblade en ansvarshavende journalist, og billedet er det samme i mange andre fagforbund.

"De fleste bladejere synes, at det er en god idé, at de kan styre journalisterne og bestemme, hvornår historierne skal på og ikke på," fortæller Kim Simonsen og har svært ved at forstå, hvorfor journalisterne vil arbejde under de forhold.

"Mange af mine formandskolleger mener omvendt, at jeg er lalletosset, når jeg ikke kan bestemme i mit eget fagblad. De ser uafhængigheden som en pseudofrihed, fordi det er mig, der kan ansætte og fyre redaktøren. Men de går glip af gevinsten," siger han.

Også internt i HK/Kommunal er Kim Simonsen den, der forsvarer bladets redaktionelle uafhængighed, når den er under pres fra andre i systemet.

Gevinsten er ifølge ham et godt blad, som afspejler, hvad medlemmerne gør og interesserer sig for. Selvfølgelig kan han til enhver tid fyre redaktøren, medgiver han. Bragte hun negative historier 20 numre i træk, så ville han også tage sagen op.

"Men det er alt sammen dejligt hypotetisk, for vi laver et godt blad," siger han og henviser stolt til Anders Bording-prisen og de to SAFT-priser, bladet har vundet.

At bladet også på annoncemarkedet tordner af sted, nævner han ikke, heller ikke de uvildige undersøgelser, der dokumenterer læsernes tilfredshed med bladet.

 

Selvcensur
På trods af sin gode vilje kan Kim Simonsen blive træt af alle de kritiske artikler i bladet.

"Journalisterne skriver kun om regnskabet, hvis det er negativt, eller der er konflikt. Hvis det er positivt, så er der ingen historie. Det kan jeg ikke finde ud af, det er en af mine gåder i livet."

"Bladet skal redigeres efter journalistiske principper. Men hvem har opfundet de der journalistiske principper? Det har journalisterne selv!"

"En gang udkom bladet med et helt nummer med kun positive historier. Det ville jeg gerne have hver gang. Hvorfor skal man for eksempel skrive, at der er for få ansatte med anden etnisk baggrund, i stedet for at skrive om alle de, der faktisk nu får job? Men det kan jeg jo ikke bestemme," siger Kim Simonsen.

Kommunalbladets journalister mærker hele tiden presset fra politikerne og sekretariatet, også selv om de i kraft af en beliggenhed i Århus ikke deler kantine med dem.

"Jeg vil ikke sige, at vi har løst problemet bare ved at flytte den ansvarshavende parentes. Vi kæmper jo mod den der selvcensur, der er farligere end den åbne censur," siger Ulla Krog Jespersen.

"Vi må hele tiden spørge, om det her er noget, vi skriver for at please dem. Nogle gange sker det. Andre gange venter vi måske med at skrive om noget, der burde dækkes nu. Vi skal huske at stoppe op og spørge os selv, om der er noget, vi ikke har gjort rigtigt." siger hun.

 

Journalistik light
Ulla Krag Jespersen finder det problematisk, når så mange fagbladsjournalister opfatter det som et grundvilkår at ligge under for den politiske ledelse

"Nogle siger, at det er godt, at ansvaret formelt ligger hos formanden, for den journalistiske redaktør får alligevel ikke lov til at bestemme. Andre har indset, at de ikke kan få flyttet parentesen, men kæmper for at lave god journalistik og et godt blad," siger hun.

"Parentesen er vigtig, fordi den sender et signal til læserne om, at vi ikke er talerør for ledelsen," påpeger hun.

Uanset hvor parentesen står, skal der kæmpes for de journali-stiske idealer.

"Det kan ikke være rigtigt, at vi skal acceptere en form for journalistik light tilpasset fagblade med censur og selvcensur."