search

Fri presse er en illusion

Det må indimellem være mærkeligt at være Christian Jensen, chefredaktør på Berlingske.

Det må indimellem være mærkeligt at være Christian Jensen, chefredaktør på Berlingske. Det tænker jeg tit på og sender min gamle kollega en venlig tanke i ny og næ. Dejligt er det uden tvivl også – navnlig efter at han har fået en chef, som igen har fremelsket den fremragende journalistik, som Berlingske engang var kendt for. Dengang tilbage i 90'erne, hvor alle ville arbejde i Pilestræde, og vi, der var så heldige at gøre det, elskede vores avis.

Det mærkelige består i, at netop Christian – om nogen – ved, hvad journalistik kan komme til at koste. Christian var som ungt, blændende talent primus motor for de berømte historier om Riffelsyndikatet, der kort tid efter sendte den gamle tante ud i det ene frasalg efter det andet.

Det var nogle dramatiske dage, vi var igennem dengang. For den frie presses skyld. Retten til at skrive kritisk om hvad som helst – imod en hvilken som helst parts interesser. Også vores hovedaktionærers.

Nogle husker vel, hvordan daværende chefredaktør Peter Wivel i første omgang forsøgte at forhindre historierne i at blive trykt efter pres ovenfra. Der udbrød et ramaskrig, og journalisterne nedlagde arbejdet i protest. Herefter havde chefredaktionen ikke noget valg og historierne kom på gaden. Jeg var selv redaktionssekretær på en del af dem, selv om de dog blev gennemredigeret af ekstraordinært mange.

Grunden til, at mine tanker for tiden kredser omkring denne skelsættende og skæbnesvangre begivenhed er, at Berlingske nu igen er på vippen. Denne gang, fordi den nuværende ejer Mecom kæmper for overlevelse og den gamle hæderkronede avis dermed trues af nok et frasalg. Men det er ikke noget, man diskuterer højt i de berlingske spalter. Og det må da være mærkeligt for netop Christian at skulle argumentere imod erhvervshistorier af almen interesse.

Jeg var selv aktivt med til at bakke Christian og de andre fremragende journalister op i sin tid. Var indigneret over den censur, man forsøgte at udøve på grund af økonomiske interesser. Jeg er siden blevet klogere, og derfor bakker jeg også Christian og den øvrige chefredaktion op i dag.

Jeg forstår nemlig godt – navnlig med hele Berlingskes historie i bagtankerne at Lisbeth Knudsen i dag og subsidiært Christian Jensen, tripper forsigtigt omkring Mecom-historierne og om nødvendigt laver modspin. Lisbeth er ikke bare redaktionelt ansvarlig. Hun er også økonomisk ansvarlig. Og det er ansvarlig ledelse at holde sig et godt forhold til sine ejere. Selvfølgelig. Det gælder for ALLE virksomheder – også for bladhuse. Historierne om Mecom skal nok blive skrevet. Alle andre steder end på Berlingske, og det er skam fair nok. Det er fair nok at erkende, at der er en grænse for pressefriheden. Man kan ikke være 100 procent uafhængig, når man lever på kommercielle vilkår. Der vil altid være en ejer bag, som har en given interesse, som der ikke kan eller SKAL pilles ved.

”Everybody has an axe to grind – we are just open about it”, har en amerikansk tænketank sagt. Hvad er der galt i at indrømme, at der er grænser for den frihed, man kan nyde som journalist? Er det ikke netop ansvarligt, så længe ens læsere er bekendt med dette? Det forhindrer ikke Berlingske i at kunne producere vinder-journalistik. Det har vi jo i disse dage fået bevis for. Men der er andre ting, der kan forhindre vinder-journalistikken fremover. Bad Business for eksempel. Det er hævet over enhver tvivl – og historisk bevist at det er bad for business at bide den hånd, der fodrer én.

Når Berlingske i dag bliver kritiseret for at se igennem fingre med Mecoms business, så skal vi andre stiltiende forstå i stedet for at opretholde illusionen om den totalt frie presse. Hvor store er bladets chancer for, at nogen gider investere i det og dermed lade det leve videre, hvis den nuværende chefredaktion åbenlyst bider i den hånd, der lige nu holder fast i den? Lig nul, vurderer jeg – altså medmindre der findes en multimilliardær idealist derude i erhvervslivet.

Det er på tide at indrømme, at den helt frie presse ikke findes. Kun ved at erkende dette kan vi slippe journalistikken fri.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen