Journalister kan ikke tåle kritik, lyder det fra flere af landets medieforskere. Den manglende vilje til at lytte kan betyde ringere journalistik, lyder det fra medieforskerne.

 

I et auditorium på Syddansk Universitet har to forskere sat sig i skudlinjen. De skal til at fremlægge deres seneste resultater. Begge har undersøgt og analyseret avisernes erhvervsdæk-
ning. Så snart de har fremlagt deres resultater, hagler kritikken ned over dem fra fem journalister i panelet. Der sidder også erhvervsledere i panelet. De undrer sig. På et tidspunkt siger administrerende direktør i Danske Trælast A/S, Steen Weirsøe:

»Hvis man som virksomhedsleder var lige så tyndhudet som disse 'gentlemen of the press', så burde man forlade branchen hurtigst muligt.«

Den ene forsker klamrer sig til talerstolen, mens hun står skoleret. Hun er bleg. Hovedet er bøjet. Forskeren hedder Charlotte Wien og er lektor ved Institut for Journalistik på Syddansk Universitet. Hun har undersøgt erhvervsjournalisters kildevalg.

Det er godt halvanden måned siden, at Charlotte Wien mødte pressen ved konferencen i Odense. I dag siger hun:

»Jeg får nærmest en modvilje mod at komme frem med ny forskning, når jeg får en på låget hver gang. På den måde kan det være med til at begrænse, hvad vi som forskere melder ud af vores viden.«

For Charlotte Wien er det ekstra frustrerende at opleve journalisternes massive modstand mod den journalistiske forskning i en periode, hvor især aviserne er i dyb krise.

»Når der er økonomisk krise, så hæves baseball-battet mod kritikerne. Men det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. I stedet burde journalisterne lytte og spørge sig selv, om de måske kunne sælge flere aviser, hvis de hørte efter,« siger hun.

Ifølge fem medieforskere, som Journalisten har talt med, slår journalister hårdt, når de bliver mødt med kritik. Forskerne er enige om, at journalister er dårlige til at håndtere videnskabelig kritik. Så dårlige, at klimaet mellem medieforskere og journalister betegnes som enormt forstemmende og deprimerende.

 

Forholdet er så fastlåst i dag, siger medieforsker Jørgen Poulsen, at journalisternes kontante afvisning af forskningsresultater påvirker hans valg af forskningsemner.

»Jeg har været så deprimeret over situationen, at jeg i lange perioder ikke har villet forske i dagspressens forhold, fordi journalister ikke kan klare kritik. Det er træls at bruge to år på en undersøgelse og så konstatere, at hovedparten af målgruppen vender ryggen til,« siger Jørgen Poulsen, professor ved Institut for Journalistik på Roskilde Universitetscenter.

Den undersøgelse, som fik den kolde skulder, var Jørgen Poulsens »måske-læser-undersøgelse« fra 1998. I forbindelse med, at undersøgelsen blev offentliggjort, optrådte Jørgen Poulsen i radio og tv sammen med Berlingske Tidendes tidligere redaktører Peter Wivel og Michael Ehrenreich. Jørgen Poulsen husker, at han blev mødt med himmelvendte øjne og beskyldt for både at være mærkelig og dum.

»Mine resultater – som de kunne få gratis – kunne have bragt Berlingske Tidende tættere på deres læsere langt tidligere, end det projekt de nu har brugt et to-cifret millionbeløb på,« siger Jørgen Poulsen.

Han henviser til Berlingske Tidendes »tættere på læserne«-undersøgelse, der er lavet i forbindelse med den omlægning af Berlingske Tidende, der er lige på trapperne.

Nete Nørgaard Kristensen, adjunkt ved Københavns Universitet, har netop færdiggjort den største analyse nogensinde af journalisters arbejde med professionelle kilder. Hun kender også til hård kritik.

Grundlaget for undersøgelsen er en spørgeskemaundersøgelse blandt cirka 500 udvalgte journalister. Spørgeskemaundersøgelsen gav drøje hug.

»Det er altid farligt at generalisere, men det er min opfattelse, at der er en stor fjendtlighed over for medieforskningen fra journalisternes side,« siger Nete Nørgaard Kristensen.

Hun mener, at journalisterne skal vænne sig til et større forskningsmæssigt fokus.

»Det er klart, at det giver en usikkerhed blandt journalister, at deres arbejde pludselig bliver kulegravet,« siger Nete Nørgaard Kristensen. Med spænding og frygt ser hun frem til selv at skulle fremlægge resultaterne af sin ph.d.-afhandling om kort tid.

Turen gennem journalisternes vridemaskine har professor Anker Brink Lund fra Syddansk Universitet også oplevet flere gange.

»Den eneste sikre vej til hæder og ære på det her felt er at levere forskningsresultater, der bekræfter journalisterne i egne fordomme,« siger han.

Men Anker Brink Lund peger samtidig på, at nogle medieforskere selv indbyder til øretæver, fordi de ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i den journalistiske virkelighed. Derfor mener han, at medieforskerne skal ud og møde virkeligheden.

»På Syddansk Universitet har vi blandt andet gjort det ved at involvere medierne før offentliggørelse af nye forskningsresultater. Den slags fremmer den gensidige forståelse,« siger han.

En spiral af negativitet, sådan betegner flere af de medieforskere, Journalisten har talt med, de studerende på Danmarks Journalisthøjskoles forhold til medieforskerne. En negativitet, der bliver forstærket yderligere ude på de journalistiske arbjedspladser.

Lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab ved Århus Universitet Søren Kolstrup har undervist på Danmarks Journalisthøjskole. Han fik indtryk af, at de studerendes frygt for kritisk medieforskning er udtryk for en kultur på Journalisthøjskolen, hvor den studerende ser sig selv som værende i opposition til akademikerne.

»De studerende opfatter sig i høj grad som håndværkere, og der skal ikke komme nogen fra universitetet og tro, at de kan lære dem noget,« siger han.

Modviljen mod forskerne fra de studerende på Danmarks Journalisthøjskole har Jørgen Poulsen også mærket. For tre år siden tog han derfor en beslutning: Han vil ikke længere optræde som gæstelærer i betonbunkeren i Århus.
»Jeg gad simpelt hen ikke længere tale mod en mur af »du skal sgu ikke komme og fortælle mig noget«,« siger Jørgen Poulsen.

Samtidig med, at medieforskerne bliver mødt med korslagte arme, har de gennem deres forskning indblik i, hvordan pressen behandler andre forskeres resultater.

»Det er forstemmende at se, at andre forskningsområder får en enormt positiv pressedækning. Andre forskeres resultater bliver ikke udsat for en kritik, der er blot halvt så hårdtslående som medieforskerne,« siger Charlotte Wien.

 

Den videnskabelige kritik skræmmer journalisterne, fordi den sætter spørgsmålstegn ved journalistens arbejde, og fordi kritikken er anderledes, end den journalister er vant til fra for eksempel kolleger, læsere eller kilder.

Det mener Claus W. Elmholdt, der er amanuensis ved Psykologisk Institut på Århus Universitet. Han forsker i forholdet mellem identitet og læring – det vil sige, hvordan den selvopfattelse, man får i kraft af sin uddannelse, påvirker ens måde at handle på.

»Journalister har en opfattelse af sig selv som en meget vigtig faggruppe. Vi kender det fra udtrykket »den fjerde statsmagt«, men samtidig lever de konstant med en presset deadline og ved med sig selv, at de ikke altid lever op til fagets enorme ansvar. Det gør journalister meget sårbare over for den videnskabelige kritik,« siger Claus W. Elmholdt.

Samtidig er journalisternes voldsomme afvisning af de videnskabelige resultater en almindelig måde at reagere på som menneske. Claus W. Elmholdt forklarer, at ved at latterliggøre en undersøgelse eller kritisere dens metode undgår journalisten at gå i konstruktiv dialog.

»Det er en forsvarsmekanisme mod forandring, der ofte træder i kraft, når vi bliver kritiseret for vores arbejde,« siger han.

Claus W. Elmholdt opfatter det som paradoksalt, at mediebranchen reagerer sådan, når den samtidig lever af at skabe forandringer ved at ruske op i tingenes tilstand og støve nye historier op.

 

Ubrugelig forskning

MANGELFULDT. »Jeg ville gerne lytte til den journalistiske forskning, hvis den kom med noget brugbart – det gør den bare ikke.«

Det siger chefredaktør og administrerende direktør på Børsen, Leif Back Fallesen, der ikke har meget tilovers for den forskning, der bliver leveret af de danske medieforskere. Medieforskernes kritik af journalisternes forskansning gør heller ikke indtryk.

»Jeg har oplevet medieforskere fremlægge resultater, hvor datamaterialet simpelt hen ikke var i orden, og der kunne de ikke tåle kritik,« siger han.

Når Leif Beck Fallesen siger, at den kritiske medieforskning oftest ikke kan bruges af medierne, mener han, at det skyldes, at forskningen ikke er kommercielt orienteret.

»Jeg savner reelle opskrifter fra medievidenskaben. Når man sidder på en avis, der er ved at lukke, så virker det lidt teoretisk at bruge medievidenskaben til at diskutere ytringsfrihedens fremtid og forholdet mellem borgere og medie,« siger han.

 

Opgør med fortiden
INSPIRERENDE. »Vores branche har i mange år været i en situation, hvor vi ikke kan tillade os at sige »vi alene vide«, som man har gjort og stadig gør på mange journalistiske arbejdspladser.«

Så kontant er chefredaktør på NORDJYSKE Stifts-tidende Ulrik Haagerups udmelding til mediebranchens uvilje mod at lytte til medieforskerne.

Ulrik Haagerup mener, at journalisternes manglende vilje til at gå i dialog med medieforskerne er en af årsagerne til mediernes nuværende krise.

»På for mange steder har hverken ledelse eller medarbejdere villet lytte til forskernes råd, for eksempel om vedkommende journalistik, og det har betydet, at man ikke har fornyet sig og ikke har produktudviklet,« siger han.

 

For mange medieforskere
VERDENSFJERNT.»Nogle gange har jeg det meget dårligt med videnskabelig mediekritik. Måske mest fordi den er videnskabelig og meget langt væk fra den virkelighed, vi står i.«

Sådan betegner Carsten Juste, chefredaktør på Jyllands-Posten, sit forhold til den danske journalistikforskning. Han mener, at forskernes kritik ofte bygger på regulær uvidenhed om de faktiske forhold i medievirksomhederne.
Carsten Juste peger på, at landets dagblade dagligt er udsat for en intens, intern kritik og overvejelser om, hvordan aviserne kan gøre det bedre. Derfor finder han det indimellem trættende, at medieforskerne »hælder skidtbaner i hovedet« på aviserne.

»Der er for mange medieforskere i Danmark i forhold til det antal medier, der er. Derfor udkommer megen forskning, som der ikke er hold i, og som der ikke er brug for,« siger Carsten Juste.

Opgør med fortiden
INSPIRERENDE. »Vores branche har i mange år været i en situation, hvor vi ikke kan tillade os at sige »vi alene vide«, som man har gjort og stadig gør på mange journalistiske arbejdspladser.«

Så kontant er chefredaktør på NORDJYSKE Stifts-tidende Ulrik Haagerups udmelding til mediebranchens uvilje mod at lytte til medieforskerne.

Ulrik Haagerup mener, at journalisternes manglende vilje til at gå i dialog med medieforskerne er en af årsagerne til mediernes nuværende krise.

»På for mange steder har hverken ledelse eller medarbejdere villet lytte til forskernes råd, for eksempel om vedkommende journalistik, og det har betydet, at man ikke har fornyet sig og ikke har produktudviklet,« siger han.

 

For mange medieforskere
VERDENSFJERNT.»Nogle gange har jeg det meget dårligt med videnskabelig mediekritik. Måske mest fordi den er videnskabelig og meget langt væk fra den virkelighed, vi står i.«

Sådan betegner Carsten Juste, chefredaktør på Jyllands-Posten, sit forhold til den danske journalistikforskning. Han mener, at forskernes kritik ofte bygger på regulær uvidenhed om de faktiske forhold i medievirksomhederne.
Carsten Juste peger på, at landets dagblade dagligt er udsat for en intens, intern kritik og overvejelser om, hvordan aviserne kan gøre det bedre. Derfor finder han det indimellem trættende, at medieforskerne »hælder skidtbaner i hovedet« på aviserne.

»Der er for mange medieforskere i Danmark i forhold til det antal medier, der er. Derfor udkommer megen forskning, som der ikke er hold i, og som der ikke er brug for,« siger Carsten Juste.