Afmagt. Så sidder jeg der igen. Foran mig på mit skrivebord ligger et ark med notater. Jeg skal ringe til et boligselskab og overbevise direktøren om, at han har behov for min hjælp til at forbedre kommunikation og hjemmeside. Men mine fingre vil ikke trykke på mobilens taster. Jeg går på toilettet, tager en dyb indånding og trykker … de syv første cifre.

Noget i mig spænder ben.

Jeg blev journalist, fordi jeg havde meget på hjerte, meget jeg gerne ville undersøge og afsløre. Og jeg elskede at skrive. I Sandhedens Tjeneste og Den Fjerde Statsmagt og lad de umælende få mæle. Den slags.

I 1991 måtte en nyuddannet, også med topkarakterer, tage, hvad der var, og jeg blev lokaljournalist i provinsen. Godt nok. Men tempoet blev gradvist hurtigere, det samme blev historierne, som nu skulle skrives ind i skabeloner med fastlagte længder uden redaktionssekretær. Bladsmører-skabelonfanden pressede arbejdsglæden væk – og dermed også mig.
Den gode ide, skarpt og appetitvækkende præsenteret, er stadig en nødvendighed, men vi er mange flere om meget færre journalistiske opgaver til fagblade, magasiner og lignende. Det er en daglig kamp, og jeg kan længes efter et fast job der. De kære aviser skriver man kun til, hvis man har råd eller som en krølle på en research til et andet medie. De betaler så forsvindende lidt.

Jeg trives da med at være fri flyvende freelancejournalist, men den almindeligste vind er altså modvind.
Tilbage er kommunikation – i en bred betydning. Det har gennem flere år været rådet fra DJ/AJKS og er hovedbudskabet på Startkurserne. Og det er ude i erhvervslivet, det foregår.
Der er stor forskel på at være journalist af Guds Nåde og kommunikatør på en direktør eller en kommunikationschefs nåde. De skal jo gerne spytte i butikkens kasse flere gange.

Eksempler: Eksporten til de nordiske lande er gået kraftigt tilbage de seneste år. Det står klart i regnskaberne, og økonomichefen har sagt det til citat. Men direktøren ønsker, at jeg understreger, at den bliver meget bedre næste år. Der er ikke belæg for det, det er blot pleasing af omverdenen inklusive aktionærer. Artiklen skal være positiv. Javel, hr. kunde.

En anden kunde ønsker at moderere sit citat om kommunen efter at have vist print af min artikel til bestyrelse og øvrig direktion. Dermed blev historien meget dårligere, og jeg måtte høre for, at kun to medier bragte den. Javel, hr. kunde.
Som journalist får jeg opbakning fra chefredaktøren, hvis nogen klager over mig. Som kommunikationsjournalist er jeg nødt til at logre mere og anderledes med halen. Og er meget alene.

Selvfølgelig findes der gode kommunikationsopgaver i et supergodt samarbejde. Jeg har bare så forbandet svært ved billedet af mig selv som en fysioterapeut, der arbejder som intimmassøse.

Men pyt. Det er sgu da ret spændende, der skal penge i kassen, og DJ's medlemmer er blevet kønnere. Denne gang trykker jeg på alle otte cifre.

-Jan Hillers arbejder som freelancejournalist