Det smukke gamle Hotel Ringkjøbing var i den sidste weekend i marts ramme om det efterhånden traditionsrige møde for vore kredsbestyrelser og repræsentanter for specialgrupperne, og mellem 40 og 50 fagligt aktive var samlet til gode diskussioner om nutiden og fremtiden for DJ i de fine omgivelser.

Naturligvis kiggede vi i retning af det forestående delegeretmøde, for her skal lovændringer og -tilføjelser, politiske strategier og handleplaner vedtages af de cirka 400 deltagere. 

Delegeretmøderne handler jo om den nære fremtid. De kommende to år står i fokus – men i Ringkøbing var det et ægte fremtidsscenario i form af 2027, deltagerne skulle forholde sig til.

Sagt på jysk: Det var ikke optimismens dag i det vestjyske. 

Jeg sporede en bred utryghed ved kigget 10 år ud i fremtiden. Pessimisme både hvad angår indholdsdelen: Vil der være behov for journalister og kommunikationsfolk, fotografer og visuelle designere om 10 år? 

Og en pessimisme i forhold til ansættelsesformerne: Vil der være velkendte, faste jobs i 2027, eller vil vi alle halse rundt mellem hinanden og fra job til job forsøge at gøre det så godt som muligt – vil vi lande i et inferno af kortvarige projektansættelser, hvor vi konkurrerer med kollegerne i en verden, hvor udbyderen bestemmer alt?

Lad mig være helt ærlig: Der er bestemt tendenser, der peger i den retning for øjeblikket. 

Det afspejler sig blandt andet i den hastighed, hvormed velkendte, etablerede institutioner i løbet af kort tid forvandles i disse år. Taxabranchen versus Uber, hotelbranchen versus Airbnb og mediebranchen versus Facebook og Amazon er tre tydelige eksempler på, at institutioner kan stå for fald.

Vi går fra faste, overenskomstbaserede ansættelser til freelance. Vi ser, at udbudsteorien vinder frem: Køberen kan vælge og vrage mellem mange sælgere af varen – og det medfører selvfølgelig bekymring for, om kollegaen i virkeligheden er en konkurrent.

Det åbner for tanken, om der overhovedet er basis for en fagforening og et fagligt fællesskab, hvis vi alle arbejder på individuelle vilkår. Sideløbende med den voksende utryghed, som er en væsentlig og stadig mere iøjnefaldende faktor hos den enkelte lønmodtager, presser det en fagforening som DJ.

OECD har kalkuleret, at mellem 30 og 33 procent af alle jobs er i risikozonen for at blive automatiseret. I deres nye bog ’Flyt Magten’ beskriver Susanne Hegelund og Peter Mose, hvordan advokatbranchen og lægeverdenen udfordres massivt af computerprogrammer, der for eksempel kan tage sig af konkurssager eller skræddersy kræftbehandling på baggrund af Big Data.

Så forandringerne kommer. Det spændende er nu, hvordan det vil få indflydelse på DJ’s medlemmer. Vi har i dag cirka 26 procent af vores beskæftigede kolleger med status som freelancere, vikar- eller korttidsansatte og selvstændige. Det tal må forventes at vokse.

Man kunne, når man som jeg har 25 års erfaring fra journalistbranchen, og når man som jeg fik sin første introduktion til arbejdsmarkedet for små 40 år siden, godt tænke, at de unge vil være pessimistisk indstillet over for disse udsigter.

Men da jeg og en række andre HB-medlemmer i vinterens løb ringede til samtlige DJ’s dimittend-medlemmer – uddannet i perioden juni ’16 til december ’16 – mødte der os en stor optimisme fra de primært unge kolleger.

De er fulde af gåpåmod. De glæder sig til at bruge de færdigheder, de har uddannet sig til, og de ser frem til at bide skeer med kommunikationsbranchen og medieverdenen og give den – og os – lige præcis, hvad vi trænger til i deres øjne: Fornyelse og forandring.

På den måde ligner de meget godt de forrige generationer, tror jeg. Ung må verden endnu være, som den gamle digter skrev; og at DJ som organisation så har udfordringer i sigte med at skabe et fællesskab, som individualisterne trives i, er netop blot dette. En udfordring.

Jeg håber, at DJ’s delegeretmøde 23.-24. april vil betegne det første skridt på vejen mod at skabe fremtidens forbund, til glæde for fremtidens medlemmer.