FREMMEDE FORSIDER

Som et led i FagFestivalen havde Aktuelt og Berlingske Tidende overdraget deres avisforsider den 6. november til to alternative hold - FagFestivalens projekt 'Slip forsiden løs'.

Som et led i FagFestivalen havde Aktuelt og Berlingske Tidende overdraget deres avisforsider den 6. november til to alternative hold – FagFestivalens projekt 'Slip forsiden løs'.
En gruppe på ti gymnasieelever fra Frederiksborg Gymnasium i Hillerød fik lov til at sy Aktuelts forside sammen. Berlingske 'forærede' siden til to magasinmagere. Grafikeren Anders Peter Mejer og journalisten Kim Flyvbjerg, der begge til daglig laver magasinet Copenhagen Living.
De to hold var meget uenige i, hvordan en forside skal være.
"Magtskifte i Ghana" lød Aktuelts tophistorie. Artiklen var placeret i midten på forsiden. Rundt om var "verden" repræsenteret i mange små billeder. "Skinheads på march" og "Løsrivelse ønskes: Færøerne" var teksten under to af billederne.
"Vi vil ikke lefle for laveste fællesnævner, for så udfordrer man ikke sine læsere. Vi har valgt at fokusere på nogle emner, som ikke er oppe i medierne lige nu, men som stadig er højaktuelle," sagde 3.g'erne.
Berlingskes team havde indholdsmæssigt valgt mere traditionelt. Med rubrikken "Rød Lykke" fyldte Lykketoft og Finansloven det meste af siden med et stort billede.
"Der er så mange netnyheder, der viser, hvad der sker i verden. Derfor skal aviserne være personlige. De skal udvælge nyheder, som den enkelte avis synes virker relevante," sagde Anders Peter Mejer.
De fremmødte journalister i salen var også uenige. Nogle var begejstrede for, at Aktuelts hold virkelig havde sluppet forsiden løs. Mens andre mente, at den var rodet, forvirrende og direkte grim.
"Jeg synes, de har været en succes. Aktuelts forside i dag er et bud på en forside, som vi kan lære af," sagde ansvarshavende chefredaktør Anders Jerichow fra Aktuelt om elevernes præstation.
Gymnasieeleverne blev udvalgt, fordi Aktuelt gerne vil have flere unge læsere og dermed høre, hvad de unge prioriterer højt. Berlingske satsede med deres valg af forsidegæster at få et visuelt bud på en anden forside.
"Valget faldt på dem, fordi deres blad for nylig blev kåret som et af verdens pæneste. Og vi ville se, hvordan nogen, der til daglig laver magasiner, prioriterer en forside. Aktuelts forside bærer præg af, at det ikke er professionelle, der har lavet den – men eleverne argumenterer godt for det," sagde Lars Poulsen, redaktionschef på Berlingske Tidende.

 

0 Kommentarer