Metroselskabet står med en fantastisk sag, men taber alligevel ansigt i medierne. Det skyldes en arrogant tro på, at alt nok løser sig, når metroen kører på skinner om seks år. Seniorpartner i Geelmuyden.Kiese med speciale i krisekommunikation Jeppe Veddinge opfordrer i denne analyse Metroselskabet til at tage de sure borgere seriøst.

Metroselskabet er i søgelyset i disse dage. Utilfredse naboer står i kø for at klage over støj, støv og trafikpropper. Trods almen konsensus om behovet for og glæden ved en metroudvidelse er der ikke ligefrem udbredt begejstring om Metroselskabet. Og sådan vil det fortsætte, hvis de ikke grundlæggende ændrer deres kommunikation.

På papiret gør Metroselskabet alt det rigtige. Det er ikke første gang, de har bygget metro – og de ved, at især det svinende og støjende gravearbejde medfører naboklager. For 10 år siden var en stor del af Amager i oprør. Et oprør, Metroselskabet ikke havde set komme. Denne gang er de derfor væbnet til tænderne med borgermøder, døgnåbne klagetelefoner og åbent hus-arrangementer. Det burde ikke gå galt – men det gør det.

Årsagen skal findes i en anden ting, Metroselskabet lærte for 10 år siden. De lærte, at befolkningen glemmer. Al den ballade, der var om byggeriet, signalerne, arkitekturen og støjgenerne, var glemt, den dag det hele kørte på skinner. Metroen er en fantastisk tilføjelse til København, og så snart den fungerede, var der stort set kun klapsalver. Den lektion bærer Metroselskabet også med sig.

De ved godt, at de i sidste ende bliver den populære pige i klassen igen – og så opfører de sig som sådan. Metroselskabets kommunikation virker i bedste fald overfladisk, i værste fald selvfed.

Ja, de informerer og holder dialogarrangementer. Men de gør det uden det, der er essentielt for en frugtbar dialog: Et oprigtigt ønske om at lytte respektfuldt. Som når de med påtaget kækhed inviterer københavnerne til selv at "opleve", hvordan det er at bo i en støjplaget lejlighed. Man kan undre sig over, hvad formålet har været med det. At udstille de klagende naboer som klynkehoveder? Eller måske bare reducere situationen til et hyggeligt weekendarrangement på Politikens Ibyen-sider?

Hvis Metroselskabet virkelig ønsker at afhjælpe problemerne, handler det ikke om mediestunts og sporadisk aflad, men om et oprigtigt ønske om at skabe en bedre hverdag for de berørte. Ikke om seks år – men i dag.
Men det kan vi ikke, lyder svaret fra Metroselskabet. Nej, de kan hverken standse byggeriet, skrue ned for larmen eller fjerne bilkøerne. Men de kan skrue op for drømmene.

Det bliver tit fremført, at metroen ikke kan blive bygget uden gener. At man ikke kan lave en omelet uden at smadre et par æg. Problemet er bare, at mange københavnere ikke kan forestille sig den fantastiske omelet, der er ved at blive lavet. Og det virker, som om man i Metroselskabet mener, at københavnerne har fået nok at vide om de fordele, projektet vil medføre. Men at dømme efter den aktuelle debat er det langtfra tilfældet. Basal information om, hvordan stationer bliver bygget, og hvordan linjerne bliver i fremtiden, sælger ikke drømme. At sidde i en bilkø ved søerne og få at vide, at om seks år ville du være hjemme nu, gør.

Metrobyggeriet fylder i byrummet – og det kan undre, at Metroselskabet ikke bruger netop det til at fortælle om fremtiden. Gåture i metroens fodspor, nedtællingsstandere på pladserne eller andre nære elementer.
Der er mange, der har ideer til, hvilke initiativer Metroselskabet kunne tage for at gøre kommunikationen bedre. Og det er naturligt at stille spørgsmålet: Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Taber Metroselskabet overhovedet noget på at have sure borgere?

Faktum er, at den metro bliver bygget, ligegyldigt hvor mange mavesure naboer der brokker sig i Politiken. Så hvorfor bruge ressourcer på at dæmme op for en kritik, der ikke kan lukkes ned?
Svaret stikker langt dybere end naboklager. Det eneste, der er sikkert ved offentlige anlægsarbejder, er, at der på et tidpunkt er noget, der går galt. Det er kæmpestore byggerier og over en otteårig periode vil der med garanti ske en fejl. Om det bliver et hus, der styrter sammen, eller et budget, der bliver overskredet, er ikke afgørende. Det afgørende er, om de ansvarlige står i medvind eller stormvejr, når problemet opstår.

Metroselskabet kommer med garanti til at ramle ind i langt værre møgsager end vrede naboer. Hvis de har bred folkelig opbakning, kan den slags sager negligeres og forklares. Men hvis Metroselskabet er i kronisk modvind, medfører møgsager pludselig ministersamråd. Samråd, der kun handler om at placere skyld og vise handlekraft. Begge dele kan have store konsekvenser for Metroselskabet.

Derfor står Metroselskabet ved en skillevej. De kan forsætte med arrogance og skyklapper. Eller de kan sadle om og vise oprigtig ydmyghed over for de gener, byen oplever. Resultatet er i sidste ende det samme; København får mere metro i 2018. Men for stemningen mellem byen og bygherrerne de næste seks år vil valget være afgørende. Personligt vil jeg anbefale at satse på omeletten. For den bliver sindssygt lækker – det er jeg ikke spor i tvivl om.