Efter kun et år på posten stopper formanden for Freelancegruppen, Mette Curdt. Som formand er hun gået 200.000 kroner ned i indtægt.
Møder, hele tiden møder. Videresalgskonflikt med Berlingske, medlemmer i klemme. En telefon, der kimer konstant. Som formand for Journalistforbundets største specialgruppe, Freelancegruppen, er der pres på konstant.
Freelancernes bannerfører, Mette Curdt, stopper igen efter et enkelt, men hektisk, år. Hun vil først og fremmest have mere tid til sin familie.
Formanden for Freelancegruppen får årligt 60.000 kroner i fagligt frikøb betalt af Freelancegruppen og desuden kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for møder, der er indkaldt af Journalistforbundet. Alligevel er Mette Curdt gået 200.000 kroner ned i løn, siden hun blev valgt som formand for knap et år siden. Men hun understreger, at det ikke er på grund af pengene, at hun stopper:
"200.000 kroner her og 200.000 kroner der. Hvis det bare var pengene, så ville jeg da klø på endnu," siger Mette Curdt.
Alligevel lægger hun op til strukturændringer i Freelancegruppens bestyrelse, så "den kommende formand forhåbentlig får tid og overskud til at blive på posten betragteligt længere end mig". Det skriver Mette Curdt til sine medlemmer i Frie Nyheder.
"Hvordan det kommer til at se ud, er op til den kommende bestyrelse, men vi diskuterer frikøb af de andre bestyrelsesmedlemmer, så de kan overtage noget af formandens arbejde," siger Mette Curdt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.