Freelancerne afviser, at det skævvrider HB-debatten, at de sidder på 7 ud af 15 pladser.
DOMINANS. Selv om freelancerne i Dansk Journalistforbund kun udgør cirka 18 procent af DJ's medlemmer, sidder de på 7 ud af 15 sæder i HB.
»Ligegyldigt hvilken gruppe det er, er det et problem, hvis der er for mange af en slags. Jeg vil have en differentieret hovedbestyrelse,« siger Didde Elnif. Lars Werge, journalist på Ekstra Bladet, mener freelancernes dominans slår igennem i de politiske diskussioner.
»Meget diskuteres ud fra freelancevinkel; de er gode til at sætte en dagsorden. Og det er ment som en ros. Det kunne vi andre lære meget af,« siger Lars Werge til Journalisten.
»Men jeg ville gerne have flere med den samme baggrund som mig – folk på dagsbladsoverenskomster. Jeg skal jo have nogen at lave alliancer med.«
Freelancerne afviser problemet.
»Om det er en tegner, en fotograf, en journalist, freelance eller fastansat, der sidder som hb-medlem, er lige meget. Det handler om at gøre noget for forbundet og helheden,« siger freelancer Peter Thornvig.
Forklaringen på freelancernes dominans er ifølge freelancer Signe Terkelsen selve arbejdsformen:
»Jeg tror, det er nemmere for freelancere at gå til møder end for de fastansatte, der rent fysisk skal være væk fra kollegerne og arbejdsopgaverne.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.