FREELANCE. I Øjvind Hesselagers kommentage i sidste nummer kommer journalistens forudindfattede meninger om DJ's freelanceindsats desværre til at overskygge hans mission om at finde ud af, om freelancerne er forsømte eller forkælede.
Én ting er, at en stor del af artiklen handler om utilfredshed rettet mod fagbladet Journalisten. En anden, at Hesselagers kritiske sans øjensynligt løber af med ham i en grad, så han vælger slet ikke at nævne, hvad DJ og AJKS rent faktisk tilbyder freelancere.
Som Hesselager i sin research fandt ud, bruger jeg ikke min halve, men næsten hele min fulde stilling på freelanceområdet blandt andet på at varetage den politiske kontakt til Christiansborg, når det gælder DJ's målsætninger for ligestilling af freelancere med fastansatte. Derudover arbejder jeg på en ny freelanceportal og et nyhedsbrev (på trapperne), og så rådgiver jeg teksterne, der stort set alle er freelancere.
Men den vigtigste udeladte pointe er faktisk, at ALLE konsulenter i DJ beskæftiger sig med freelance-spørgsmål inden for deres område.
Heldigvis bliver vi dagligt brugt af rigtig mange freelancere. Til de øvrige kommer her et udpluk af, hvad freelancere får for kontingentet:
Hjælp til prissætning, forhandlinger, faglige netværk, rådgivning om konkurrenceret, moms, skat, kontrakt, faktura, lønopgørelse, inkasso, feriepenge, efteruddannelse, mediejura, karriere, pension, forsikring, barsel, regnskab, arbejdsmiljø, rettighedsoverdragelse, uafhængig socialrådgivning, juridisk bistand, beskyttelse af idéer og koncepter samt et væld af arrangementer og kurser.
Og kære selvstændige, hop ikke ud af a-kassen i den tro, at du ikke får noget ud af at stå i den! Det er rigtigt, at AJKS ifølge loven først kan yde dagpenge, hvis du lukker din biks (den lov, jeg blandt andet skal presse på for at få ændret). Men mister du dine kunder, er du ilde stedt. Kontanthjælp ydes ikke, før du har brugt eventuel formue (inklusiv værdier i hus og bil), og du går glip af rådgivning om blandt andet overgang til a-løn, supplerende dagpenge, efterløn, introduktion af nye beskæftigelsesmuligheder etcetera.
Er der noget specifikt, freelancere savner, så kontakt os. Vi er til for det samme.
Kirstine Baloti, faglig konsulent, Dansk Journalistforbund
SVAR. Et bredt udsnit af DJ's store freelancegruppe har bidraget til artiklen og berettet, hvordan de føler sig serviceret af Dansk Journalistforbund og Journalisten. Nogle – ikke hovedparten – nævner i artiklen enkelte af de mange specifikke fordele ved medlemskabet, som du og DJ fremhæver.
Men især freelancere, der arbejder klassisk journalistisk – og ikke annonce- eller kommunikationsrelateret – siger, at de oplever, at de står uden DJ's opbakning i blandt andet dagligdagens konkrete lønforhandling, hvor deres situation kan forværres af, at DJ som organisation med succes har forhandlet mere i løn til de fastansatte, hvormed den samlede pulje skrumper. •
Jakob Elkjær, redaktør, Journalisten
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.