ENSIDIGT I. Øjenbrynene røg godt op i panden, da jeg læste artiklen "I er for dårlige!!!" i Journalisten 13/2009. I den fire sider lange artikel fik 15 redaktører frit lejde til at lufte en omfattende, meget forskelligartet og til tider vældigt underholdende utilfredshed med freelancejournalister.

Bare sådan generelt. Dog altså lige undtaget deres egne faste freelancere, for de var nemlig rigtigt dygtige, konstaterede artiklen.

Men altså, bortset fra den detalje, som artiklen da heller ikke vendte tilbage til, fremgik det snart, at freelancere i sandhed er et mærkværdigt folkefærd: Ikke bare forsøger de at sælge deres egne badeforhæng til redaktørerne – oven i købet til ågerpriser – for så bagefter at forlange badeforhænget tilbage igen, men beholde pengene. Næh, de vil også uden et sekunds tøven sælge næsten den samme artikel til konkurrerende medier.
Hertil kommer uheldigvis, at de ikke kan stave og lider af en kollektiv vrangforestilling om, at befolkningen brænder efter at læse artikler om netop deres bryster og børn.

Jeg er ikke pjevset på freelancernes vegne. Vi tager ikke skade af at få en opsang, der kan gøre os klogere og
bedre. Hvem gør det? I freelancejournalistik, som i al anden journalistik, sker der fejl.

Problemet med Journalistens opsang var, at jeg ikke blev klogere af at læse den. Mest af alt, fordi artiklen var usædvanligt ensidig. Af samme grund brændte jeg inde med flere spørgsmål efter at have læst færdigt.

For ærligt talt: Hvis der virkelig er freelancere, der er så himmelråbende åndssvage, at de forsøger at sælge badeforhænget derhjemmefra til vild overpris til en redaktør eller sælger håbløst forældede artikler om kulturelle institutioner, der for længst er nedlagt, så vil jeg gerne høre, hvad de journalister har at sige til det.

Der er også den vigtige detalje med, hvorvidt det passer, at freelancejournalister – som en gruppe – er for dårlige til deres arbejde? Det tror jeg nemlig ikke, vi er. Jeg tror til gengæld, at der findes dårlige freelancejournalister imellem os.

Akkurat som der findes uengagerede fastansatte journalister. Eller redaktører for den sags skyld. Andet ville være mærkeligt.

– Karitte Lind Bejer
freelancejournalist

SVAR.
Baggrunden for artiklen om dårlige freelancere er alvorlig. Masser af freelancere har problemer med at skaffe arbejde nok i øjeblikket, hvor medier skærer ned på budgetterne overalt. Samtidig er det et faktum, at rigtigt mange freelancere ikke er gode nok i salgssituationen.

15 tilfældigt udvalgte redaktører fortæller i artiklen samstemmende om dårlige oplevelser, og efter otte år som redaktør på forskellige magasiner har jeg selv oplevet, at hovedparten af henvendelserne var for dårlige. Der er derfor ingen tvivl om emnets relevans.

Du ville gerne have haft, at vi konfronterede de dårlige freelancere. Man kan spørge sig selv, hvor klog du ville være blevet af at læse en freelancer forsvare, hvorfor hun grådigt ville have badeforhænget tilbage? Eller hvorfor hun skrev "Kære Samvirke" til Ud & Se? Det tror jeg ikke, du var blevet klogere af.
Til gengæld havde vi hængt et menneske ud for at være grådigt og udygtigt. Det kunne vi godt have gjort, men det var ikke vigtigt denne gang.

Det vigtige var at fortælle historien, så alle freelancere – dygtige og udygtige – kunne få et blik på sig selv fra den anden side af bordet. Hvis du ikke har lært noget af artiklen, må vi gå ud fra, at du er en af de dygtige. Og den konklusion kan du vel ikke være utilfreds med.

– Troels Evold Widding
chefredaktør, Journalisten