Freelancere skal ikke regne med penge efter Vermø-konkurs

10 fastansatte journalister blev berørt, da magasinudgiveren Vermø mandag blev erklæret konkurs. Hjælp er på vej, men freelancere skal ikke regne med penge.

10 fastansatte journalister blev berørt, da magasinudgiveren Vermø mandag blev erklæret konkurs. Hjælp er på vej, men freelancere skal ikke regne med penge.

Dansk Journalistforbund vil nu hjælpe berørte journalister med de administrative papirer til Lønmodtagernes Garantifond, LG, der vil dække hele eller størstedelen af den løn, som medarbejderen ikke får fra det konkursramte selskab.

Vermø udgav magasinerne Helse og søstermagasinerne Helse Motion, Helse Good Food og Helse Family. Herudover udgav han ungdomsmagasinet Tjeck og gratismagasinerne Modemagasinet og X+Y og stod bag magasinernes netsider.

Økonomisk ser det sortere ud for de freelancere med penge til gode hos Vermø. Fastansatte journalister er de højest prioriterede kreditorer, så de får også penge først, hvis der er nogen tilbage i den konkursramte virksomhed. Freelancere er sammen med eventuelle elektrikere og bagere, som også måtte have nogle penge i klemme, simple kreditorer. Derfor kommer de bagerst i køen, når Vermø skal undersøges for ekstra penge på bankbogen.

Foreløbigt har cirka 10 freelancere henvendt sig til Dansk Journalistforbund, og Hans Jørgen Dybro fra DJ's faglige afdeling regner med, at flere freelancere vil henvende sig, når nyheden spreder sig.

DJ har ikke en nøjagtig opgørelse over udviklingen af konkurser i mediebranchen. Men det er tydeligt, at antallet af konkurser er steget de sidste år.

Medejer af Vermø A/S Rene Jull Jørgensen vil politianmelde virksomheden for bedrageri. Han mener, at Jan Vermø har manipuleret med regnskaberne og fortæller til Mediawatch, at selskabet havde en milliongæld, som ikke var bogført.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jan Vermø.

0 Kommentarer