En ny mikro-lokalavis ser snart dagens lys på Nørrebro i København. En avis, der bliver så lokal, at den kun dækker én gade – nemlig Rantzausgade – og dens sidegader.
Avisen udkommer for første gang til september med en kommunal bevilling i ryggen og hjælp fra unge frivillige skribenter, der ikke nødvendigvis har journalistisk erfaring. Den kommunale bevilling på 100.000 kr. er netop betinget af, at den skal skabe aktiviteter for kvarterets unge.
Stifterne og redaktørerne bag avisen er de to freelancere Anders Haahr Rasmussen og Martin Selsøe Sørensen.
»Vi har finansiering på plads til de første fem udgivelser. Og så er det tanken, at nogle af folkene omkring avisen skal forsøge at søge nye penge og lokale sponsorer,« siger Anders Haahr Rasmussen.
En lokalavis, der faktisk er lokal
Avisen skal i begyndelsen udkomme på tryk hver anden uge og løbende på nettet og sociale medier. Tanken er at lave en lokalavis, som rent faktisk lever op til det at være lokal.
Mange steder i landet er lokalaviserne nemlig slet ikke så lokale endda. Men derimod aviser for kæmpe områder med over 50.000 indbyggere.
»Når jeg tænker på, hvilken avis jeg egentlig selv ville betale for, så er det tætteste man kommer nok Lokalavisen Nørrebro og Nordvest, selv om den er gratis. Det stof kan jeg ikke få andre steder. Men avisen dækker et kæmpe område og også beslutninger i byrådet. Det er noget helt andet, vi vil,« siger Anders Haahr Rasmussen.
Mikro-nyheder om hverdagslivet
Planen er at lave hverdagshistorier om kvarteret og dets beboere i stramt nyhedsformat med rubrikker, der ifølge stifterne er satiresitet Rokokoposten værdigt. Bare med den forskel, at historierne skal være ægte.
»Det er helt nede i detaljerne, at tingene bliver levende. Vi taler petitstof. Vi vil lave mikro-lokale nyheder om menneskers hverdagsoplevelser og frustrationer i et stramt nyhedssprog, fordi deres oplevelser kan fortjene lige så meget opmærksomhed som de historier, medierne normalt fortæller. Vi kommer ikke til at lave historier om, at kommunen uddeler to mio. kr. til dit eller dat,« siger Anders Haahr Rasmussen.
Han fortæller, at tre bud på mulige rubrikker eksempelvis kunne være:
”Teenager træt af mor, der bare vader ind på værelset med rent vasketøj”
”Trappevasker træt af dørmåtter med budskaber”
”Bodil kørte bil gennem busslusen”
Skal sikre lokal sammenhængskraft
Anders Haahr Rasmussen bor selv i kvarteret og dækker normalt emner som tennis, køn og ligestilling for blandt andre Information, Zetland og Eurosport.
Martin Selsøe Sørensen bor til dagligt i Istanbul og fungerer som freelance Sydøsteuropa-korrespondent for Politiken. Men når han er i Danmark, bor også han i Rantzausgade-kvarteret.
I har jo begge to en fed freelancebiks kørende. Hvad driver jer ud i dette projekt?
»Jeg kan godt savne følelsen af at være del af et fællesskab, når jeg skriver for en landsdækkende avis. Jo, vi har et fællesskab på redaktionen. Men avisen er ikke rigtigt forankret i et socialt fællesskab ud over det,« siger Anders Haahr Rasmussen.
»Vi vil gerne være avis for de samtaler, kvarteret har med sig selv, og sørge for, at folk kan lære hinanden at kende gennem avisen. Der bor vel cirka 5.000 mennesker i Rantzausgade med sidegader, og det er både folk på kontanthjælp og nogle med ganske høje indtægter,« siger Anders Haahr Rasmussen.
Hvordan opstod idéen til avisen?
»Et butikslokale i Rantzausgade stod til at blive ledigt. Så opstod tanken, hvad kunne man bruge det til, hvis man rådede over det? Og når nu journalistik er det, vi kan, så opstod idéen om at lave en lokalavis kun for dette lille lokalområde,« siger Anders Haahr Rasmussen.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det da et genialt idé !
Det lyder godt, la os håbe det osse blir det!
En fantastisk ide, håber det kommer til at gå godt for jer, husk fotosiden af journalistikken, skal være tæt.