Den danske freelance fotograf Johan Spanners fængsling i Irak viser, hvor udsatte freelancere og stringere er under en krig. Ifølge international vejledning har arbejdsgivere et ansvar for, at frie fugle ikke ofrer livet for et scoop.
Uden en livsforsikring og uden viden fra et sikkerhedskursus, men dog med erfaring fra sin tid som soldat på Balkan, arbejdede freelance fotograf Johan Spanner i Irak. Jyllands-Posten, der bragte Johan Spanners billeder, har et medansvar for den danske fotografs færden.
Det mener Lars Lindskov, der er pressefotografernes formand, og Søren Wormslev, den danske repræsentant i Det internationale Journalistforbunds, IFJs, bestyrelse.
"Det er uansvarligt at hyre unge mennesker, der ikke er trænet. Det sender et signal til andre om, at det faktisk er muligt at blive verdensberømt, hvis man tager til Bagdad med et kamera i tasken," siger Lars Lindskov.
Det internationale Journalistforbund, IFJ, har udarbejdet en række retningslinjer, der blandt andet siger, at arbejdsgiverne bør tegne en livsforsikring og træne freelancere og stringere i sikkerhed på lige fod med fastansatte. Søren Wormslev mener ikke, at Jyllands-Posten lever op til IFJs retningslinjer.
"Uanset om et medie bruger en fastansat eller en freelancer, så har arbejdsgiveren en forpligtelse til at sikre sig, at vedkommende ikke udsættes for unødig fare. Selv i den nuværende alvorlige situation er der ikke en historie eller et pressefoto, der er et menneskeliv værd," siger Søren Wormslev.
Jyllands-Postens korrespondent Erik Thomle mødte Johan Spanner i Bagdad. En aftale om, at Johan Spanner skulle levere billeder til Jyllands-Posten, kom i stand.
Jørn Mikkelsen, der er chefredaktør på Jyllands-Posten, mener ikke, at medierne har et ansvar for at træne freelancere.
"Vi kan ikke tage ansvaret for alt og alle. Vi træner vore egne folk til krig og kriser. Det har vi også gjort op til Irak-krigen. Johan Spanner valgte selv at rejse til Bagdad uden ordentlig akkreditering. Det har Jyllands-Posten intet med at gøre. Han havde lyst til at fotografere og til at sælge os nogle billeder, og det sagde vi ja til. Længere kan den ikke blive," siger Jørn Mikkelsen.
Til maj åbner Det internationale Journalistforbund et nyt institut, der blandt andet vil organisere sikkerhedstræning for freelancere og stringere og udstyre dem med skudsikre veste og andet sikkerhedsudstyr.
"I den ideelle verden bør arbejdsgiveren per automatik sørge for, at freelancere og stringere ikke lades i stikken sikkerhedsmæssigt, men sådan er det desværre ikke altid i den reelle verden. Derfor er instituttet nødvendigt," siger Søren Wormslev.
Det har ikke været muligt for JOURNALISTEN at komme i kontakt med Johan Spanner og få ham til at vurdere sine egne sikkerhedsforanstaltninger.
Læs også: Kritik af et signalement og Studerende risikerer deres liv
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.