Fagbladet Journalisten har interviewet 15 redaktører. De giver et samlet billede af freelancere som sjuskede. En redaktør dumper ni ud af 10.
Det står rigtigt grelt til med arbejdsevne og talent hos dele af medlemmerne i den største gruppe i Dansk Journalistforbund – freelancerne. Journalisten har interviewet 15 redaktører fra vidt forskellige magasiner og fagblade. Og selv om de understreger, at netop deres faste stab af skrivende freelancere er dygtige, kan de alle fortælle om masser af useriøse salgsforsøg.
»Henvendelserne er dårlige,« smælder Christian W. Larsen, ansvarshavende chefredaktør, Markedsføring.
Det er Andreas Fugl Thøgersen, redaktør på Ud & Se enig i.
»Jeg har to gange modtaget mails med artikelforslag, der begge var forholdsvis detaljerede og gennemarbejdede, og som særligt slog på, at det her lige var noget for "mit magasin" med dets særlige profil. Og begge gange har de to første ord været: "Kære Samvirke",« siger han.
Freelancerne kan læse på mediernes hjemmeside, hvad udgivelsen især interesserer sig for. Men mange gør det ikke.
Søndagsavisen bruger en lille håndfuld faste freelancere, og chefredaktør Søren Krogsgaard får desuden tre-fire henvendelser hver uge.
»Vi er landsdækkende, og selv om vi udkommer i regionaludgaver, skal alt stoffet være nationalt. Jeg kan altså ikke afsætte en hel side til en artikel om, at en rose er vendt tilbage til Danmark.«
Journalisters rejser afføder mange håbefulde forslag. Torben Joconde er redaktør på 3F's blad Chaufføren. Han oplever, at mange freelancere uopfordret sender artikler ind – ofte med fotos.
»Det er ofte rejsebeskrivelser, hvor journalisten måske har været på Cuba og har fotograferet gamle busser. Men efter vi har skåret fire udgivelser væk om året, skal alt stof være relevant for erhvervet. Chaufføren er ikke et hyggeblad.«
Og så er der de freelancere, der er så smarte, at man tror, det er løgn.
»En freelancer solgte os en historie om et badeforhæng,« fortæller Anna-Lise Aaen, idényt.
»Vi modtog et styk badeforhæng til fotografering, en faktura på honoraret plus næsten 1.500 kr. til indkøb af materialer. Men jeg kunne ikke se, at det badeforhæng kostede 1.500 kroner.«
Tre uger senere ringede freelanceren igen.
»Hun bad, om hun måtte hente sit badeforhæng, for "det var jo lavet i de mål, der passede i hendes lejlighed…"«
Læs hele artiklen om de udskældte freelancere i det nyeste nummer af Journalisten eller online lige her.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Frihedens ulidelige lethed
Et uafhængigt fagblad må gerne modarbejde medlemmernes interesser. Derfor er kommunikation en svær størrelse i et forbund, der beskæftiger sig med - kommunikation
Vi diskuterer i øjeblikket, om det er i orden at lave en artikel, der skaber debat ved hjælp af provokerende eksempler fra udvalgte redaktører – eller om det er elendig journalistik at lade en samling dårlige eksempler fremstå som billedet på 2800 freelanceres faglige standard – uden at indhente en kommentar fra den angrebne part.
Journalisten må skrive hvad som helst – redaktionen er ikke underlagt DJ’s ledelse, og DJ kan heller ikke forhindre bladet i at vælge sine metoder. Redaktionen kunne evt. operere med et alsidighedsbegreb, der gælder for indholdet set over tid (apropos den gamle DR-diskussion), og dermed finde det legitimt at bruge en énsidig vinkling i den aktuelle sag.
Nu er det bare sådan, at freelancerne i årevis har været næsten usynlige i Journalisten. Dette har man åbenbart besluttet at råde bod på ved to gange på et halvt år at bringe sensationsprægede artikler med énsidig negativ vinkling. Problemet er bare, at de negative historier om freelancerne heller ikke i bladet som helhed optræder sammen med artikler af en tilsvarende tyngde, der skamroser freelancerne eller blot er balancerede. De findes ikke.
Artiklen læses også uden for andedammen, hvis nogle skulle være i tvivl. De fleste eksterne læsere uden for DJ kigger lidt på budskabet, undrer sig, ryster på hovedet – og lagrer det så på den indre harddisk til evt. senere brug.
Men det, der står tilbage, når røgen har lagt sig, er naturligvis artiklens hovedbudskab – hverken vores interne faglige debat eller diverse sproglige forbehold og nuancer. Ej heller spørgsmålet om ømskindede mimoser eller ej. Nej, DJ’s fagblad skriver ganske enkelt, at medlemmerne i deres største specialgruppe befinder sig på et lavt fagligt niveau.
Fagbladet Journalisten identificeres af omgivelserne med DJ, og hvordan mon arbejdsgivere, politikere og andre vil tolke en melding om at en meget stor gruppe af dens medlemmer simpelthen ikke er gode nok? Opfatter de os som en stærk og slagkraftig fagforening?
Er DJ
· en fagforening, der ”med hurtighed og nærvær er klar til at forsvare medlemmernes interesser enkeltvis eller i grupper”?
· en fagforening, der vil ”sikre medlemmerne bedst mulige løn- og arbejdsvilkår”?
(citater fra DJ’s hjemmeside)
Men Journalisten er ikke DJ. Vi betaler bare.
Og derfor behøver de budskaber, bladet udsender, overhovedet ikke at harmonere med DJ’s målsætninger og kommunikationspolitik. Bare de har et glimt i øjet. I alle 14.287 eksemplarer.
Det er jo rart at vide.
Kære Øjvind,
En, to... flere. Når nu Andreas Fugl Thogersen udtrykkeligt skriver, at han to - 2 - gange har modtaget ideer til Ud & Se, som var adresseret til Samvirke, virker det altså en anelse tendiøst, når du så skriver, at du "burde havde skrevet noget i retning af: Ud & Se har flere gange modtaget henvendelser, der var rettet til et helt andet blad."
To er selvfølgelig flere, men i betragtning af, hvor mange sure freelancere, du har fået på nakken, burde du måske have præciseret, at du burde have skrevet "to gange".
Bortset fra det, så synes jeg faktisk, det er en udmærket artikel, du har skrevet.
Venlig hilsen
Karin Kaas
Et uafhængigt fagblad må gerne modarbejde medlemmernes interesser. Derfor er kommunikation en svær størrelse i et forbund, der beskæftiger sig med - kommunikation
Vi diskuterer i øjeblikket, om det er i orden at lave en artikel, der skaber debat ved hjælp af provokerende eksempler fra udvalgte redaktører – eller om det er elendig journalistik at lade en samling dårlige eksempler fremstå som billedet på 2800 freelanceres faglige standard – uden at indhente en kommentar fra den angrebne part.
Journalisten må skrive hvad som helst – redaktionen er ikke underlagt DJ’s ledelse, og DJ kan heller ikke forhindre bladet i at vælge sine metoder. Redaktionen kunne evt. operere med et alsidighedsbegreb, der gælder for indholdet set over tid (apropos den gamle DR-diskussion), og dermed finde det legitimt at bruge en énsidig vinkling i den aktuelle sag.
Nu er det bare sådan, at freelancerne i årevis har været næsten usynlige i Journalisten. Dette har man åbenbart besluttet at råde bod på ved to gange på et halvt år at bringe sensationsprægede artikler med énsidig negativ vinkling. Problemet er bare, at de negative historier om freelancerne heller ikke i bladet som helhed optræder sammen med artikler af en tilsvarende tyngde, der skamroser freelancerne eller blot er balancerede. De findes ikke.
Artiklen læses også uden for andedammen, hvis nogle skulle være i tvivl. De fleste eksterne læsere uden for DJ kigger lidt på budskabet, undrer sig, ryster på hovedet – og lagrer det så på den indre harddisk til evt. senere brug.
Men det, der står tilbage, når røgen har lagt sig, er naturligvis artiklens hovedbudskab – hverken vores interne faglige debat eller diverse sproglige forbehold og nuancer. Ej heller spørgsmålet om ømskindede mimoser eller ej. Nej, DJ’s fagblad skriver ganske enkelt, at medlemmerne i deres største specialgruppe befinder sig på et lavt fagligt niveau.
Fagbladet Journalisten identificeres af omgivelserne med DJ, og hvordan mon arbejdsgivere, politikere og andre vil tolke en melding om at en meget stor gruppe af dens medlemmer simpelthen ikke er gode nok? Opfatter de os som en stærk og slagkraftig fagforening?
Er DJ
· en fagforening, der ”med hurtighed og nærvær er klar til at forsvare medlemmernes interesser enkeltvis eller i grupper”?
· en fagforening, der vil ”sikre medlemmerne bedst mulige løn- og arbejdsvilkår”?
(citater fra DJ’s hjemmeside)
Men Journalisten er ikke DJ. Vi betaler bare.
Og derfor behøver de budskaber, bladet udsender, overhovedet ikke at harmonere med DJ’s mål og kommunikationspolitik. Bare de har et glimt i øjet. I alle 14.287 eksemplarer.
Det er jo rart at vide.
Hej Andreas
Du har ret: Den klassiske journalistiske overgang: Han er enig ... er her ikke præcis i forhold til forløbet.
Jeg burde havde skrevet noget i retning af: Ud & Se har flere gange modtaget henvendelser, der var rettet til et helt andet blad.
Meningen havde været den samme.
Jeg beklager.
Mange venlige hilsner fra Øjvind
For en god ordens skyld. I ovenstående version af artiklen "Freelancere får spank af redaktører", står der, at jeg er "enig" med Christian W. Larsen i at "henvendelserne (altså fra freelancere) er for dårlige." Det er ikke rigtigt. Det er jeg ikke enig i. Og - ligeså vigtigt - det har jeg aldrig udtalt mig om. Da Journalisten henvendte sig, meddelte jeg, at jeg ikke havde noget overordnet at sige om freelancehenvendelser, og at jeg derfor ikke syntes, det gav mening for mig (eller artiklen) at medvirke. Jeg tilføjede så på en mail et par dage senere, at jeg - ovre i den muntre og mere spøjse afdeling - da godt kunne bidrage med en lille anekdote om de to gange, hvor vi har modtaget ideer fra freelancere på Ud & Se, som var adresseret til Samvirke. Jeg har ikke undervejs erklæret mig enig i andres udsagn. Jeg anede ikke engang, at Christian W. Larsen var blevet interviewet.
Det var bare lige det.
Flere