
»Det er ikke en personlig henvendelse, det er en massehenvendelse. Det er markedsføring af deres firma,« siger Carsten Lorentzen om den mail, han fik fra crowdfundingsitet Peblish Helle-Karin Helstrand
”Kære journalist! Er du interesseret i at skabe journalistik på dine præmisser?”
Sådan lød starten på en mail, som videojournalist Carsten Lorentzen i tirsdags modtog fra sitet Peblish. Peblish er en hjemmeside, hvor journalister kan byde ind med ideer til artikler, de gerne vil lave, samt en pris på, hvad det vil koste at producere artiklen. Herefter kan brugerne af sitet donere penge til projektet, og hvis prisen nås, kan journalisten skrive artiklen. Peblish tager 15 procent af den samlede pris.
Men det var Carsten Lorentzen, der er freelancer, langt fra interesseret i. Han ser nemlig mailen som spam og ulovlig markedsføring sendt til hans mail, som er at finde på siden www.find-freelance.dk
»Jeg er uddannet journalist, men jeg skriver ikke artikler i dag. Jeg laver video. Når jeg får sådan en mail, rammer det lige så meget ved siden af, som hvis jeg fik en mail med tilbud om løbesko, for jeg løber heller ikke,« siger han og tilføjer:
»Det er ikke en personlig henvendelse, det er en massehenvendelse. Det er markedsføring af deres firma.«
Sendt med henblik på at få kunder i butikken
Jan Trzaskowski, som er lektor ved Copenhagen Business School med speciale i markedsføringslov, forklarer, at man ifølge markedsføringsloven ikke må sende elektronisk post med henblik på direkte markedsføring, med mindre der er givet samtykke til det fra modtageren.
»Jeg har svært ved at se, hvordan det skulle være lovligt,« siger han om mailen fra Peblish.
Han forklarer, at spørgsmålet er, hvorvidt det er direkte markedsføring, når Peblish kontakter journalister via find-freelance.dk. Men:
»Det vil jeg umiddelbart vurdere, at det er, fordi det er med henblik på at få kunder i butikken. Det gør ingen forskel, at deres produkt er gratis,« siger han.
Freelancer-Carsten Lorentzen forstår ikke, hvorfor netop han er blevet kontaktet af Peblish med henblik på at skrive artikler hos dem.
»De planker emailadresser og sender ud med spredehagl, uden at gide undersøge, hvad jeg er for en, og hvad jeg laver for noget. Jeg laver også en masse salgsarbejde i min virksomhed, men jeg tjekker da op på mine kunder, inden jeg kontakter dem. Som modtager er det meget rart at man ikke bliver bombarderet med alt muligt ragelse, som ikke er relevant for en. Det er ikke relevant for mig i forhold til det jeg laver.«
Peblish: vi ser det som jobmulighed
Ulrik Sell, som er projektleder hos Peblish forklarer, at de hos Peblish har kontaktet freelancere via siden find-freelancer.dk, fordi de tidligere har fået positive tilkendegivelser fra freelancere, der var glade for at blive kontaktet og gjort opmærksomme på Peblish.
»Vi har set det her som at gøre opmærksom på en jobmulighed for freelancere, ikke som markedsføring,« siger han.
»Hvis der har været en freelancer, der har følt, at det var et produkt, vi ville sælge, så har det ikke været meningen. Vi har fået mange positive tilkendegivelser fra freelancere, der er glade for, at vi har kontaktet dem,« siger Ulrik Sell.
Ulrik Sell oplyser, at han ikke ved, hvor mange freelancere fra siden find-freelancer.dk, der har fået mailen fra Peblish.
Et ønske om at hjælpe journalistikken
Carsten Lorentzen skriver i en mail til både Peblish og Journalisten, at når han optræder på find-freelance.dk er det for at finde kunder – ikke for at få tilbud. Men Peblish ser deres mail lige modsat:
»Meningen med freelance-siden – som vi har forstået det – er jo også, at dem, der har en profil dér, gerne vil kontaktes med jobmuligheder. Så vi beklager selvfølgelig, hvis vi har trådt en freelancer over tæerne, men meningen har været at gøre opmærksom på jobmuligheder – og en platform, der i bund og grund arbejder for at hjælpe freelancere,« siger Ulrik Sell.
En ekspert siger, han har svært ved at se, hvordan det skulle kunne være lovligt. Hvad siger du til det?
»Hvis det ikke er lovligt, så er det selvfølgelig noget, vi beklager, og så skal det ikke gentage sig og vi skulle ikke have gjort det. Det er gjort ud fra et ønske om at hjælpe journalistikken et bedre sted hen – ikke et ønske om at sælge et produkt,« siger Ulrik Sell.
4