Freelancemagasinet Agent lukker

Dansk Journalistforbunds freelancemagasin, Agent, lukker efter en forsøgsperiode på et år. Det vedtog hovedbestyrelsen i dag efter kritik af magasinet fra freelancerne.

Dansk Journalistforbunds freelancemagasin, Agent, lukker efter en forsøgsperiode på et år. Det vedtog hovedbestyrelsen i dag efter kritik af magasinet fra freelancerne.

Ifølge en læserundersøgelse lavet af Kontrabande for DJ var der ikke tilfredshed med bladet i målgruppen.
»Prøveperioden er slut, og det var ikke en succes. Lad os ikke trække pinen ud ved at give det en periode til, så bliver det sværere at lukke,« sagde Morten Bergholt.

DJs hovedbestyrelse vedtog, at forsøgsperioden skulle evalueres, og at der til næste hovedbestyrelsesmøde i december skal ligge et forslag til, hvordan Dansk Journalistforbund så kommer ud med budskaber til freelancerne.
»Jeg har hele tiden syntes, at en million kroner er mange penge, og at vi kunne få en meget mere målrettet indsats på andre måder. Men vi skal fastholde indsatsen for freelancere. Jeg vil gerne have et oplæg til, hvordan vi så servicerer freelancerne i stedet, så det kan komme på næste års budget,« sagde Morten Uhrenholdt.
Blandt de konkrete forslag var en satsning på bedre webkommunikation til og med freelancere.

Målet med freelancemagasinet var, at det skulle være et 'rekrutteringsinstrument', 'et strategisk instrument' for DJ – uden redaktionel uafhængighed – og en 'samlende faktor for freelancere'.
Også blandt freelancere har der været uenighed om, hvorvidt bladet skulle fortsætte efter forsøgsordningen, idet blot halvdelen af udvalget Freelanceforum gik ind for en fortsættelse af bladet.

I Kontrabandes rapport om Magasinet Agent står der, at »det er meget svært at producere et magasin, der for alvor fænger målgruppen«. Og »læsernes loyalitet er ikke overvældende«.
Faktisk har 27 procent slet ikke læst Agent.
»Jeg troede i første omgang, at det var en slags tilbudsavis,« siger en respondent i undersøgelsen.
49 procent af læserne er "enige" eller "meget enige" i, at magasinet rammer relevante problemstillinger. Normalt er 75 procent af læserne af fagblade tilfredse med form og indhold.

Læserundersøgelsen viser, at Magasinet Agent skulle ramme en meget diffus målgruppe. Det eneste, de har til fælles, er medlemskabet af DJ, og at de arbejder freelance – nogle inden for journalistik, andre med kommunikation, web, radio, tv, visuelle løsninger osv.

0 Kommentarer