Freelanceformand stopper helt

Kristian Melgaard stopper som formand for FreelanceGruppen af helbredsmæssige årsager. (Opdateret).

Kristian Melgaard stopper som formand for FreelanceGruppen af helbredsmæssige årsager. (Opdateret).

For nogle uger siden meldte Kristian Melgaard ud, at han ville tage et par måneders orlov fra tjansen som formand for FreelanceGruppen. I dag oplyser han så, at han har valgt at stoppe helt.

»Jeg stopper som formand øjeblikkeligt. Det kan jeg lige så godt, da jeg ikke regner med at vende tilbage efter sommer. Jeg går til en masse helbredstjek nu og skal holde lang ferie, og så har fruen og jeg besluttet, at det var et vink med en vognstang om at sætte tempoet lidt ned« skriver Kristian Melgaard i en mail til Journalisten.dk.

Kristian Melgaard har af helbredsmæssige årsager været nødt til at prioritere i sit liv. Og her har han været nødt til at fravælge det faglige arbejde.

»Jeg skal leve af at være freelancer – ikke af at være formand. Der er mange, der kan og vil tage formandsjobbet over, mens der ikke er andre end mig selv til at drive Melgaard Medie. Så valget var egentligt nemt nok – erkendelsen var sværere at nå frem til – men jeg kan mærke inde i hovedet og i kroppen, at det er den rigtige beslutning,« skriver Kristian Melgaard.

Efter sommerferien vil han fortsætte med at drive sin virksomhed. Forskellen bliver bare, at han ikke skal bruge 2-3 timer dagligt på at varetage formandsposten for den største specialgruppe i Dansk Journalistforbund.

»Næste øvelse bliver så at overbevise mine kunder om, at rygterne "om min død" er vildt overdrevne – at jeg sagtens kan passe mine ting, og at jeg bare har skåret en del af min aktivitet væk.«

Ny formand for FreelanceGruppen er Iben Danielsen, mens Sus Falch er blevet konstitueret som ny næstformand.

Opdateret 11.30 med oplysninger om ny formand og næstformand.

0 Kommentarer