Overrasket over, at Kristian Melgaard og Knud Vilby ser citatet i Thomas Schiermacher Jensens bagsideklumme (Journalisten nummer 10/13) som et angreb på freelanceerhvervet. Personligt fik citatet mig til at grine. Ikke fordi jeg synes, at freelance er en tosset måde at arbejde på. Tværtimod har jeg stor respekt for det.
Jeg grinede, fordi det er rigtigt, hvad Thomas S. Jensen skriver. Som arbejdsløs er det blevet helt normalt at skrive freelance på sit CV, selv om man kun sælger en artikel hvert halve år, eller måske slet ikke sælger nogen. Så når Thomas S. Jensen skriver, at han er ”arbejdsløs. Eller freelancer, som det hedder i journalistik”, så er det ikke en kritik af freelance-erhvervet, men en kritik af de arbejdsløse, der ikke skriver ”ledig” på CV’et. Det er en kritik af deres mentalitet og udnyttelsen af freelance-begrebet.
Det er i hvert fald sådan, jeg læser citatet i hans klumme, og det overrasker mig faktisk, at I som freelancejournalister ikke bakker op om kritikken i stedet for at gå i forsvarsposition.
– Ina Grønvig, snarligt færdiguddannet
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.