Kritikken af Berlingskes planer om at erstatte faste anmeldere med freelancere er nærmest grinagtig, mener freelance-formand Iben Danielsen. »Freelancerne er guld for de danske medier. Det vil de også opdage på Berlingske,« siger hun til Journalisten.dk.
"I journalistikken risikerer freelanceriet at skabe ukritiske og servile historier, som servicerer mere, end de kontrollerer."
Sådan skriver skribent og medlem af lederkollegiet på Politiken i en kommentar i dagens avis. Han mener, Berlingskes planer om at droppe de fastansatte anmeldere og bruge freelancere er skadeligt for avisen.
Men formanden for Dansk Journalistforbunds freelancere, Iben Danielsen, ryster på hovedet af kritikken.
»Jeg har meget svært ved ikke at grine af Bjørn Bredals udtalelser. Freelancerne er guld for den danske mediebranche. Vi giver medierne det lille ekstra, der løfter tingene det sidste trin op. Sådan vil det også blive på Berlingske,« siger Iben Danielsen til Journalisten.dk.
Hun undrer sig dog af en helt anden grund over, at Berlingske har valgt at lægge anmeldelserne ud af huset.
»Det er normalt på kulturfronten, at medier profilerer sig, hvorfor det er vigtigt med faste anmelderprofiler. Derfor er strategien måske lidt mærkelig. Men med det sagt mener jeg ikke, at freelancere vil være en nedgradering af anmeldelserne. Tværtimod. Freelancere vil ikke skabe et servilt produkt, for de skal hele tiden profilere sig i forhold til hinanden og kunderne. Målet vil hele tiden være at lave det bedst mulige produkt. Som fastansat har man måske en tendens til at springe over, hvor gærdet er lavest,« siger Iben Danielsen.
Bjørn Bredal skriver videre i sin kommentar.
"Helt uanset den enkeltes personlige kvaliteter og retskaffenhed gælder den gamle bibelske kendsgerning, at det er svært at tjene mere end én herre. En fastansat journalist, en fastansat kritiker, har ryggen helt fri til at bedrive journalistikken og anmelderiet uden hensyn til andet end faget og det medie, der lønner trygt og godt. En freelancer derimod har ingen tryghed i ansættelsen og må hele tiden tænke på at klare sig; at komme videre; at få en ny aftale. I journalistikken risikerer freelanceriet at skabe ukritiske og servile historier, som servicerer mere, end de kontrollerer.".
Iben Danielsen smågriner lidt.
»Fastansatte journalister tror altid, at freelancerne er ude efter et fast job. På mig virker det som om, at Bjørn Bredal er bange for at miste sit job til en bedre kvalificeret,« siger Iben Danielsen, der i parentes bemærket har været freelancer i 19 år.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.