En konto på 108.000 kroner til indkøb af freelance-artikler plus 30.000 til indkøb af fotos. Det var, hvad FreelanceGruppens bestyrelse ønskede sig for at kunne lave medlemsbladet Frie Nyheder om til et flot magasin, der udover at informere medlemmerne også skulle kunne bruges til at præsentere freelancerne over for potentielle kunder. Det fremgik på gruppens generalforsamling den 7. november.
Bestyrelsen havde dog ikke i sinde at købe stof til de gængse freelance-priser inden for fagbladsområdet, som er 560 kroner i timen for artikler.
»Det ville blive alt for dyrt,« sagde formand Helle Jørgensen. I stedet skulle journalister og fotografer levere stoffet til 236,92 kroner i timen – den takst, de fagligt aktive får for tabt arbejdsfortjeneste, når de bliver kaldt til møder. Dog med det loft, at de højst kan få betaling for 7,4 timer, også selv om et møde varer flere timer.
»Det er forkert at gå i byen og købe til underpris,« sagde Jens Rossen, freelancejournalist i Århus.
Prisen blev dog slet ikke aktuel, idet medlemmerne stemte bestyrelsens forslag ned.
Bestyrelsen argumenterede ellers for, at et flot magasin kunne være med til at sælge FreelanceGruppen bedre. Mette Curdt, tekster i Herlev, sagde, at hun har brug for information om, hvad bestyrelsen foretager sig – og det kan fint blive skrevet på almindeligt papir. Bjarne Mouridsen, freelancer i Odense, ønskede heller ikke et blad, der skulle være både medlemsblad og præsentationsblad. Alene af den grund, at kunderne ikke bør læse over skulderen, når der bliver skrevet om lønstatistik eller om undersøgelser, der viser, at professionelle freelancere er for dyre og for dårlige.
En af de eneste, der var positive, var samtidig en af de yngste i såvel anciennitet som alder, nemlig Kathrine Palsby, freelancejournalist i Hillerød.
»Det er vigtigt med et flot og lækkert blad, men kan vi ikke klare os med en skrabet model og så ved siden af lave et flot, glittet blad til at dele ud? Det handler vel om, hvornår vi skal bruge sutsko, og hvornår det er Gucci-sandaler.«
FreelanceGruppens formand, Helle Jørgensen, kunne ikke skjule sin irritation over deltagernes modvilje:
»Hvem h… gider melde sig ind i en FreelanceGruppe, der har sådan et blad,« sagde hun med henvisning til det nuværende blad og fortsatte:
»Jeg evner måske ikke at overbevise jer om, hvad der står i oplægget, men kan vi ikke se godt ud og afspejle, hvem vi er, så ved jeg ikke, om vi fortsat vedbliver at eksistere.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.