Udsigten er formidabel fra Berlingskes nye restaurant på 7. sal i Pilestræde. Men… 'det så det'. Medarbejderne brokker sig over arbejdsmiljøet i ny undersøgelse, som Journalisten.dk er i besiddelse af. (opdateret)
Kasper Saltos delikate designerstole fra Fritz Hansen står i snor lige rækker i restauranten på øverste etage. "Ice" hedder modellen, som Berlingske har indkøbt i syrlige friske grønne og hvide farver. Og lige som i resten af huset gælder her princippet free seating.
»Man skal komme her tidligt, hvis man vil sikre sig en plads til frokost. Men måske har ledelsen bare taget højde for næste sparerunde,« kommer det halvbittert fra en medarbejder.
Og stort set lige så bittersweet er kommentarerne i en ny intern undersøgelse om arbejdsmiljøet blandt medarbejderne på Business-redaktionen, der også omfatter medarbejdere på Berlingske Nyhedsmagasin, Business.dk, og Erhvervsbladet.
22 har svaret og heraf fremgår det, at stort set alle er direkte generet af både støj, uro og kollegaers telefonsamtaler. 15 svarer, at de ofte er generet mens det for fem personer er af og til.
Eller som medarbejderne selv skriver i kommentarerne til undersøgelsen:
Vi sidder for tæt. Der mangler afskærming ved trappen. Hvorfor lærer man ikke af andres erfaringer – eksempelvis Top Danmark. Vi sidder for tæt og kan lytte med på for meget. Vi er tvunget til at skifte plads – free seating blandt alle.
Andre efterlyser: Mere mobilpli. Og mere forståelse for at folk, der arbejder ved touch down pladser ikke holder pause og ikke sludrer hele tiden, som det hedder i undersøgelsens resultater.
Dertil kommer, at flere lider af både søvnbesvær, nakkespændinger, koncentrationsbesvær og hovedpine.
Konklusionen er da også ganske entydig: Der skal skaffes mere plads mellem de enkelte arbejdspladser, bedre afskærmning med reoler og andet og så skal der være mulighed for lyddæmpning. Dertil kommer, at trappen skal afskærmes og møderum skal indrettes til at kunne arbejde i.
Næste skridt bliver, at husets arkitekt kommer med forslag til at forbedre indretningen i Pilestræde
Enkelte medarbejdere tvivler dog på, at selv de bedste forbedringer vil hjælpe, og peger på, at meget af brokken skyldes mere fundamental utilfredshed.
»Nu kommer der så afskærmning, lyddæmpning og mulighed for i højere grad at kunne bruge møderum til at arbejde i, men jeg tror ikke det vil hjælpe. For generelt er der et dårligt miljø, som skyldes medarbejderflugten fra Business for ikke så lang tid siden. Det præger stadig stemningen. Folk føler sig overset,« siger en medarbejder på redaktionen.
En anden peger på, at havde stemningen været god før flytningen til Pilestræde, så ville man også have båret over med de begyndervanskeligheder, der er ved at flytte til nyt.
»Hvis alt andet havde fungeret godt, så havde flytningen nok ikke skabt så meget brok. Nu er der så kommet ny chef og ny ledelse, og de har ikke haft så lang tid endnu til at ændre det. Hovedproblemet er, at der er skabt en kæmpe brokkekultur, som har været der lige siden fusionen mellem de forskellige erhvervsredaktioner. Og det har ledelsen ikke taget alvorligt. De har i hvert fald ikke forsøgt at få det ændret.«
Det sidste spørgsmål i sprøgeskemaundersøgelsen lyder i øvrigt: Hvor ofte yder du dit bedste under de nye arbejdsforhold? Her svarer kun 2 ud af de 22, at det gør de ofte! 13 siger 'Af og til'. Fire skriver 'Aldrig'. Og resten har slet ikke svaret.
Lisbeth Knudsen har tidligere erklæret til Journalisten.dk, at: Alt er som forventet. Flere medarbejdere har dog så sent som i dag kontaktet Journalistforbundet, fordi de ønsker at komme væk.
Læs også: Revolutionen i Pilestræde.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.