Fredsvalg

Faglig sekretær Fred Jacobsen bliver den nye næstformand i Journalistforbundet. Valget er en sejr for den siddende forbundsledelse. Men det blev en meget snæver sejr, der afslører, at et stort mindretal vil have en klarere profil i Journalistforbundet.

Den fyldte sal holder vejret, da ordstyreren højtideligt bekendtgør udfaldet af kampvalget:

"Resultatet af afstemningen om næstformandsposten er: 163 stemmer til Uffe Gardel." Her holder han en kort pause.
"Og 174 til Fred Jacobsen."

"FEEDT," råber en i næsten samme øjeblik. Andre begynder at pifte, råbe og klappe. Få sekunder efter har stort set alle 367 delegerede rejst sig og klapper taktfast.

Faglig sekretær Fred Jacobsen sidder ved et gæstebord i den ene side af det store konferencelokale på Hotel Nyborg Strand. Ansigtet er ildrødt og foldet i et kæmpe-smil. Han knytter næverne, men bliver siddende tilbagelænet, mens han kigger rundt på de klappende hænder. Sådan sidder han og kigger lidt, inden folk kommer fra alle sider og krammer ham.

Uffe Gardel kigger ned i bordet og puster ud, inden han rejser sig og klapper med.

De rungende klapsalver fra hele salen kunne minde om scenerne efter en meget overbevisende sejr. Men det er i stedet kulminationen på en intens kamp, der har vist to fløje i Journalistforbundet.

Den afgående næstformand, Christian Kierkegaard, kickstartede affæren, da han en uge tidligere fortalte hovedbestyrelsen, at han havde fået nyt job. To kandidater var lynhurtigt klar til at kæmpe om posten, som indebærer fast arbejde i to år på 2. sal i Dansk Journalistforbund.

 

Hver sin retning
Kandidaterne var Fred Jacobsen, 45 år og faglig sekretær i forbundet, og 41-årige Uffe Gardel, der er fællestillidsmand i Det Berlingske Officin og medlem af hovedbestyrelsen i DJ.

Det var et kapløb mellem to stilarter og to forskellige retnin-ger.

Fred var forbundets mand. Han har i fire år arbejdet som faglig sekretær i DJ, og da han stillede op, fik han med det samme opbakning fra formand Mogens Blicher Bjerregård. Den lille sønderjyde er bedst ude på arbejdspladserne, når han har folk foran sig. Han har aldrig været den store taler.

Med Uffe Gardel er det omvendt. Han er en fremragende taler, men absolut ikke forbundets mand. Han mener, at Journalistforbundet mangler en skarpere profil. Han vil have budskaberne skåret ud, så ingen er i tvivl om, hvad DJ mener. Heller ikke arbejdsgiverne, som ifølge Uffe Gardel har fået alt for mange indrømmelser.

Fred stod for kontinuitet. Uffe for en skarpere profil.

Den klare forskel var måske grunden til, at valgstemningen var så intens på årets delegeretmøde.

Aftenen før afstemningen tørnede kandidaterne sammen i et tætpakket auditorium klokken 21. Over 200 mennesker havde rejst sig fra middagsbordene for at høre kandidaterne sælge sig selv. En stor del havde taget rødvinsflaskerne med, og måske var det en del af årsagen til de meget direkte spørgsmål. Først og fremmest Uffe Gardel måtte smage sin egen medicin, de skarpe kommentarer:

"Er det ren populisme, Uffe?"

"Kan du egentlig arbejde sammen med Mogens?"

"Uffe, jeg er imponeret over din evne til at tage de hurtige populistiske synspunkter?"

Men Fred måtte også tage imod spørgsmål uden indpakning:

"Mogens Blicher Bjerregård var også faglig sekretær, da han blev formand. Man kunne få den mistanke, at systemet fodrer sig selv. Eller hvad?"

Debatmødet bragte ikke lys over mange ting – bortset fra, at Fred ved mere om fransk vin end Uffe, mens Uffe, i modsætning til Fred, kan binde en butterfly.

Til gengæld var stemningen i "Højlunds forsamlingshus" høj. Så høj, at en gruppe delegerede i løbet af aftenen skrev under på at få en mere seriøs debat dagen efter. Det indvilgede delegeretmødets to ordstyrere i, og mellem klokken ni og ti på delegeretmødets andendag skulle valgkampens finale stå.

Hovedbestyrelsesmedlemmer, kredsformænd og tillidsmænd gik på scenen for at anbefale deres favorit.

Statistikken på talerstolen viser, at otte delegerede støttede Uffe, og lige så mange støttede Fred. Uffe var på talerstolen fire gange og talte i 10 minutter og 14 sekunder. Fred var også på talerstolen fire gange, men talte i ni minutter og 37 sekunder.

Det kunne ikke være tættere. Spændingen var intakt, og de skråsikre var blevet usikre.

Måske var det derfor, Fred blev siddende så længe i stolen, da han to timer senere fik at vide, at han havde vundet med 11 stemmer.

 

Et klart signal
Mens Fred tager imod knus, stiger Uffe Gardel ned fra podiet, hvor han som medlem af hovedbestyrelsens forretningsudvalg sidder under delegeretmødet. Han fremtvinger et smil og slår ud med armene.

"Jaah," siger han.

Journalistforbundets formand, Mogens Blicher Bjerregård, kommer hen og lykønsker ham med "et flot resultat".

"Tak-tak," siger Uffe Gardel. Han vender sig om og venter på spørgsmålene.

-Får det nogen konsekvenser for dig, at du tabte?

"Nej. Jeg fortsætter som hidtil."

-Hvad gjorde udslaget, tror du?

"Jeg har ingen anelse," siger han og får nogle klap i ryggen. Så begynder han at aflevere forklaringen, som mange, både støtter og modstandere, giver ham ret i.

"Nogle har stemt på Fred. Det har de gjort, fordi de gerne vil fastholde den kurs, som forbundet har nu. Og så er der nogle, som har stemt på Fred, fordi de ikke kan lide mig eller min person. Dem, der har stemt på mig, har foretaget et tilvalg. Jeg tror ikke, at der er mange, som har stemt på mig, fordi de har fravalgt Fred."

-Betyder det, at med Fred som vinder er der færrest utilfredse?

Uffe kigger op et øjeblik.

"Man kan sige, at delegeretmødet har givet et klart signal om, at man gerne vil have en klarere profil. Der var mange, der stemte på mig, fordi de gerne vil have en opstramning af den fagpolitiske kurs."

-Stiller du op til formandsvalget næste år?

"Nu må vi tage en ting ad gangen. Jeg tror ikke, DJ har brug for en 11. april," siger han med henvisning til formandsopgøret mellem Auken og Nyrup.

-Men du kan vel godt stille op, uden at det bliver en 11. april?

"Næppe. Så jeg har svært ved at forestille mig, at jeg stiller op. Det har jeg svært ved."

Uffe Gardel bevæger sig ned mod Fred Jacobsen.

"Tak for en fair kamp," siger de til hinanden. Uffe Gardel siger med et smil, at han har fået opbakning til sin linje, men han er blevet fritaget for arbejdet.

Der er frokost, og Fred står efterhånden alene tilbage.

-Hvordan har du det?

"Jeg er glad. Jeg føler, at jeg har fået stor opbakning. Men der er også klare signaler – Uffe har fået et godt valg," siger han med et åbent a, som afslører hans sønderjyske ophav.

-Hvad afgjorde valget?

"Den bredde, jeg repræsenterer. Det er ikke min performance i valgkampen, kan jeg godt være ærlig og sige. Men sådan er min stil nu," siger Fred Jacobsen.

"Uffe har hentet ind herovre (på delegeretmødet, red.). Det har jeg fornemmet."

-Vil du som næstformand gøre noget for det store mindretal, der stemte på Uffe?

"Det bliver jeg nødt til. Vi må ud og profilere forbundet. Vi må finde ud af, hvordan vi kan arbejde for en stærkere profilering. Det bliver vi nødt til. Jeg vil ikke være en ren kopi af Mogens," lover Fred Jacobsen.

Et kampvalg er forbi. Valget endte med Fred.

 

FAKTA OM FRED
– Journalistforbundets nye næstformand var indtil valget faglig sekretær i Dansk Journalistforbund. Han har siddet på forbundets Århuskontor, hvor han især har taget sig af TV 2 samt koordinering af freelancespørgsmål og tillidsmandskurser.

– Fred Jacobsen, 45 år, er født i Sønderborg. Det prøver han ikke at skjule og har således to gange optrådt som fuldblodssønderjyde ved festlige lejligheder i Journalistforbundet.

– Fred Jacobsen startede i 1976 i mesterlære på det tyske mindretals avis, Der Nordschleswiger. I 1978 kom han til Jydske Tidende og i 1984 til Radio Syd i Åbenrå. Det var her hans fagpolitiske karriere startede, da han blev tillidsmand i 1992. Det faglige arbejde greb ham, og fra 1994-96 og 1997-98 var han i bestyrelsen i journalistgruppen i DR.

– Han nåede også at sidde i DJs hovedbestyrelse, nemlig fra 1997-98, inden han blev faglig sekretær i 1998.

– DJs nye næstformand bor i Århus-forstaden Hinnerup sammen med sin kone, Ulla, og to børn, Sara og Sebastian. Hans store interesse, ud over fagligt arbejde, fransk vin og fodbold.

0 Kommentarer