FREDSMØDER I ÅRHUS

Århus Stiftstidende og Jyllands-Posten taler sammen,og der er klare tegn på afslutning af bladkrigen.
Århus Stiftstidende og Jyllands-Posten taler sammen,og der er klare tegn på afslutning af bladkrigen.

"Jeg kan bekræfte, at der er kontakt mellem de to bladhuse, men forhandlingerne skal føres i fred og ro," konstaterer en kortfattet Otto B. Christensen, nytiltrådt formand for Århus Stiftstidendes bestyrelse.

Han vil ikke fortælle, hvor mange møder de to aviser har holdt, eller hvad der har været på dagsordenen, men han spår dog, at en fredsaftale vil være i hus i løbet af "forholdsvis kort tid".

Otto B. Christensen overtog posten som bestyrelsesformand på Århus Stiftstidende i slutningen af februar, og allerede kort tid efter kom de første tegn på opblødning af fronterne mellem de to aviser.

Den 4. marts gav Otto B. Christensen et halv-sides interview til – hold godt fast: JP Århus. At han trådte frem i rivalens spalter betegnes i begge bladhuse som en klar tilkendegivelse af vilje til forhandling.

I interviewet siger Otto B. Christensen blandt andet, at "hvis der skal opnås fredelig sameksistens, skal begge parter formentlig opgive noget", og "jeg føler, der er behov for en lokalavis ved siden af landsavisen."

Næste fredstegn kom også fra Århus Stiftstidende, der i slutningen af marts undlod at anke en dom fra landsretten, som gav Jyllands-Posten medhold i, at avisen godt må sende EjendomsAvisen og ShoppingAvisen på gaden trods en gammel aftale med stiften.

"Vi har besluttet ikke at anke dommen, fordi vi ikke ønsker at forstærke konflikten mellem de to virksomheder," sagde stiftstidendes administrerende direktør Ulrik Merrild i den forbindelse til Ritzau.

Stadig i kampform

Trods fredssignalerne i Jylland fører JP sig stadig aggressivt frem på Fyn, hvor den delvist JP-ejede EjendomsAvisen er godt på vej til at sluge hovedparten af de lukrative ejendomsannoncer fra Fyens Stiftstidende.

Kilder i dansk presse vurderer da også, at Jyllands-Postens ledelse ikke forhandler fred med Århus Stiftstidende af lyst. Men hvis regnskabstallene er blevet for røde, kan den jyske landsavis blive tvunget til at slutte fred.

Den situation har Århus Stiftstidende længe været i. Avisen tabte sidste år en femtedel af sit oplag, og avisen har for nylig solgt sine bygninger i Randers og Århus for derefter at lease dem igen. Manøvren blev gennemført, fordi avisen manglede likviditet. Men den nye bestyrelsesformand er ikke bekymret for stiftstidendes fremtid.

"Det er en helt naturlig ting at gøre i erhvervslivet. Den danske Bank har for eksempel gjort det samme," siger Otto B. Christensen.

0 Kommentarer