Fredløs i faget

 

 
En journalist ved Fyens Stiftstidende har modtaget varer, han ikke har bestilt, trusler på livet og e-mails med beskyldninger om pædofili. I måneder har politiet forholdt sig afventende. Men efter direkte klage til politi og justitsminister har politiet besluttet at tage sagen op.

Efter mere end halvandet års chikanerier er det netop lykkedes for den fynske stiftstidende-journalist Tom Brehm at få Nyborg Politi til at undersøge den vedvarende chikane. Forud har han blandt andet skrevet et klagebrev til justitsministeren. Dette indeholder en udtrykt forventning om, at politiet bør passe lidt bedre på journalister end på den almene borger.

Tom Brehm fik for halvandet år siden en signalraket bragt til sprængning ved sin hoveddør. For et par måneder siden startede så opkald i telefonen med trusler mod både ham selv og hans børn. Truslerne gik blandt andet på, at de ikke skulle vide sig sikre i byen, og at vedkommende nok skulle få fat i ham. Sammenfaldende med telefonopkaldene begyndte han at modtage e-mails med anklager om pædofili.

"Jeg synes efterhånden, der er overgået mig så mange ting, at det tegner et mønster. Derfor kan jeg med min bedste vilje ikke forstå, hvorfor politiet ikke har villet røre ved sagen. Men nu er jeg fuld af forhåbning igen," siger Tom Brehm.
Tidligere har Tom Brehm fået at vide, at anonyme, ærekrænkende mails og postkort, der mere end antyder, at han er pædofil, hører ind under injurielovgivningen og dermed er et privat søgsmål.

"Men det er pokkermig svært at anlægge et civilt søgsmål, når politiet ikke vil hjælpe med at finde den anonyme afsender."

Nu vurderer politiet i Nyborg, at antallet af henvendelser til Tom Brehm antyder, at der alligevel er tale om et strafbart forhold, og de går derfor ind i sagen.

Ifølge jurist og underviser ved Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, er der intet forkert i, at lade injurierende udsagn tilfalde et privat søgsmål. Til gengæld bør der ikke være nogen som helst tvivl om, at dødstrusler skal tages meget alvorligt:

"Telefoniske opkald eller verbale tilsagn om trusler på livet er så alvorlige, at det er helt elementært, at politiet skal undersøge sagen grundigt. Faktisk er det så elementært, at det ikke engang er nedfældet nogen steder," siger Oluf Jørgensen og fortsætter:

"Det er jo derfor, vi overhovedet har et politi."

Men hos Nyborg Politi forklarer politimester Henrik Andersen, at man i en periode har forholdt sig afventende i sagen:

"Vi efterforsker rent faktisk alle de sager, vi modtager anmeldelser om, hvis det falder ind under os. Men det gør ærekrænkelser normalt ikke. Ikke før nu, hvor der tegner sig et mønster af personforfølgelse. Vi håber naturligvis, at vi kan finde vedkommende og give ham eller hende et polititilhold, som er strafbart at overtræde."

Læs også: Ekstra politi til journalister

 

0 Kommentarer