Michael Klint ryster på hovedet.

”Over 60,” siger han så og læner sig tilbage i stolen. Hviler hovedet på den ene hånd.

”Måske … en 63-64 stykker.”

Vi sidder i nogle bløde stole i DR Byens Indre Gade, og jeg har spurgt den 59-årige mand, hvor mange tv-dokumentarer han står bag.

Du har simpelthen ikke tal på dem?

”Næ, det har jeg sgu ikke. Jeg har i hvert fald ikke talt efter, men der må være flere end 60.”

Han holder en kort pause, som om noget går op for ham.

”Jeg plejer at sige, at hvis du laver 10 dokumentarfilm, så vil der være to, der bliver supergode, og to, hvor du tænker: ’Arh, okay, det var måske ikke det værd’. Og så er der en helt masse derimellem. Og det er jo en af forklaringerne på, at jeg har kunnet få de priser: Jeg har produceret meget. Jo mere man laver, jo heldigere bliver man – for jo større chance er der for, at man rammer noget rigtigt.”

Michael Klint har i dén grad ramt noget rigtigt. Siden han i 1987 begyndte at lave dokumentarfilm, har han modtaget og været nomineret til uoverskueligt mange tv- og journalistpriser, og han er Danmarkshistoriens hidtil eneste tredobbelte modtager af Cavlingprisen.

Jeg møder ham på hans arbejdsplads, DR, hvor han tager imod i receptionen. Han er iført grå T-shirt, en lidt krøllet skjorte og cowboybukser.

”Det er selvfølgelig dejligt med priserne, men journalistik er ikke kunst. Det er en kombination af håndværk, systematisk hårdt arbejde og en lille smule held. Og nogle gange giver det pote. Men dybest set handler det om at være nysgerrig og om at have en trang til at belyse et emne eller en sag.” [quote:0]

Drømte om at blive pilot

Egentlig skulle Michael Klint slet ikke have været journalist. Han blev født en decemberdag i 1958 på den eksklusive adresse Bredgade 70 i København mellem Amalien­borg og Kastellet, hvor der dengang lå en fødeklinik, men voksede op på Amager og især Nørrebro, som familien flyttede til, da han var fem.

Han var barn af stenbroen og ”ikke så god til at gå i skole”, som han siger, så han blev kastet rundt mellem forskellige folkeskoler på Indre Nørrebro.

Sådan en knægt skulle ikke have en længere uddannelse, det regnede man ikke med. Han kunne godt lide praktiske fag som håndarbejde, sløjd og gymnastik, men så snart han skulle lære remser og tyske gloser, mistede han modet. Der var heller ingen akademikere i familien, og søsteren kom i lære som kontorelev, broren i SAS.

Michael drømte om at blive pilot, så han insisterede på at skulle i gymnasiet. Godt nok kunne han hverken stave eller regne, men han kunne regne den ud, og han var dygtig til at snakke sig ud af det meste.

I gymnasiet indså han hurtigt, at niveauet på de skoler, han havde gået på, var lavt. Hans karakterer var håbløse, men med en drøm i baghovedet om at styre flyvemaskiner hen over kontinenterne kæmpede han sig igennem. Han gik til en masse test, og en dag skulle han have tjekket sin evne til at udligne tryk. Som jagerpilot er det vigtigt at kunne gøre hurtigt, ellers risikerer man at besvime i cockpittet.

Men en nedslående besked ramte ham til prøven.

”En eller anden idiot af en læge ude på Amager havde på et tidspunkt taget mine mandler og var kommet til at skære for meget ud, så han havde beskadiget det, der hedder det eustakiske rør, som forbinder mellemøre og mundhule. Og så har man svært ved at udligne tryk. Så jeg duede ikke,” husker han.

”Jeg var 18 år og tænkte: ’Okay, hvad skal jeg så med det her liv?’”

Han tænkte, at Journalisthøjskolen var garant for jobsikkerhed

Forvirret stod den unge Michael Klint tilbage uden nogen håndfaste drømme. Han følte sig ”ret kreativ” og var god til at tegne, så efter gymnasiet søgte han ind på Arkitektskolen, som dengang lå på Charlottenborg i København. Det føltes oplagt. Men det var en hippieagtig tid, hvor de tegnede og tegnede uden at lære håndværket, og efter et halvt års tid tabte han interessen.

Det med billeder fangede ham dog, og han udviklede en ny drøm: Filminstruktør. Så han søgte ind på Filmvidenskab på Københavns Universitet. Det eneste problem var bare, at man ikke kunne få noget job som cand.mag. i filmvidenskab – ud over at blive lærer i filmvidenskab, så man kunne undervise andre, der ikke kunne få et job.

’Jobsikkerhed burde Journalisthøjskolen være garant for,’ tænkte han, og der kunne han jo også arbejde med levende billeder. Så da det gik op for ham, at der var en optagelsesprøve, gik han systematisk til den. Der var tre opgaver, og en af dem var at skrive en filmanmeldelse.

På instituttet var der en biograf, hvor han efter undervisningen sad og så gamle film, som han skrev anmeldelser af og efterfølgende sammenlignede med de ”rigtige” avisanmeldelser, som var arkiveret på instituttets bibliotek.

”Det var ekstremt systematisk. På den måde kunne jeg sammenligne det, jeg havde skrevet, med det, en eller anden anmelder havde skrevet. Det lærte mig meget om, hvordan man vinkler en historie. Hvordan finder du frem til det afgørende?”

Duede ikke til at lave nyheder

Michael Klint kom ind i andet forsøg – på et tidspunkt, hvor skolen netop havde oprettet en tv-linje. Det var stadig de levende billeder, der trak, selv om han – når alt kom til alt – nok aldrig helt troede på drømmen om at blive filminstruktør.

”Det var sådan noget … Det var lidt svævende. Jeg troede nok ikke, jeg ville være dygtig nok. Tv-journalistik var mere håndværksmæssigt, det kunne jeg nok klare.”

Hvorfor tænkte du sådan?

”Filminstruktører skaber noget selv. Det var jeg usikker på, om jeg kunne. Jeg tænkte, at det var lettere bare at tage virkeligheden og kalkere den; grave sig ned i den og finde interessante dele af den at vise frem.”

[quote:2]

På Journalisthøjskolen oplevede han sine medstuderende som dygtige og enormt hurtige til at arbejde, og han fandt hurtigt ud af, at han ikke duede til at lave nyheder.

”Det gør jeg stadig ikke. Jeg er nødt til at sidde og tænke mere over tingene og have tid til at formulere mig.”

Michael Klint taler og tænker hurtigt, ordene falder som salver fra et maskin­gevær, men det virker alligevel overbevisende, når han siger, at han var langsom. Og at langsomheden gik ham på. Da han kom i praktik, følte han, at han var nødt til at arbejde hele tiden – bogstavelig talt dag og nat – for at undgå at skulle begynde helt fra scratch om morgenen.

”Men det var det hele værd. Jeg kunne mærke, at jeg blev dygtigere for hver dag, der gik.”

Har altid været styret af et moralsk kompas

Efter praktiktiden på Dagbladet i Ringsted og Ekstra Bladet, et par måneders arbejdsløshed og en kort karriere i DSB’s kommunikationsafdeling kom drømmen om at skabe film tættere på. Han begyndte at lave dokumentarfilm på Jydske TV og Nordisk Film.

”Da knoklede jeg virkelig. Hvis jeg i dag laver to film om året, var det dengang fire­- fem stykker. Vi arbejdede hele tiden. Jeg havde ikke nogen kæreste på det tidspunkt, det kunne ikke lade sig gøre. Det var fra tidlig morgen til om aftenen og så igen dagen efter, også i weekenden. Og jeg elskede det.”

I drengebøger som serien om Jan er det gode og det onde skarpt tegnet op, og det gode er ofte repræsenteret ved en dreng eller en Tintin-agtig ung mand, der kommer det gode til undsætning og bringer orden i kaosset. Ofte med en god portion indignation i bagagen. 

De bøger slugte Michael Klint som barn og associerede sig med heltene.

”Jeg har altid været styret af et moralsk kompas, som tilsiger mig, at noget er rigtigt, og noget andet er forkert. Hvis noget er forkert, tænker jeg: ’Ej, nu stopper I, dét skal I rette op på’. Den harme udvikler sig tit til et: ’Nu skal vi fandeme have skovlen under dem, der gør noget forkert’.”

Det gælder om at sidde med trumfen

I dag er det mere end 30 år siden, han begyndte at lave undersøgende journalistik og lavede sin første dokumentarfilm. Han har altid sammenlignet det med et kortspil:

”Du skal skaffe dig de trumfer på hånden, hvor de andre, når du spiller dem ud, er nødt til at sige: ’Okay, det kan vi godt se: Vi har et problem’. Det elsker jeg. Det handler ikke så meget om at komme først, eller at det skal være tungt. Det handler om at få adgang til noget, hvor jeg tænker: ’Okay, nu ved jeg mere, end de andre spillere gør’. Det giver en magt og en indflydelse, jeg normalt aldrig ville komme i nærheden af. Det fascinerer mig helt vildt.”

I forbindelse med dokumentaren ’I skattely’ mødte Michael Klint og hans kollega op på advokatkontoret Bech-Bruun på Langelinje i København. Her sad 12 mand klar: En direktør, et par spindoktorer og de berørte advokater. Umiddelbart en intimiderende flok, men Michael Klint vidste, at han havde en trumf på hånden, og da han og hans kollega lagde dokumentationen frem, kunne han se nederlaget i deres øjne.

”Du sidder med en magt, som gør, at det lige pludselig er dig, der er den store. Det kan jeg godt lide.”

30 år med undersøgende journalistik har også påvirket ham som person. Ikke at han har mistet en grundlæggende tillid til mennesker, men som han siger: ”Det giver bagslag nogle gange.”

Han forklarer, at hans datter i øjeblikket leder efter en lejlighed, og at hun forleden havde fundet en, hvor udlejeren gerne ville have, at hun skulle betale en del af depositummet. Det lød mystisk, mente Michael Klint, og da han fandt ud af, at hans datter havde fundet udlejeren via Facebook, var han sikker på, at det var humbug.

”Hver gang man kommer ind i et eller andet forløb, tænker man: ’Det er nok noget svindel’. Sommetider ser jeg også konspirationer, hvor de ikke er. Men det er jo netop det, der driver værket. Nogle gange viser det sig, at der er en helt naturlig forklaring, men jeg er god til at snuse sager op, som er mystiske.”

Fra notespalte til statsministerdeltagelse 

I 1996 modtog Michael Klint den fineste hæder, en journalist herhjemme kan få, da han sammen med Henrik Grunnet kunne tage imod den 2,2 kilo tunge afstøbning af den legendariske Politiken-redaktør Henrik Cavling.

At de havde vundet, blev nævnt i Journalisten, og der var et kort Ritzau-telegram i Politikens notespalte på side 2 med overskriften ’Kritisk tv belønnet’.

[quote:1]

Det stod i en spalte med syv andre telegrammer. Tre af dem handlede om, at ”et stigende antal bilister bruger rastepladser i Sønderjyllands Amt som losseplads for husholdningsarbejde”, at ”de danske soldater på fredsskabende mission i Bosnien-Hercegovina oplever den værste vinter i mange år”, og at ”en virusinfektion som følge af forurenet vand fortsat er den mest sandsynlige forklaring på de flere hundrede sygdomstilfælde, der siden nytår har ramt danskere, der har spist importerede østers fra Holland”.

Radioavisen havde ingen indslag, der var ikke nogen, der sendte live fra uddelingen, der var ingen ministre til stede, ingen hilsner fra nær og fjern.

Da han modtog prisen i 2005, havde Politiken sendt en reporter til Journalisternes Hus, som skrev en reportage med overskriften ’Uglerne i mosen og en statsminister i løvens hule’, som avisen bragte sammen med et stort billede af prismodtagerne. Og af statsminister Anders Fogh Rasmussen, som Politikens reporter kunne fortælle også var dukket op til prisuddelingen. Det var noget nyt.

Tredje gang han modtog prisen – i 2013 – blev der sendt live på TV 2 News, og nyhedsredaktionerne udsendte breaking-sms’er, om at DR’s journalister Michael Klint, Jeppe Gaardboe, Frederik Brun Madsen, Søren Kristensen og Steen Jensen havde vundet.

Journalister er dårlige til at indrømme fejl

”Prøv at høre,” siger Michael Klint i dag.

”Det fylder mere nu end for 20 år siden, og det skyldes én ting: De sociale medier. Vi journalister elsker jo at sladre om alt, vi elsker at kunne sidde og sige: ’Den og den har lavet noget lort’. Men det virker også den anden vej. Og det bliver spredt meget mere end før.”

Hvordan har du det med at være den eneste, der har modtaget prisen tre gange?

”Jeg er da vildt stolt. Det er mit claim to fame. Nu skal jeg for alt i verden ikke lave et eller andet elendigt lort, så jeg bliver husket for det – måske skulle jeg i virkeligheden hellere gå på pension nu,” siger han og griner.

”Men det er da tankevækkende, at der er så mange priser i vores branche. Vi er simpelthen så glade for os selv. Hvor mange priser giver sygeplejersker for eksempel lige til hinanden?”

Hvorfor tror du, det er sådan?

”Vores selvforståelse er, at vi er superdygtige og supervigtige. Hvis man ser ’Presselogen’, ved man, at vi også er utrolig dårlige til at anerkende, at vi laver fejl. Når vi har haft skyld i noget, lægger vi os nødigt ned. Og spørger du de fleste folk, er journalistik et negativt fag. Hvorfor skal vi gå efter den og den, hvorfor skal han nu hænges ud? Jeg tror, vi bygger os op til mere, end vi er. Journalistik er et håndværk. Mellem de der to gode historier og de to, der ikke helt rammer, er der jo en masse rugbrød. Du er en håndværker, der laver et stykke arbejde.”

Gæster ved sjældent, hvad en Cavling er

Hjemme hos Michael Klint står de tre bronzestatuetter side om side i reolen i stuen. Godt 6,5 kilo tung billedhuggerkunst. Hans hustru er også journalist – og endda ansat som chef i DR – så hun forstår godt, hvorfor de skal stå fremme.

Men oftest, når der er nye gæster i huset, som ser statuetterne, så spørger de: ”Hvad er det for nogle?” Og når Michael Klint så forklarer, at det da er Cavlingprisen, og at det er en fin pris for journalistik, tager de sjældent videre notits af det. ”Spændende,” siger de høfligt.

På den gade på Indre Østerbro i København, hvor han bor med sin hustru og deres tre døtre, bor der også en Oscar-vindende filmfotograf.

Til den årlige vejfest, når Michael Klint står og taler med naboerne fra området, er der ingen, der aner, at han har modtaget Cavlingprisen. Men alle ved, hvem Anthony Dod Mantle er, og at han bor nede i nummer 48. For han har fået en amerikansk Oscar. 

Det er noget helt andet. Der er forskel.

Presset på undersøgende journalister bliver større

Da Michael Klint modtog sin seneste Cavlingpris for ’I skattely’, fortalte han i et interview til Journalisten, at han og holdet bag havde været udsat for et mere massivt pres, end han før havde oplevet. DR modtog i forbindelse med projektet flere hundrede sider med klager og telefonopkald fra de kritiserede banker, revisionsfirmaer og advokatbureauer.

”Der er kommet en hårdere og mere professionel tilgang, og vi er blevet udsat for større pres, end jeg kan huske fra tidligere,” sagde han.

[quote:3]

På de fire år, der er gået siden da, er problemet med modspin og pres kun blevet større, siger han.

”Vores modstandere går længere, og vi oplever flere og flere benspænd. I gamle dage kunne man bare gå ud og lave et billede af en bygning. Nu er man nødt til at ringe og sige: ’Vi kommer lige og laver et billede af din bygning’. Altså, come on! Tidligere kunne man indsamle en masse dokumentation, og først når man skulle sende det ud, sagde man: ’Okay, er det der nu rimeligt, har vi nu tjek på det hele?’ Nu begynder det allerede på første redaktionsmøde: ’Kan vi overhovedet få lov til at lave skjult kamera?’” siger han og tilføjer, at skjult kamera selvfølgelig ikke skal bruges efter behag, men at det i dag er et værktøj, der nærmest er bandlyst. I hvert fald hos DR.

”Og hvis du undersøger et ministerium eller et tungt firma, vil de ikke engang stille op.”

Der ansættes hele tiden flere til at lave modspin, og virksomheder har lettere ved på egen hånd at komme til orde end før. Det gør, mener Michael Klint, at mediehusene har tendens til at blive ekstra forsigtige. Der opstår en ”Djøf-agtig” tankegang om, at afsløringen nærmest skal være på plads, inden journalisterne må dykke ned i stoffet.

”Her i huset er det jurister, der sidder og styrer toppen,” siger han og peger op i glasloftet for at indikere DR’s øverste cheflag, som holder til på bygningens øvre etager.

”Det er et demokratisk problem, at det ikke er publicister. Folk, som vil noget med deres engagement, og som ikke er der for at administrere, men for at gøre en forskel. I gamle dage sad der chefredaktører rundt omkring og sagde: ’Nu laver vi en kampagne, nu slår vi til den’. Det var befriende, at nogle satte i gang oppefra. Det savner jeg generelt i branchen i dag.”

Det er nemt at drukne i det store hav af historier

Samtidig med at den undersøgende journalistik er presset af spin og dårlig ledelse, mener Michael Klint, at kvalitetsniveauet er højere end nogensinde. Det paradoks skyldes i høj grad internettet og de teknologiske muligheder, som også gør, at alle kan publicere hele tiden og skabe større opmærksomhed om et projekt end tidligere.

Men det er også en udfordring:

”Når du har lavet en undseelig rugbrødshistorie, risikerer den at drukne i det store hav derude. Bare i den her uge er der på DR blevet sendt en lille håndfuld dokumentarer, som man jo ikke nåede at se, fordi der var 30 andre ting, man også skulle holde øje med. Så hvis din historie ikke får rigtig meget omtale, drukner den.”

Han knipser.

”Men,” siger han og lyser op, ”når du har lavet noget, der er rigtig godt, så får du også rigtig meget credit.”