Den tidligere næstformand i Dansk Journalistforbund Fred Jacobsen begynder mandag som chefredaktør for lokalavisen Budstikken. Læs stort interview.
Ved delegeretmødet i april mistede Fred Jacobsen posten som næstformand i DJ til Lars Werge. Nu skal han være den øverste redaktionelle chef for lokalavisen Budstikken, der udkommer i området mellem Vejle og Esbjerg i nord og grænsen i syd.
For Fred Jacobsen er det på mange måder et stort ønske, der er gået i opfyldelse.
»Jeg glæder mig helt vildt og er superglad for det. Nu har jeg gået på græs siden april, og det er hårdt arbejde at være på jobmarkedet,« siger han.
Fred Jacobsen bliver en af tre chefredaktører på Politikens Lokalaviser. Han begyndte forhandlingerne om jobbet midt i juni, og kontrakten blev underskrevet i slutningen af juni.
Fred Jacobsen har som DJ-næstformand taget en master i redaktionel ledelse. Men udfordringen som jobsøgende har været, at potentielle arbejdsgivere ikke nødvendigvis vidste, hvilke kompetencer han kunne bidrage med, fortæller han.
»De kendte mig måske som samarbejdspartner eller forhandler. Men de har ikke anet en dyt om, hvad jeg kunne bidrage med journalistisk og ledelsesmæssigt. Derfor har jeg været meget opsøgende og brugt det netværk, jeg har opbygget gennem årene,« siger Fred Jacobsen, der er glad for at begynde efter fire måneders ledighed.
»I perioder har det været svært, men jeg synes, jeg har været heldig og dygtig,« siger Fred Jacobsen.
Jobbet var ikke slået op, men han fik det gennem "nogle der kendte nogle".
På grund af jobskiftet melder Fred Jacobsen, næstformand gennem ni år, sig også helt ud af Dansk Journalistforbund.
»Men det rører mig ikke, at jeg ikke skal være medlem længere. Det er jo professionelt – og nødvendigt.«
Hvilke fordele tror du, din tid i DJ giver dig, når du skal forhandle løn og kontrakter?
»Det er ikke afklaret endnu, om jeg skal forhandle. Men hvis det bliver aktuelt, kan det sagtens være en fordel, hvis jeg angriber det professionelt. Jeg kan se, hvilke fordele der er for os, og hvilke der er for DJ. Det er en af mine styrker,« siger Fred Jacobsen og peger på, at andre før ham "har skiftet side".
Budstikken kommer i 12 udgaver i udgivelsesområdet. En af de første opgaver for Fred Jacobsen bliver at integrere journalistikken i Politikens Lokalavisers hjemmeside, Lokalavisen.dk.
»Når man går ind på Budstikken.com, ligger historierne som PDF. Dermed er de modsat artikler fra Politikens Lokalaviser fra resten af landet ikke en del af nyhedsstrømmen,« siger Fred Jacobsen.
Politiken overtog Budstikken i maj 2011 og er med et samlet oplag på i alt 357.000 ugentlige eksemplarer en af de største aktører på det danske ugeavismarked.
Selv om Budstikken udgives i det sydjyske, bliver Fred Jacobsen boende i Solrød syd for København. Politikens Lokalaviser har nemlig hovedsæde i Birkerød.
»Tiden må så vise, om næsen igen permanent skal vendes mod vest.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.