Det kampvalg, der var udsigt til om pladsen som næstformand i Dansk Journalistforbund, er aflyst. Efter Lars Werge pludselig meldte sit kandidatur til posten, har Fred Jacobsen valgt at trække sig.
"Til jeres orientering har jeg efter grundige overvejelser besluttet ikke at deltage i et kampvalg om næstformandsposten i DJ," skriver Fred Jacobsen, nuværende næstformand i Dansk Journalistforbund, i en meddelelse til DJ.
Han fortsætter:
"Som mange af jer sikkert har hørt og læst, har Lars Werge, Ekstra Bladet og hovedbestyrelsen, i går besluttet at stille op mod mig. (…) Det er min vurdering, at opbakningen til Lars er større end til mig. Derfor beslutningen, som har været svær, fordi jeg jo holder så uendeligt meget af DJ."
Selv om Fred Jacobsen understreger, at det bliver hårdt at sige farvel efter ni år i DJ, sender han positive ord mod Lars Werge.
"Jeg er sikker på, at Lars bliver en god næstformand. Der er ikke mange sager, hvor jeg er grundlæggende uenig med ham."
2