Var det et 'nej' til den forkerte øl, der kostede Fred Jacobsen næstformandsposten i Dansk Journalistforbund? Noget tyder på det, når man nærstuderer det forløb, der førte til Lars Werges kandidatur.
Så sent som ved hovedbestyrelsesmødet den 6. april – få dage før delegeretmødet – var der ingen optræk til kampvalg eller større politiske udskiftninger i DJ's top.
Men det ændrede sig i løbet af få timer, hvor to hovedbestyrelsesmedlemmer – Lars Werge og Didde Elnif – render ind i hinanden på Gammel Strand og beslutter at tage en øl på Cafe Diamanten. Lidt efter får de selskab af HB-medlemmerne Lars Lindskov og Peter Thornvig, og i aftenens løb opstår ideen om Werges opstillen til næstformandsposten. Lindskov vil gerne have Werge ind i den helt centrale ledelse, og på sigt også ind i formandskabet.
»Hvorfor ikke nu?« lyder det overraskende fra Werge, og derfra bliver snakken meget konkret.
»Jeg bliver trigget af, at Lars Werge har modet. Han tænder selv lyset, og han ved, at han er ude af hovedbestyrelsen, hvis han taber,« fortæller Peter Thornvig.
Forløbets tilfældighed understreges af, at Fred Jacobsen på et tidligt tidspunkt selv kommer forbi Cafe Diamanten, hvor de fire HB-medlemmer inviterer ham til at sætte sig ned og få en øl med, men han afslår, da han er træt efter mødet og i øvrigt ikke ved, hvad der snakkes om ved cafebordet.
Efterfølgende har blandt andet Berlingske-journalisten Uffe Gardel, der selv for 10 år siden var i næstformandsopgør med Fred Jacobsen, kritiseret den måde, Werges kandidatur kom i stand på.
"Lige så glad jeg er for, at Lars Werge bliver vores nye næstformand, lige så ked er jeg over den måde, han bliver det på. (…) DJ har ingen gavn af, at fagpolitik bliver noget, de store drenge ordner i baglokalet," skriver Uffe Gardel i et senere indlæg på Journalisten.dk.
Gardel henviser selv til sit eget kampvalg mod Fred Jacobsen, hvor begge parter i god tid fremlagde deres politik, som medlemmerne så kunne tage stilling til.
Lars Lindskov erkender, at forløbet ikke var optimalt.
»Jeg mener ikke, det er et kup. Men jeg havde gerne set, at forløbet havde været mere langvarigt. Ved hovedbestyrelsesmødets afslutning var der ikke noget på vej, der kunne vælte Fred,« siger Lars Lindskov.
Fred Jacobsen kunne personligt også godt have tænkt sig at have fået meldingen før.
»Hvis jeg havde fået det at vide på hovedbestyrelsens møde, så kunne Lars og jeg have lavet en aftale, hvor jeg kunne trække mig uden kampvalg,« siger han.
Didde Elnif forstår godt, hvis nogen vil bruge begrebet 'unfair'.
»Men det er gamet. Det er det, Fred får sin gode løn for. Han ved, at vinden kan vende. Men jeg ville da også selv føle det unfair,« siger hun.
Læs om hele forløbet i artiklen Diamant-kuppet i Journalisten nr. 7, som udkommer i denne uge.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Godt Kurt, Werge fulgte reglerne - så er den ikke længere.
Hvis man ikke synes om reglerne, skal regler bare laves om. Og det har vi delegeretmødet til.
Så den journalistiske konklusion er i al enkelthed, at Lars selv kuppede og underløb Fred?