»Fravælg omgang med prostituerede.«

To kendte sportsjournalister advarede deres kolleger om sikkerheden under det kommende fodbold-VM i Sydafrika. En journalist blev bange. En rejsearrangør fik en elefant på tværs. Og så kørte debatten. Men hvem har ret?

To kendte sportsjournalister advarede deres kolleger om sikkerheden under det kommende fodbold-VM i Sydafrika. En journalist blev bange. En rejsearrangør fik en elefant på tværs. Og så kørte debatten. Men hvem har ret?

"UNDLAD AT TAGE UD PÅ EGEN HÅND i egen bil. Sørg for at have to tegnebøger, og opgiv at tage ud til alle de andre kampe. Det er for farligt. Tænk jer godt om. Der er en stor sikkerhedsrisiko i Sydafrika. Derfor bør alle undlade at færdes alene, men holde sig til de officielle transportmidler."

Sådan står UEFA's tidligere mediechef Frits Ahlstrøm citeret for at sige på Danske Sportsjournalisters (DS) hjemmeside efter den årlige generalforsamling.

Formanden for foreningen, Steen Ankerdal, er også citeret:
"Det forlyder, at enkelte af vore kolleger overvejer at leje en bil og køre rundt på egen hånd. Det er alt for farligt."

EFTER DE ADVARSLER ringer en nervøs sportsjournalist til safariarrangøren Holger Jensen i Pretoria. Hans firma står for at servicere Jyllands-Postens og Ritzaus journalister samt enkelte fra Ekstra Bladet under VM.

»Jeg kunne gøre det til en fjerdedel af den pris, FIFA kunne,« forklarer Holger Jensen. »Men så får jeg pludselig ængstelige journalister i røret. Passer det, hvad Ankerdal og Ahlstrøm siger, spørger de.«

Han sender en e-mail til Danske Sportsjournalister:
"Hvis danske fodboldfans og -journalister ellers opfører sig fornuftigt og måske fravælger omgang med prostituerede og andre lyssky personer, så er jeg meget sikker på, at de vil opleve Sydafrika som et dejligt rejseland og bagefter vil spørge sig selv, hvad det nu lige var, der blev advaret så kraftigt imod. Vi har på vor hjemmeside referencer fra p.t. 2.282 gæster, som har haft en god oplevelse i Sydafrika."

UVENLIG HILSEN. 2.282 glade turister kan godt tage fejl, mener Steen Ankerdal, som reagerer skarpt på brevet. Turister kan ikke sammenlignes med sportsjournalister på arbejde, forklarer han. Selv har han mere tillid til Frits Ahlstrøm, skriver han til Holger Jensen.

"I øvrigt opfatter jeg det som en udsøgt uforskammethed over for danske sportsjournalister, at du tillader dig at postulere, at det nok skal gå, bare man holder sig fra lyssky personer og prostituerede. Ærlig talt: Hvad bilder du dig ind?
Med uvenlig hilsen – Steen Ankerdal."

Holger Jensen sparker straks Steen Ankerdals mail ud på sin hjemmeside.
»Sådan et svar fortjener et større publikum,« forklarer han.

Og publikum strømmer til. Blandt dem den tidligere formand for DS, Frits Christensen.
"Det er jo en ren Seidenfaden, Steen Ankerdal er ude i," skriver han og minder om, at sportsjournalister overlevede at dække VM under militærdiktaturet i Argentina i 1978 og et stærkt kriminaliseret Mexico i 1986.

"Personligt vil jeg være mere tryg ved at færdes i alle disse eksotiske lande (inklusive Sydafrika), end hvis jeg skulle bevæge mig rundt i det indre København en ganske almindelig aften og blive fanget i et krydsfelt af wild west-skyderier eller blive stukket ihjel, som det skete for en tilfældig italiensk turist."

Politikens Afrika-korrespondent, Jesper Strudsholm, kommer nu ufrivilligt ind i debatten. I en privat mail til Holger Jensen støtter han hans holdninger. Men også denne mail ryger ud på Jensens hjemmeside.
"Ro på," maner sportsjournalisternes næstformand, Anders Kraul. Han forklarer, at dét, som Ankerdal og Ahlstrøm mener, er, at man skal "tænke sig mere om i Sydafrika end i for eksempel Tyskland, Schweiz eller Østrig".

18.148 MENNESKER BLEV MYRDET i Sydafrika fra april 2008 til marts 2009. Det svarer til 50 mord om dagen.
Den statistik har fået en engelsk fabrikant til at markedsføre knivsikre veste til turister, som ønsker at tage til VM. Og flere rejsebureauer tilbyder bevæbnede bodyguards som en del af deres VM-pakke.

»Risikoen for at blive slået ihjel er 38 gange større i Sydafrika end i Danmark, men for turister er Sydafrika forbløffende fredeligt. De fleste mord bliver begået af fattige sydafrikanere mod andre fattige sydafrikanere. Så selvfølgelig kan danske sportsjournalister køre rundt i egen bil til VM,« siger Jesper Strudsholm til Journalisten.

Trods mordstatistikken har ingen – hverken udenlandske eller sydafrikanske – pressefolk mistet livet på arbejde i Sydafrika de seneste 15 år. Og hvis en dansker ellers kan sammenlignes med en englænder, så er der en dobbelt så stor risiko for at dø på en ferie i Tyskland end i Sydafrika ifølge en undersøgelse foretaget af Det Britiske Udlandskontor.

»JEG HAR ALDRIG I MIT LIV set så mange negative artikler om Sydafrika. Men historierne er ikke underbygget med facts. Problemet er vel, at nogle danske journalister, som er vant til at skrive om bolde, nu pludselig skal være en slags udenrigspolitiske eksperter,« siger Holger Jensen.

Den sydafrikanske regering har fået FIFA's godkendelse af dens planer for at sikre spillere, fans og pressen under VM. Alle kræfter er sat ind for at modstå alt fra terror til kidnapninger, hooligans og røvere.
»Det skulle undre mig, om noget gik galt,« siger Holger Jensen.
Tilbage står så kun ét spørgsmål. Hvorfor advarer to af sportens mest kendte journalister om store sikkerhedsproblemer i Sydafrika, hvis de ikke er så store?

»DET ER TYPISK JOURNALISTER,« hvæser Frits Ahlstrøm, da han hører, hvad han er citeret for på Danske Sportsjournalisters hjemmeside.
»Mine udtalelser er taget ud af sammenhængen. Jeg har aldrig sagt, at der er en stor sikkerhedsrisiko i Sydafrika. Det ville jo være at overdramatisere situationen.«

Om sikkerheden i Sydafrika siger Frits Ahlstrøm:
»Der er en kæmpe forskel afhængig af, hvor du er i landet, og om det er dag eller aften. Men generelt mener jeg, at det er FIFA's opgave af udtale sig om dette.«

Formanden for Danske Sportsjournalister vil ikke trække i land.
»Sydafrika er ikke Danmark, og jeg fastholder min ret til at sige til mine medlemmer: "Nu skal I altså tænke jer godt om",« siger Steen Ankerdal, som i øvrigt forklarer sin vrede mail til safariarrangøren således:
»Han indikerede, at vores sportsjournalister har tid til at rende rundt med prostituerede under dækningen af VM. Det reagerede jeg på.«

5 GODE RÅD TIL JOURNALISTER, DER SKAL TIL VM I SYDAFRIKA

1. Tag ikke alene ud for at arbejde i et township. Kør med en guide eller med folk, der er stedkendt.

2. Lej en bil med GPS, hold dørene låst, vinduerne rullet op, og hav politiets telefonnummer på din mobil.

3. Spørg dine sydafrikanske kolleger eller hotelreceptionisten om sikkerhedssituationen i de områder, du ønsker at køre til.

4. Tag ikke imod drikkevarer fra fremmede.

5. Kast dig ikke ud i en diskussion eller et slagsmål, hvis en røver truer dig med en pistol eller kniv. Kig ned og giv, hvad du bliver bedt om.

1 Kommentar

Thomas Kristensen
15. JUNI 2010
Re: »Fravælg omgang med prostituerede.«

 Helle Maj har her begået en morsom artikel, men overser (eller forbigår i tavshed) en interessant observation.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt at Steen Ankerdal  bliver så ophidset af sætningen:

"Hvis danske fodboldfans og -journalister ellers opfører sig fornuftigt og måske fravælger omgang med prostituerede og andre lyssky personer, så er jeg meget sikker på, at de vil opleve Sydafrika som et dejligt rejseland og bagefter vil spørge sig selv, hvad det nu lige var, der blev advaret så kraftigt imod."

...at han vælger at afslutte sin mail med 'Uvenlig hilsen'. Tsk.

Men at han senere uddyber dette overfor Helle Maj med, at han forurettelse går på at sportsjournalister ikke har tid til at rende med prostituerede - det er da interessant. Håber det var sagt med et glimt i øjet.