MEDIEMAGT. Når det gælder pressefrihed og mediekoncentration, er skræmmebilledet ofte Italien, hvor ministerpræsidenten og medie-mogulen Silvio Berlusconi i ekstrem grad har kontrol over de italienske medier. Men også i Frankrig er den gal.
»Der er fare for, at Frankrig vil følge Italien på en måde, som er farlig for demokratiet, når magten over medierne bliver samlet på få magtfulde hænder,« siger Aidan White, generalsekretær for Det Europæiske Journalistforbund (EFJ).
Aidan White udtrykker sin bekymring efter de seneste opkøb på det franske mediemarked. I juni godkendte EU-kommissionen nemlig, at våbenfabrikanten Dassault købte 82 procent af aktierne i Socpresse – Frankrigs førende presseforetagende, der udgiver mere end 70 aviser, blandt andre Le Figaro og L'Express.
Med købet ejer og kontrollerer Dassault nu sammen med Frankrigs anden fly- og rustningsgigant, Lagardère, knap tre fjerdedele af landets presse. Lagardère udgiver blandt andet de førende ugeblade Paris Match, Elle og Journal du dimanche, ligesom virksomheden står bag Frankrigs største bogforlag, Hachette, og adskillige større og mindre radiostationer.
Senest har den tredje store spiller på det franske mediemarked, byggemastodonten Bouygues, som sidder på landets største tv-station, TF1, forhandlet om medejerskab af Socpresse. Forhandlingerne strandede midt i juli, men er ifølge de franske journalistforbund næppe ovre.
De franske mediearbejdere appellerer nu sammen med EFJ til EU-kommissionen om at genoverveje godkendelsen af Dassaults køb af Socpresse. Ikke mindst fordi lederen af virksomheden, Serge Dassault – der har tætte forbindelser til præsident Jacques Chirac og dennes regeringskoalition – åbent har sagt, at han opkøber medier for at 'komme til orde'. Rent faktisk er der nu jævnlige møder mellem ham selv og Le Figaros chefredaktion. Ifølge det franske dagblad Libération har det for eksempel bevirket, at Le Figaro for nogle uger siden måtte rense en artikel for oplysningen om, at Dassault er i forhandlinger med Algeriet om salg af kampfly.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.