»De billeder, De ser i øjeblikket, er ikke live, og det er med vilje. Myndighederne har for få øjeblikke siden bedt os om at stoppe med at sende direkte fra området omkring Bataclan af sikkerhedshensyn, som alle og enhver vil kunne forstå.«

Klokken er 00.37 natten til lørdag den 14. november, og ordene udtales af studievært Bruce Toussaint på den franske nyhedskanal i-Télé.

Kort forinden er fransk politi begyndt at storme spillestedet Bataclan i Paris, hvor tre bevæbnede mænd holder et ukendt antal koncertgæster fanget – gulvet foran scenen flyder med lig.

Flere franske tv-kanaler, herunder i-Télé, har allerede kamerahold i stilling foran koncerthuset, men både konkurrenten BFMTV og de store mainstream-stationer TF1 og France2 træffer samme beslutning. Selv om dramaet kunne vises live, fravælger de det.

Først omkring klokken 01.10, da politiets angreb er overstået, og tre gidseltagere er dræbt – to sprænger ifølge myndighederne sig selv i luften, mens den tredje bliver skudt af politiet – bliver der vist billeder fra politiets storm på spillestedet.

Gode grunde til at slukke for live-signalet

Studievært Rachid M’Barki fra BFMTV fortæller Journalisten, at beslutningen om at lukke for live-signalet blev taget af flere grunde.

»Vores folk kunne være i fare på stedet, fordi de ikke havde et sikret sted at sende live fra,« forklarer han.

»Det var meget svært at vide, hvad der skete indenfor. Så det handlede blandt andet om vores holds sikkerhed, men idéen var også at undgå at vise nogle frygteligt chokerende ting til seerne.« 

M’Barki lægger dog ikke skjul på, at der også var en tredje grund, der vejede tungt. Nemlig at tv-stationen har taget ved lære af erfaringerne – og kritikken – fra januar måneds angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo og det efterfølgende gidseldrama ved et jødisk supermarked i Paris.

»Der var en diskussion med indenrigsministeriet efter angrebene i januar. Indenrigsministeriet ønskede ikke, at vi gav nogen som helst indikationer til terroristerne. Så det handlede vi efter (denne gang, red.) for ikke at bringe ordensmagten i fare,« forklarer M’Barki.

Efter at have gennemset 500 timers tv-udsendelser fra 16 æterbårne medier udtalte den uafhængige myndighed, der overvåger fransk tv og radio, le Conseil Supérieur de l’Audiovisuel (CSA), i februar skarp kritik af alle de ledende tv-stationers dækning.

Der blev uddelt 15 advarsler og 21 alvorlige henstillinger.

Mediefolk i diskussion på Boulevard Voltaire i Paris, tæt på spillestedet Bataclan. Foto: Vincent Emery/Bestimage/Polfoto

Generel tilbageholdenhed

CSA har mulighed for at suspendere de æterbårne mediers sendetilladelse. Medierne slap med skrækken, men fik at vide, at de ville blive sanktioneret, hvis de gentog deres fejltagelser.

Især BFMTV blev hængt til tørre. For det første havde tv-stationen, mens gidseldramaet foregik, fortalt, at en kvinde havde gemt sig for gidseltageren i supermarkedets kølerum.

Og en af de første ting, gidseltageren instruerede sine gidsler om, var netop at rigge en computer til, så han kunne se BFMTV via online-streaming. Han ringede endda og brokkede sig til kanalen over deres dækning.

Eftersom BFMTV – og andre franske og udenlandske tv-stationer – sendte live fra pladsen foran supermarkedet, kunne gidseltageren også følge med i de franske specialstyrkers placering.

Der er dog intet, der tyder på, at gidseltagerne i Bataclan så fjernsyn. Og politiets forhandler opnåede ifølge indsatsstyrkens leder kun at etablere en sporadisk dialog med dem.

Franske medier var denne gang i det hele taget tilbageholdende, både med at betegne fredagens angreb som terrorisme – men også med at opjustere dødstallet, som aftenen og natten skred frem.

Nyhedsdirektør Pascal Golomer fra det statsejede France Télévisions, der blandt andet har stationerne France 2 og France 3, fortæller Le Monde, at han tøvede med at give tilladelse til at frigive de voldsomme tabstal.

Det samme fortæller Rachid M’Barkis chef på BFMTV, nyhedsdirektør Hervé Béroud, til avisen:

”Vi var næsten overdrevent forsigtige med visse oplysninger, især hvad angår det meget høje antal af dræbte ofre, til trods for at vi havde sammenholdt oplysninger fra kilder i hospitalsvæsenet og i politiet,” mener Béroud.

”60 døde. 80 døde … Vi ønskede, at det ikke var rigtigt, og var bange for, at det kunne være forkert. Men det gik meget stærkt, og desværre viste det sig at være undervurderet i forhold til virkeligheden.”

Reaktioner på kritikken fra CSA

Også konkurrenten i-Télé slår på, at man valgte at være yderst tilbageholdende med at viderebringe historier fra de sociale medier om de dramatiske begivenheder.

På sin officielle Twitter-konto lørdag eftermiddag udsendte i-Télé en advarsel til sine følgere om, at ”der cirkulerer mange rygter og ænder på de sociale medier. Lad være med at bidrage til at sprede dem”.

Selvjustitsen skal ses i lyset af, at en række franske medier i sin tid afviste kritikken fra CSA.

France Télévisions var dengang uforstående over for kritikken.

”Betyder det, at tv-kanalerne, der er skabt til at informere, så ikke må informere længere? Har eksempelvis de sociale medier, som ikke er reguleret af CSA, så eneret på informationerne?” lød det fra Thierry Thuillier, daværende nyhedsredaktør for France Télévisions, i en pressemeddelelse.

Også redaktionschefen hos tv-stationen i-Télé, Céline Pigalle, mente efter dækningen af Charlie Hebdo-attentatet, at radio- og tv-medierne blev forskelsbehandlet i kritikken i forhold til den skrevne presse og de sociale medier.

”Skal vi stoppe med at bringe nyheder i realtid? Vi får at vide, at vi ikke må rapportere om begivenhederne i Dammartin, men le Mondes hjemmeside-liveopdatering må godt fortsætte. Ingen hævder, at vi har været perfekte, men det her ligner, at de (CSA, red.) siger, vi ikke må informere mere,” lød det frustreret fra redaktionschefen i en pressemeddelelse.

Vil ikke gentage fejl

Dammartin-en-Goële er navnet på en lille by nordøst for Paris, hvor de to drabsmænd fra Charlie Hebdo-attentatet forskansede sig på et trykkeri. 

På anden sal havde en grafiker skjult sig under vasken. Fra sin umagelige position sms’ede han oplysninger til fransk politi og familie, men var lige ved at blive afsløret på tv-stationen France 2: 

»Vi er holdt op med at ringe til ham, for hvis han har gemt sig, kan det afsløre hans skjulested,« fortalte hans søster i et direkte interview.

Det blev aldrig klart, hvor meget brødrene Kouachi fulgte med i mediedækningen. Men den fejl kommer ikke til at gentage sig, sværger man i France Télévisions.

»Det er sikkert. Vi talte om det bagefter, at hvis vi får fat i nogen, enten indenfor eller nogen fra familien, så vil vi optage det, men ikke sende det live. For det kan bringe gidslerne i fare, hvis gidseltageren ser det i fjernsynet,« siger Philippe Panis, nyhedsdirektør for France 3, til Journalisten.

Beslutning om aldrig at tage kontakt til en gidseltager

Der er også en anden ting, man besluttede sig for efter terrorangrebene i januar, nemlig aldrig at forsøge at tage kontakt til en gidseltager. Hvilket faktisk lykkedes for en journalist fra BFMTV, der under belejringen af Kouachi-brødrene ganske enkelt ringede til reklametrykkeriet, hvorefter Chérif Kouachi svarede og tog ansvaret for angrebet på Charlie Hebdo.

»Han kunne jo beslutte sig for at misbruge os journalister. Forestil Dem, at vi har en terrorist i telefonen, der siger ’stil mig igennem live, eller jeg dræber et gidsel?’ Vi vil ikke stilles i den situation,« siger Philippe Panis.

Men har I besluttet jer for, hvad I vil gøre, hvis en gidseltager ringer til jer? 

»Altså … vi er ikke gået så langt som til at spørge os selv, hvad vi vil gøre, hvis han ringede,« svarer Panis. 

»Det foretrækker vi ikke at tænke på. Hvad skal vi gøre? Vi håber aldrig, det kommer til at ske.« 

Rettelse: I versionen af denne artikel i Journalisten nr. 11 skrev vi: "Og intet tyder på, at politiets forhandlere formåede at etablere nogen dialog med dem (gidseltagerne, red.)". Efter trykstart har det vist sig ikke at være korrekt, hvorfor sætningen i denne version er rettet til: "Og politiets forhandler opnåede ifølge indsatsstyrkens leder kun at etablere en sporadisk dialog med dem."